Godt nytår

Glædelig jul

Ja, det var her jeg havde planlagt, at der skulle være et aktuelt billede af de to sorte vovser, men sådan kommer det ikke til at gå. Der er nemlig sket det at Frida løb ind i noget pigtråd, da vi var på jagt i søndags, og at hun efterfølgende er blevet syet sammen og idømt 14 dages fuldstændig ro og iklædning af "lampeskærm". Da dette ikke ligefrem er optimalt for at sidde model et eller andet sted ude i den voldsomme natur, har jeg valgt at bruge et af Leif's superbilleder af F&F i stedet og det bliver kvaliteten bestemt ikke dårligere af :o)

 

Frida til undsætning

Jeg havde egentlig besluttet at holde lav profil på hundefronten i dag, men i eftermiddags fik jeg en opringning, der gjorde at Frida blev rykket fra den varme sækkeseng og ud i det friske vejr. Opringningen kom nemlig fra en jagtkammerat, som havde skudt til en and, der efterfølgende var faldet på den modsatte side af Karup å og da hans egen unge hund ikke var helt med på planen, med at kravle op på den modsatte bred, ringede han til mig (og Frida). Da det var lige ved solnedgang, skyndte vi os af sted, for at få fuldt udbytte af det sidste dagslys, så der gik ikke lang tid, før vi fik udpeget nedfaldsstedet og jeg kunne sende Frida over åen. Frida reagerede fint på fløjten, så det var let at få hende til at søge det rigtige sted og efter kort tid kunne jeg se at hun havde fært af et eller andet og så var det bare at lade hende arbejde. Da Frida dukkede frem fra sivene med anden, var hun ikke nu meget for at hoppe i vandet og svømme tilbage, men efter en lille tur frem og tilbage, så det ud til at hun tog mod til sig og sprang i og svømmede gennem den stærke strøm, hvorefter anden blev afleveret til en svært tilfreds fører. Så omkring en halv time efter at vi var kørt hjemmefra, var vi på vej tilbage, efter at have gjort dagens gode gerning :o) Det var herligt at se, at det såkaldte retningsbestemte frie søg, rent faktisk kan bruges til noget i den virkelige verden.

Det er nu ikke fordi vi har drevet den af siden sidste blogindlæg, for sidste weekend var Frida og jeg på jagt på Helicopter Wing Karup, hvor dagen startede med både blæst og regn. Heldigvis klarede det op i løbet af dagen, så vi var ikke fuldstændig gennemblødte, da vi tog hjem. Dagen bød ikke på noget retrieverarbejde, men Frida fik da lettet et rådyr, mens vi gik i drevet.

I går var vi på julejagt i Ulbjerg, hvor vejret, på trods af en dyster vejrudsigt, viste sig fra den gode side. Til gengæld så vi ikke så meget vildt, men der lå da en enkelt sneppe på paraden, så vi er stadig langt foran statistikken fra sidste år.

Se lidt billeder fra julejagten HER.

Jagt i blæsende vind

Så er der gået et par weekender med jagt igen :o)
Sidste søndag var Frida og jeg på jagt i Langballe. Det var en herlig dag, hvor nærmest alle jægere havde hund med, så Frida og jeg stod for i de fleste af såterne. I den første såt havde jeg en nærmest perfekt oplevelse, hvor der kom en høj flot fasan, som jeg fældede i ét skud. Herefter sendte jeg Frida, som selvfølgelig havde markeret fuglen og derfor løb ud i en rasende fart og lavede en super fin spontan opsamling. Den eneste lille skønhedsfejl var så at Frida lige ville tjekke en fugl, som naboposten havde skudt, så jeg måtte bruge fløjten for at få hende tilbage på sporet.
Vi så meget forskelligt vildt i løbet af dagen og højdepunktet var nok en ruddel krondyr, som stod og kiggede på os, da vi skulle drive et engstykke af. Som det måske fremgår af billedet mistede de dog tålmodigheden til sidst.

Selv om vi går på jagt, skal der selvfølgelig stadig være tid til at træne og det gjorde vi så i går, sammen med Lis, Leif og tollerne. Dagens første øvelse var en markering med distraktion efter opsamling, for at undgå den lille detalje med at Frida vil tjekke en anden fugl på vej tilbage. Efter nogle gentagelser gik det såmænd helt hæderligt for os, men der går nok nok lang tid inden Frida bliver lige så skrap som Chili og Daisy til den slags. De næste øvelser var dirigeringer, som Frida klarede ganske fint, så på trods af blæsevejret og de spredte byger var humøret højt, da vi kørte hjem.

I dag har vi været på jagt  i Ulbjerg i noget der lignede stormvejr. Vi startede med at omringe vandhullet i håbet om at der var nogle ænder hjemme. hvilket der var. Med den blæsende vind, var det svært at forudsige hvilken retning ænderne ville tage, men jeg var så heldig at få en flot gråandrik serveret. Da den havde ramt jorden og jeg var sikker på at der ikke kom flere ænder sendte jeg Frida, for jeg var sikker på at hun havde markeret fuglen. Hun kvitterede med at hente en and som min nabopost havde skudt, samlet op og lagt ved siden af sig på jorden :o( Så prøvede jeg med en dirigeringslignende udsending, så vi kunne ende med et retningsbestemt søg. Desværre blev Frida ved med at dreje af for tidligt og så var det ikke nemt pga. den meget kraftige vind. Efter et par hjemkald og et par nye udsendinger fandt Frida dog anden til sidst. Da såten var færdig viste det sig at, der var blevet skudt til and mere, så jeg sendte Frida i et frit søg i det udpegede område. Her kunne jeg se på hende at der havde været noget i kanten af en mark og selv om hun brugte m e g e t tid det samme sted, valgte jeg at tage en dyb indånding og lade hende arbejde selv. Ude på marken kunne jeg kort tid efter se at Frida trak fært af anden og det var ret fint at se hende tage anden, da den forsøgte at komme vingerne (en håbløs opgave, da den kun var vingeskudt). Frida kom fint tilbage og afleverede flot til hånd, selv om anden sprællede helt vildt med pedalerne. Senere kom jeg til at tænke på at det egentlig var lidt sejt, at vi på den samme post havde lavet en markering, en dirigering og et frit søg. At Frida hentede den forkerte fugl i markeringen og måtte korrigeres et par gange i dirigeringen, er en helt anden historie. Resten af dagen bød på 6-7 snepper, hvor kun en enkelt havnede på paraden. Retfærdighedsvis skal det siges at der ikke blev skudt til alle snepperne og at det var teknisk svær skydning pga. den voldsomme vind.

Jagt, så man bliver helt forpustet

Siden sidste indlæg har jeg "haft travlt" med at gå på jagt, så blogskrivningen er blevet nedprioriteret en smule, men sådan skal det vist være :o)
For et par weekender siden var jeg på drivjagt i Skive jagtforening, hvor jeg valgte, at lade hundene blive hjemme, da jeg ikke lige havde prøvet den slags før. Jeg kunne nu sagtens have haft en hund med, for jagten blev afviklet i god ro og orden, med stor fokus på sikkerheden, hvilket jeg mener er det eneste rigtige, når man samler en flok jægere, der ikke kender hinanden i et terræn de ikke kender.
DRK Midtjylland afholdt medlemsaften sidst i oktober, hvor aftenens emne var førstehjælp til hunde. Det var en spændende og lærerig aften, hvor dyrlæge Marianne Klitgaard gennemgik alverdens hundeskader fra snude til hale. Marianne havde medbragt et stk.meget tålmodig golden retriever, som sad og lå stille og roligt på et bord i 1½-times tid, hvor den var figurant, så den fik lagt snor om snuden, poteforbinding og meget mere. Imponerende :o)

Sidste weekend var Frida og jeg på jagt både lørdag og søndag. Lørdag var vi på novemberjagt på Helicopter Wing Karup, som traditionen tro bød på bla. snepper og råvildt. Frida arbejdede fint i drevet hele dagen og jeg var vidne til at hun lettede 3 snepper, så mon ikke at det er blevet til par stykker mere uden for mit synsfelt. Dagen bød ikke på noget vildt apporteringsarbejde og da der endelig skulle eftersøges en sneppe, var der 4 hundeførere der kastede sig over opgaven og jeg undlod derfor at sende Frida. Da fuglen var fundet, var jeg egentlig ret godt tilfreds med at jeg er kommet dertil, hvor jeg ikke længere føler trang til at sende min hund, når der er rigeligt med ekvipager på opgaven (også her gælder det: For mange kokke fordærver maden).
Dagen efter var vi i Ulbjerg, hvor Frida og jeg stod for på dagens første såt. Her blev der skudt to krikænder, hvor Frida fik lov til at hente den ene. Desværre var hun noget overtændt, så det kneb lidt med at søge i det anviste område og jeg er også sikker på at hverken hjerne eller snude ikke var sat til ON, lige da hun startede med at arbejde. Fuglen blev dog "fundet" (vi kunne se den hele tiden), så det endte godt.

Senere på dagen fandt Frida en anskudt sneppe, som hun apporterede i fin stil, så det var en vældig tilfreds fører, der med hatten i hånden kunne aflevere fuglen til skytten. Det var en fantastisk dag i Ulbjerg, hvor der blev nedlagt mere vildt end vi har gjort i L A N G tid. Det var faktisk så godt at min bror, der var rejst hele den lange fra Sjælland, langt om længe fik skudt en jysk sneppe. Jeg er selvfølgelig overbevist om at dagens udbytte primært skyldes det meget kompetente hundehold, der på dygtig vis drev såterne af. Alle hunde fik lettet og hentet vildt, så det var super fint. Se billeder jagten i Ulbjerg HER.

I går var de sorte og jeg  en tur i Haunstrup, hvor vi først mødte Leif, der havde hevet noget af hans dyre fotogrej med i skoven for at tage nogle billeder af det sorte hold. Det var specielt hårdt for Freja at sidde stille, men det gik nogenlunde. Som det ses her til højre er Leif rigtig skrap til at tage billeder. Mens vi holdt en lille pause, fik jeg den fantastiske ide at hænge endnu en dummy op i et træ, så jeg måtte klatre lidt i et træ med en gren som armforlænger, inden vi forsatte.  Da det nu gik nogenlunde smertefrit måtte vi simpelthen ned og kigge efter den dummy jeg kastede op i træ for nogle uger siden. Den hang der endnu og den hang stadig godt fast, men efter en masse hårdt arbejde fik vi den ned på jorden igen. Vi fik taget lidt flere billeder inden Lis dukkede med det klassiske Wildmountain logistik-setup, hvor gas-webergrill indgår som en naturlig del. Så stod den på lidt hyggetræning, hvilket bestemt ikke blev mindre hyggeligt af at Alba og Henriette dukkede op midt i et frit søg :o)
I dag har Frida og jeg været på jagt i nogle områder nordvest for Karup. Det var lidt spændende at være nogle helt nye steder, når sigtbarheden for det meste var under 100 meter. Dagen bød på en masse drivearbejde, som Frida klarede ganske udmærket. Det var en lang dag, så der var ikke så meget fart på til sidst.

Jagt uden hund, pasning og mere jagt

Sidste weekend var jeg af forskellige årsager på jagt uden hund i Ulbjerg. Det var godt nok en mærkelig fornemmelse bare at stå der og være skytte. Jeg præsterede at lave et enkelt forbiskud til en sneppe og jeg må tilstå, at det hverken var hundefolketes eller sneppes skyld at jeg bommede, for fuglen kom perfekt og lavede ikke de klassiske sneppe-undvigemanøvre. Der blev ikke leveret noget vildt til paraden, men på trods af dette, havde vi en god dag i superflot solskinsvejr. (Men det var nu underligt ikke at have en hund med)

I den forgangne uge har jeg været ude at rejse med mit arbejde og her kunne jeg jo ikke rigtig have hundene med, så de sorte har været en tur i Vildbjerg for at blive passet hos Lis og Leif og deres små søde tollere. Lis havde lovet at hun ville lære hundene at ligge i sofaen og den slags. Desværre glemte jeg at få den kommando Lis har brugt til øvelsen, da jeg hentede dem, så jeg har endnu ikke set, hvor dygtige de er blevet. Da jeg dagligt havde fået mail med meldinger om lange gåture, både med og uden flexline, var jeg lidt bekymret for om hundene ville med mig hjem, men de gik heldigvis godvilligt med ud til bilen da vi skulle køre. I stedet for at køre lige hjem efter afhentningen, tog Leif og jeg en tur til Haunstrup med Daisy, Freja og Frida, hvor vi lavede en kombination af gåtur og lidt træning. Vi måtte uheldigvis efterlade en dummy højt oppe i træ, da sigtet på min kastearm er kommet ud af justering.

I denne weekend har både Frida og Freja været med på jagt i området omkring Skellerup. Freja og Frida var med på skift og i et par af såterne var de med begge to. Frida tog næsten stand af en fasanhøne og da hun fik den lettet på min kommando, lettede en anden høne lige ved siden af. Begge fugle drejede af inden skytterne, så vi måtte nøjes med at nyde det flotte syn. Freja tog revanche fra sidste jagt hun var med på, for denne gang hentede hun en hare, som hendes fører havde skudt.
Det var som sædvanlig en rigtig hyggelig dag, hvor vi fik set en mase vildt.

Start på den "rigtige" jagtsæsson

Den sidste omgang hundetræning blev afsluttet i sidste uge af september, hvilket "tilfældigvis" passede med at jagten for alvor gik ind 1. oktober. Træningen i Skive, som Frida og jeg har gået til, har været rigtig god, både mht. opbygning af øvelserne, trænernes stille og rolige indgang til tingene, terræn og holdet som helhed. Det er helt sikkert ikke sidste gang at vi træner i Skive :o)
Når jeg i overskriften har valgt at sætte anførselstegn omkring "rigtige", så er det fordi mange jægere mener at jagten først går rigtigt ind 1. oktober, hvor langt det meste jagtbare vildt må skydes og man starter sæsonen for fællesjagter. Min egen favoritjagt i efteråret er nok mest andetræk, hvor jæger og hund sidder afventende et passende sted og håber på at det netop er der, hvor de sidder at fuglene kommer forbi. Desværre kommer jeg aldrig så meget af sted på netop andetræk, men sådan er der jo så meget.

Efterårets første fællesjagt var for mit vedkommende en tur til Durup og Ulbjerg, hvor jeg havde valgt at tage både Freja og Frida med. Begge hunde var med fordi jeg på forhånd vidste, at vi skulle køre en del mellem de forskellige såter, så Freja kunne nøjes med at blive brugt nogle få gange. Freja og jeg startede således dagen med en gang haretramp, hvor der ikke skete så meget ud over at vi så tre stykker råvildt på naboens mark. Frida var med på anden såt, et sted hvor vi tidligere har set en del fasaner, men det eneste vi så var en fasanhøne som Frida fik lettet, men dem er der ikke er jagttid på endnu. Tredie såt var endnu en tur med haretramp, hvor Freja var med. Her skød min sidemand til en hare, som jeg sendte Freja efter, men den var desværre ikke ramt særlig godt, så den sprællede helt vildt, da hun forsøgte at samle op. Efter et par forsøg opgav Freja at samle op og valgte at fastholde haren ned mod jorden ind til skytten kom og overtog. Det var absolut ikke en prangende hundepræstation, men Freja fik da forhindret at situationen udviklede sig noget værre, hvilket vel var OK.
Herefter gik turen til Ulbjerg, hvor vi startede med en kop kaffe ved jagthytten og mens vi sad der kom der et flot fasanpar spankulerende tæt forbi bilerne, hvor der bla. sad en pointer uden snor. Den blev dog siddende lige så fint, så det var en spøjs lille oplevelse at få med.

Resten af jagten var fordelt på 3 såter, hvor Frida var med, hvilket Freja ikke var tilfreds med, for hun lavede desværre en del larm mens hun sad i bilen. Vi stod for to af gangene og det er dejligt at se hvordan Frida har fået lært disciplinen "ro på post", selv om der er hunde der driver tæt forbi og der bliver skudt i såten. I næstsidste såt blev der skudt en fasankok, i modsatte ende af skoven, så det blev ikke til noget seriøst hundearbejde til Frida den dag. Som det fremgår af billederne havde vi et fantastisk vejr.

Frida i Norge

Ja, så har vi sørme været på fuglejagt i Norge igen. Med meget få undtagelser, fulgte vi samme koncept som sidste år. Dvs. vi kørte til Frederikshavn og sejlede til Gøteborg og havnede i den samme hytte i Norge. Køreturen nordpå gik ganske smertefrit og begge de medbragte vovser opførte sig eksemplarisk hele vejen og de virkede som om at de var godt tilfredse med en god luftetur i området omkring hytten, da vi nåede frem.
Efter en god nats søvn, var vi klar til første jagtdag og belært af sidste års erfaringer, havde vi kun én hund med på jagt ad gangen. Til nye læsere, der ikke magter at læse indlægget fra sidste års tur til Norge, kan jeg kort oplyse at vi sidste år fandt ud af at hundenes poter blev slidt op af klipper og revlinger efter ca. 2,5 dags jagt, hvilket betød at vi måtte på jagt uden hund på den sidste dag.
Tilbage til årets jagt, hvor den første dag startede lidt fugtig, fordi det havde regnet hele natten. Efter en lille times tid stødte vi nogle urfugle, der dog fløj ganske uimponerede videre i høj fart. Til middag byttede vi om på hundene, som planlagt. Desværre så vi ikke flere fugle resten af dagen og efter endt jagt kørte vi en tur til Rena for at handle og her så en rå med tre lam på en lille mark ganske tæt ved landevejen.
På anden jagtdag, startede vi med en tur, hvor hytten var udgangspunkt, men selv om vejret var perfekt med svag vind og næsten skyfrit, så vi ikke en eneste fugl. Efter frokost valgte vi at køre ud i bilen, på en af de få grusveje, der er i området, for at starte et andet sted. Her havde vi heller den store succes med fuglene, men til gengæld så vi en elg, hvilket var en "first time" for mig, så det var ikke så ringe.
Da vi startede tredie jagtdag, var forhåbningerne efterhånden blevet justeret ned til næsten ingenting, men ud skulle vi da, så endnu en gang valgte vi at køre ud, for at starte et andet sted end ved hytten. Vi tog begge hunde med på dagens første tur og det er ikke til at vide om det var det der gjorde udslaget, men efter en lang tur, langs med højdekurverne på tværs af de små bække, fik Frida og jeg stødt en tjurhane, der var så letsindig at flyve tæt forbi Martin, som kvitterede med et flot skud, hvilket selvfølgelig endte med at fuglen faldt til skovbunden med et stort bump. Chivas fandt kræet uden problemer, så der var ikke et øje tørt. Tilbage ved bilen fik Frida efterfølgende lov til at forsøge at apportere fuglen, og til min store overraskelse samlede hun den op og kom næsten helt tilbage til mig før end hun lagde den. Det er da meget godt gået af en lille lab på 23 kg når tjuren vejede over 4 kg .  Resten af dagen så vi ikke flere fugle, men da det stadig var fantastisk vejr var det superflot, at vandre rundt i skoven langs med et par kraftige vandløb.
Hytten var igen udgangspunkt på fjerde og sidste jagtdag. Kort tid efter start stødte Frida og jeg en tjurhøne, der sad højt oppe i et gammelt fyrretræ og det så rigtig fint ud, da fuglen fløj over mod Martin, men afstanden var for stor, så det kom der ikke noget ud af. Til middag vendte vi tilbage til hytten, spiste frokost og byttede hund, men eftermiddagen bød ikke på flere fugle.
Først på ugen bemærkede vi at der lavet en passage, således at der var frit udsyn til en sliksten placeret tæt ved hytten og på hjemrejsedagen fik vi syn for sagen, da en rå med tre lam var aktive ved slikstenen. Om det var den samme familie vi så tidligere på ugen er ikke til at vide, men det var en fin oplevelse at få med, da rådyrbestanden er ret tynd så langt mod nord.
Vores hjemtur til Danmark gik lige så uproblematisk som udturen, så det kan der jo ikke klages over.
I løbet af ugen talte vi med flere lokale jægere, der samstemmende fortalte at det var deres klare indtryk, at der ikke var så mange fugle i området dette efterår, hvilket var rart at få oplyst, for selv om vi i forvejen godt vidste at det er en svær jagtform og at vi måske havde lidt begynderheld sidste år, var det lidt nedslående at vi ikke så mere.

Efter sådan en tur, er det på sin plads at stoppe op og overveje om tingene er gået som forventet og om der er noget man kan anderledes næste gang. På hundefronten har vores plan med kun at tage én hund med på jagt ad gangen, (måske kombineret med brug af potevoks), helt sikkert gjort, at begge hunde klarede strabasserne uden væsentlige problemer. Frida fik ganske vist en rids på forsiden af det ene lår og begge hunde var meget trætte om aftenen, men den slags var vel forventeligt. Chivas blev kontrolvejet af sin strikse mor, da vi kom hjem og han havde tabt over et kilo, hvilket indikerer at vi skal være mere opmærksomme på at sætte fodermængden op i sådan en periode med stor aktivitet.
Når man skal have hunde med til Sverige og Norge, skal de, som tingene er lige nu, vaccineres mod rabies og have en ormekur hos en dyrlæge, hvilket jo ikke ligefrem er gratis. Det ser heldigvis ud til at der er en lille opblødning på vej, for kravet om ormekur hos dyrlæge forsvinder pr. 1. januar 2012.

Se udvalgte billeder fra turen HER.

Så er de første ænder hentet

Selv om jeg ikke selv fik skudt noget på præmieredagen for ande- og gåsejagt i går, slap Frida ikke for at komme på arbejde, for hun fandt nemlig to gråænder som et par af mine medjægere fik ram på med nogle flotte skud. Frida så ikke da fuglene faldt, så jeg brugte kommandoen "Søg" og det skal jeg love for at hun gjorde. Selv om den første and var faldet i noget tæt krat, gik de kun et øjeblik inden at Frida kom ud med den. Den anden faldt ude på en åben græsmark og den blev også fundet og bragt i fin stil. Den første aflevering var desværre ikke for god, mens den anden var lige efter bogen. (Det hjælper når føreren koncentrerer sig om opgaven).

Jagtsæsonen står for døren

Frida og jeg har været til træning i Skive et par gange siden sidst og det er træning lige efter min smag. Her bliver øvelserne nemlig bygget op, således at hundene har gode muligheder for at løse opgaverne, samtidigt med at sværhedsgraden stille og roligt øges. Vi har prøvet en række nye øvelser, hvor jeg allerede har udsat mit eget onsdagshold for et par stykker af dem. Kald det bare tyveri, men det vil da være synd at lade være. Jeg var jo lidt bekymret for at melde Frida til et "åben klasse kursus", men indtil nu er det gået rigtig fint for den lille sorte. Jeg kunne nu godt tænke mig at blive meget bedre til er "fri ved fod", så det træner vi hver eneste gang vi mulighed for det.
Vores egen træning har mest koncentreret sig om aflevering fra vandmarkering, hvor vi som bekendt har haft en del problemer ved første aflevering. Vi er heldigvis kommet så langt, at det i mandags i Skive lykkedes at få et par gode afleveringer, så der blev jublet i den øverste ende af snoren. Mens vi har trænet selv, er jeg endnu en gang blevet mindet om at det er en god ide at sætte en snor på den hund man ikke træner, når man har flere med. Jeg blev nemlig fristet til lige at springe dette over en dag og Freja kvitterede med uopfordret at hente en dummy som Frida var sendt efter, hvorefter det hele ligesom var lige meget. Heldigvis er jeg blevet bedre til at beherske mig, så nu råber jeg ikke NEEEJ og forvirrer den forkerte hund. Desuden husker jeg at glæde mig over, at den gamle stadig kan blive grebet af arbejdsiver når vi træner.
Jagtsæsonen går jo i gang lige om lidt og allerede nu er det planlagt at 1. september skal vi tidligt op for at tage på ande/gåsetræk ved Hjarbæk fjord. Vi er også ved at gøre klar til en lille uges tid med fuglejagt i Norge, samme sted som vi var i 2010.

I juli måned besluttede Frida at supplere kosten med lidt frugt og nu har taget mig sammen til samle et lille klip til YouTube.

Spor og markprøvetræning

Så har vi gået endnu et overnatningsspor, der ikke gik specielt godt, hvilket 100% skyldes den bagerste ende af snoren. Kort fortalt skete der det, at Frida gik på en "live" fært og jeg ikke gjorde noget før end hun var helt oppe i det røde felt. Da jeg så endelig greb ind, lod jeg Frida selv finde sporet mens hun stadig var helt oppe at køre, hvilket resulterede i, at de næste 100 meter var noget af det mest "flimsy" vi har gået længe og da det samtidig var der, hvor jeg havde lavet den første spæde start på en tilbagegang, var indlæringen hos den lille sorte nok til at overse. Jeg skulle selvfølgelig have stoppet hende ved første afvigelse fra sporet og holdt og en pause inden vi forsatte i god ro og orden. Det gode ved den slags åbenlyse førerfejl, er at de er til at få øje på når man evaluere sporet og at de derfor forhåbentlig aldrig bliver gentaget. (Jeg krydser fingre ;o)

I mandags startede vi på et markprøvetræningshold i Skive, hvor vi endnu en gang kunne konstatere at Frida ikke er for god til at aflevere til hånd efter vandmarkeringer (Hvad hulsen skal vi snart gøre???). Så fik vi en dobbeltmarkering som en opbygningsøvelse. Frida havde lidt problemer men den markering, som jeg mente måtte være den letteste, men efter at have demonstreret lidt ulydighed (kom ikke ved hjemkald) fik vi da løst opgaven. Slutteligt stod den på trampejagt med 4 hunde på et geled. Jeg var meget spændt på, hvordan dette skulle gå, men på nær en "næsten knaldapport" gik det faktisk nogenlunde. Der er selvfølgelig plads til forbedring, men jeg var helt godt tilfreds. En god træningsaften i et fantastisk terræn.
Onsdag startede jeg så et markprøve, begynderklassehold i Haunstrup. Der er tilmeldt 8 hunde, men pga. sommerferie kom der kun 5, hvor vi skyndte os at "sælge" den ene til åbenklasseholdet (han var simpelthen for god). Vi trænede lidt lydighed og enkeltmarkeringer, som Frida naturligvis havde afprøvet inden kursisterne kom. Da alle på holdet har gået til markprøvetræning før er niveauet højere end det plejer, så jeg bliver nødt til at finde på lidt flere udfordringer end jeg plejer, så det bliver helt sikkert sjovt de næste 7 onsdage.
I dag havde Laila og Troels lagt spor til Frida og mig plus til Pia, Rikke og deres egne hunde naturligvis, så de havde vist haft travlt. Det var spændende at gå et spor jeg ikke havde lagt selv. Frida skulle selv finde sporstart, hvilket gik fint (hun havde vist fært inden vi startede) og jeg gav mig tid til at finde schweiss inden vi forsatte. Ikke 100% i orden, men meget bedre end sidste gang vi trænede dette. De første 100-150 meter gik Frida alt for stærkt og jeg var glad for afmærkningerne, så jeg kunne stoppe og få hende til at gå på sporet og ikke bare krydse det en gang imellem. Efter ca. 180 meter drejede Frida brat til højre og da jeg ikke kunne se nogle mærker, kom jeg i tvivl om det nu kunne passe, men da Frida insisterede, valgte jeg at følge det kendte sporhundemantra: "stol på din hund" og minsandten om det ikke bare var et knæk som den lille sorte klarede i suveræn stil. Resten af sporet gik i et mere roligt tempo og efter ca. 500 meter var vi fremme ved sporslut, som Frida på vanlig vis stort set overså. En super hyggelig eftermiddag i silende regn.

Første overnatningsspor

Frida og jeg er nu kommet dertil, hvor sportræningen kræver en større planlægninghorisont end tidligere, for ud over at tænke på hvilken dag vi skal gå et spor, skal jeg afse tid til at lægge sporet dagen før og så skal jeg forresten også lige huske at tage blod og klove op af fryseren mindst en halv dags tid før det.
Så vores første overnatningsspor startede allerede i går morges, med at der blev taget "ting" op af fryseren.
I går aftes var F&F med i Ådalen, hvor vi trænede dobbeltmarkeinger i det, der i militærfagsprog hedder uindset terræn (Læs: Det var ikke nemme markeringer). Jeg valgte at opbygge øvelsen ved at tage markeringerne enkeltvis først, for at være sikker på "lige-ud-og-lige-hjem", hvilket gav pote da vi afslutningsvis lavede dobbeltmarkeringer.
Til Freja's store utilfredshed, blev de sorte herefter sat i bilen, hvorefter jeg lagde et spor som skulle ligge natten over. Da det var Frida's første overnatningsspor og der forventeligt kunne komme en del afledningsfært fra dyr, der havde krydset sporet i nattens løb, valgte jeg at lave et meget enkelt spor, så der kun var en ny udfordring.
I morges ringe vækkeuret frygteligt tidligt og lige før solopgang (05:15) startede vi med at Frida skulle finde anskudstedet, hvilket foregik i kort line for at få mere ro på i forhold til sidste gang. Det virkede meget godt, men problemet ved denne metode er at jeg ved hvor sporet er og måske kommer til at udpege det. På nær et enkelt ekstra tjek væk fra sporet, var det ikke til at se på Frida at sporet var 8 timer gammelt og oven i købet et overnatningsspor. Hun lavede en fin markering af sårlejet. Desværre er Frida stadig ikke helt klar over at hun skal stoppe, når sporet er slut, for hun kigger lige på skindet og forsætter med at gå i mit fodspor (som jeg lavede da jeg lagde skindet ud). I dag gik det dog bedre med trækkeleg og med at bære skindet hen til bilen inden den spiselige belønning, så mon ikke at vi får den krølle på plads i et senere afsnit.

I mit sidste indlæg glemte jeg at lave reklame for chefsportræner Helle's nyoprettede blog, der hedder "Poter og spor". Helle er en meget flittig skribent, så hvis du er interesseret i spor er det bare med at komme i gang med at læse.

På sporet igen

Bukkejagten er slut for denne gang, hvilket betyder at vi igen kan færdes uden for vej og sti uden at genere alverdens jægere. Frida og jeg har derfor været i Ådalen for at gå et spor for første gang siden vi var til prøve i juni. Belært fra en tidligere tilsvarende pause, valgte jeg at lægge et forholdsvis let spor på 400 meter/3 timer. Der var dog et enkelt nyt moment, nemlig det at Frida selv skulle finde sporstart, anskudsstedet om man vil, hvilket desværre kom til at ligne et frit søg med høj fart. Så selv om hun fandt sporet, er det noget vi skal arbejde med, for jeg tror ikke at det går så let med et overnatningsspor.
På sporet gjorde jeg mig umage for at holde igen, så farten blev holdt nede. Det gjorde helt sikkert at Frida var mere i sporet end hun plejer, så det skal vi gøre mere i. Der var fine markeringer af de to sårlejer jeg havde lavet. 50 meter før slut fik Frida fært af skindet og ville skyde genvej, men jeg insisterede på at hun skulle følge sporet. Det gav lidt uro, men efter en lille afstikker til modsatte side, blev sporet fulgt helt til enden.
Da Frida aldrig har vist den store interesse for skindet ved sporslut, har jeg besluttet at vente med kattemaden (belønning) til hun har båret skindet helt til bilen. Det virkede ikke så overbevisende i dag, men det skal prøves et par gange mere før jeg forsøger med noget andet (som jeg ikke lige ved hvad er pt.).
Selv om der har været skruet ned for træningsblusset, har vi selvfølgelig trænet lidt markprøvetræning i den forgangne måneds tid. Det mest nævneværdige er nok at Frida har trænet dobbeltmarkeringer på vand, hvor den ene dummy er faldet på land, så der skulle svømmes, og den anden er faldet i vandet. Det er gået helt fint med markeringerne, men Frida kan stadig finde på at droppe dagens første apportering fra vand :o(

En lille jagthistorie

Denne lille historie startede lørdag formiddag, hvor jeg, efter at have siddet på anstand både tidlig morgen og sen aften uden held ca. en trilliard gange, havde besluttet mig for at prøve noget mere utraditionelt, nemlig at sove forholdsvis længe og tage på bukkejagt om formiddagen i stedet. Efter at have vandret (de erfarne jægere kalder det "at pürshe") rundt i vores område ved Ulbjerg, fik jeg sat mig et sted, hvor vinden var god og jeg var tilpas tæt på det levende hegn ind mod naboen (som ikke går på jagt), hvor jeg længe har haft en mistanke om at der går en "monsterbuk". Jeg så nu ikke nogen buk denne formiddag, men tilgæld så jeg to råer, formodentlig smaldyr, der pjattede rundt ganske tæt på hvor jeg sad. Så begyndte det at regne stille og roligt og selv om vi ikke havde de samme syndflodstilstande som i Københavnsområdet, blev jeg så småt gennemblødt og besluttede derfor at jeg havde været nok på bukkejagt den dag.

Søndag kunne jeg ikke lade være med at tænke på at sådan et par tøser (råerne fra lørdag,altså) helt sikkert måtte have en kæreste, så jeg besluttede mig for at tilbringe aftenen på samme sted som jeg sad lørdag formiddag. Så omkring 18.30 sad jeg på rygsækstolen ved det selvsamme lille træ med en plan om at blive siddende til solnedgang 22.15. Tiden sneglede sig af sted og for at jeg ikke skulle være fuldstændig passiv, brugte jeg mit bukkekald med meget nøje planlagte tidsintervaller, men det virkede ligesom ikke rigtigt før klokken 21.00, hvor et dyr gav sig til at smælde inde hos naboen ved det første tryk på gummibolden. Selv om der ikke skete mere, vågnede jeg ligesom op og var lidt mere klar end jeg havde været længe.
Inden jeg forsætter historien er det nok på sin plads at nævne, at jeg af flere årsager havde besluttet at, hvis der kom en buk forbi og kuglefanget var i orden, ville jeg skyde til den uanset størrelse. Tilbage til historien...
21.30 skulle jeg lige til at finde bukkekaldet frem igen, da jeg ser et dyr komme ud fra krattet et helt andet sted end jeg havde forventet. Mens jeg flytter riflen og får drejet mig til en totalt akavet skydestilling, når jeg lige at se at dyret havde "noget på hovedet" inden den stikker hovedet op i et lille træ for at spise. Samtidig med at jeg tager et par dybe indåndinger og får dyret i sigtekikkerten kan jeg se "noget" på maven, så jeg er nu 100% sikker på at det er en buk, hvilket betyder at jeg nu tager sigte, holder vejret og lader kuglen gå. Skuddet flænger aftenstilheden og bukken springer opad, hvorefter den forsvinder ind i krattet. Sammenlagt havde bukken nok været fremme i 20-30 sekunder inden skuddet gik, så jeg nåede slet ikke at få bukkefeber og det var jeg egentlig slet ikke ked af. De næste 10 minutter gik med den obligatoriske ventetid (hold da kæft, hvor gik tiden langsomt) inden jeg gik frem til skudstedet, som i bedste sporhundestil blev afmærket med et stykke rødt minestrimmel, så jeg var klar til at tage imod en schweisshundefører, hvis det skulle blive nødvendigt. Stedet ville nu være til at finde uden afmærkning, for der var en hel del lungeschweiss, der bekræftede mit indtryk fra skudøjeblikket om at det var en god kugle jeg havde sendt afsted. Så burde resten jo være lige til, for i teorien skulle jeg bare følge schweisssporet frem til dyret, men sådan gik det ikke helt, for ca. 15 meter inde i krattet kunne jeg ikke se sporet længere. De næste 20 minutter, som også var lange, gik med forsigtigt at kigge efter schweiss og da jeg ikke havde succes besluttede jeg at gå langs det levende hegn ind til naboen, for jeg kom i tanke om at en erfaren jæger havde fortalt, at anskudte dyr meget ofte løber tilbage hvor de kom fra. Jeg gik forsigtigt frem med fokus på at finde schweiss på jorden lige foran mig, så det var lige før jeg blev forskrækket da jeg fik øje på bukken, der lå forendt ganske tæt på skellet. Det var først nu, jeg så at det var en fin høj ulige seksender, som også var pæn stor i kroppen. Skuddet sad perfekt, ja nærmest som en 10'er på bukkeskiven, så jublen ville ingen ende tage. Så fik jeg taget et par billeder og sms'et, hvorefter jeg trak bukken tilbage til anskudstedet, hvor lyset var lidt bedre. Her blev kræet brækket, mens et andet dyr skældte mig ud inde fra naboen.

Hvorfor er det så lige at denne historie er med på en blog, der handler om hundelivet et sted i Midtjylland? Det er selvfølgelig fordi at jeg var lidt træt af at jeg ikke havde Frida med, da ikke lige kunne finde bukken. Det gik faktisk så vidt at jeg tænkte på at i fremover vil jeg altid have Frida med i bilen, bare sådan for en sikkerheds skyld. På vejen hjem, hvor jeg kunne reflektere lidt over aftenens forløb, kom jeg frem til at lige netop dette spor ville nok have til at løse for Frida, men hvis jeg tager hende med i fremtiden, bliver jeg måske fristet til at forsøge på noget, der er alt for svært, hvilket kunne ende med at ødelægge sporet for en rigtig schweisshund. Så det er nok bedst, at Frida forsat bliver hjemme, når jeg tager på riffeljagt i fremtiden :o)

Don't try this at home...

Nu er der sikkert flere, der tænker at jeg har været i gang med et eller andet halsbrækkende stunt og dem må jeg desværre skuffe, for det er slet ikke det som jeg vil fraråde. Det drejer sig derimod om at jeg har været hjælper til to forskellige retrieverarrangementer denne weekend og selv om det virkede som en let og overkommelig opgave, da jeg sagde ja i sin tid, må jeg erkende at jeg var godt brugt, da jeg gik i seng søndag aften.

Lørdag gik dagen med at hjælpe på den traditionsrige uofficielle working test i Søby. Heller ikke i år deltog jeg selv i prøven, men Frida og jeg har prøvet et par af posterne, da vi var med ude at planlægge og afprøve tirsdag aften og jeg er sikker på at vi kommer til at prøve noget mere, når prøveleder Steen afholder hjælperarrangement senere på sommeren.
Selv om der var tilmeldt omkring 75 hunde, der alle skulle forbi alle 5 poster gik det hele superfint for vejret var perfekt til hundearbejde, sportsånden var i top og planlægningen var til UG.
Jeg var skytte, sammen med et par hyggelige mennesker, på en post med forskellige markeringsopgaver, alt efter hundens niveau. For begynderhunde var det to enkeltmarkeringer og for åben- og vinderklasse var temaet dobbelt liniemarkering (med en ekstra "krølle" og større afstand til vinderklassen). Vi så meget godt hundearbejde og jeg har det en ide om at jeg fik luret et par fiduser fra de bedste, men det må fremtiden vise.

Søndag gik turen til Haunstrup, hvor jeg havde lovet at hjælpe til et racearrangement for Golden Retriever. Dagen bød på skue, uofficiel working test, brugsprøve, kvalifikationsprøve og Dansk Jagthunde udvalgs (DJU) apporteringsprøve. En ordentlig mundfuld, som også gav anledning til lidt kaos inden start, men da prøverne og skuet blev sat i gang, gik det forholdsvis fredeligt og det er mit helt klare indtryk at alle deltagere havde en god og hyggelig dag i det gode vejr.
Jeg havde fornøjelsen af at være hjælper til DJU apporteringsprøve, hvor dommerne kom fra DJU og man skulle tro at vi taler samme stammesprog, når nu begge foreninger arbejder med jagthunde, men der gik da lige en halv times tid, inden vi fik vores dialekter justeret :o)
Hvis jeg som retriever-entusiast skal beskrive prøven, så består den af en enkeltmarkering med en due på vand, en ligeud dirigering til en kanin og en dobbeltmarkering med duer på land. I Stedet for at skrive et længere indlæg om den, i mine øjne, pudseløjerlige måde at afvikle og bedømme på, vil jeg nævne at jeg godt kunne lide det kontante krav til spontan opsamling og at der var stor opmærksom på at der ikke blev lagt hjælpefært, når kaninen skulle lægges ud. Her kunne vi godt lære lidt i DRK.
Da alle de forskellige prøver og skuet var afsluttet fik jeg en glædelig overraskelse for i stedet for at give hjælperne den traditionelle flaske rødvin som tak, fik vi lov til at vælge en dummy fra en kæmpekasse fra dummyshoppen. Jeg fik således tiltusket mig en 500g orange dummy, som Freja og Frida fik lov til at prøve med det samme da jeg kom hjem, for vi kørte en tur i Ådalen, hvor vi lavede en hulens masse markeringer i vand og på land.
Og så var den weekend ligesom gået...

BREAKING NEWS - Frida har opnået 1. præmie på 400 meter/3 timer Schweissprøve i Skive

Så al vores træning har ikke været helt forgæves :o)
I bedste Hollywood-stil vil jeg benytte lejligheden til at takke mine trænere, Helle og Søren, og mine træningskammerater, Laila og Pia. Uden jer var det aldrig gået. Samtidig vil jeg ønske Helle tillykke med den flotte 1. præmie på 1000 meter/40 timer, som hun sled sig til i dag.

Til den nysgerrige læser kan jeg oplyse at sporet i dag var nummer 26 og at vi sammenlagt har gået 9600 meter spor.

Så forsvandt maj måned (igen i år)

Jeg har sikkert sagt det før, men det er utroligt som tiden går når man har det sjovt :o)
De sidste uger er gået med markprøvetræning i Viborg hos Hans og i Herning, hvor jeg både har været træner og deltager med Frida. Freja har også været med en enkelt gang i Herning og det virkede som om at hun havde det helt fint med at få lov til at hente et par fugle eller tre. Freja og jeg har afsluttet vores deltagelse i rågereguleringen i Skive, hvor det bør bemærkes at den næstsidste gang vi var der blæste det en halv pelikan, så der var vist drysset en del rågeunger ned fra træerne. Dette betød at halvdelen af de fugle vi havde med hjem, var nogle Freja var kommet med, uden at jeg havde skudt til dem. Hun er stadig effektiv den gamle :oP
Sidste lørdag var jeg, sammen med Lis og Leif,  i Kulsø for at se på Hold DM for Retrievere. Selv om det måske lyder voldsomt at bruge en hel dag på at kigge på hundearbejde, er det noget jeg helt klart vil anbefale, for det var en super dag, hvor vi så en masse flot hundearbejde på en veltilrettelagt prøve i et spændende terræn. Prøvelederen havde valgt at lave posterne, så de skulle ligne en rigtig jagt og bortset fra at der blade på træerne, den høje temperatur og de løse skud, var det som at være der selv :o) Da alle hold havde været på alle fire poster, var der to hold som havde lige mange point og vinderen skulle således findes på en finalepost med to meget svære markeringer. Begge hold løste opgaven flot og jeg må sige, at jeg er glad for at det ikke var mig, der skulle afgøre hvem der var bedst. Dommerne var dog enige om at det var holdet fra Region Nordjylland, der var skulle være dette års mestre. Vores lokale helte fra Midtjylland sluttede på en flot tredieplads ud af ni deltagende hold, så det var ikke så ringe endda. Jeg tog nogle få billeder, som du kan se HER, men hvis du vil se flere og bedre billeder, så kig på Leif's billeder i stedet.

Søndag havde trænerudvalget arrangeret en dag for regionens trænere med svenske Janne Stiehl, der i mange år deltaget på markprøver med sine egne hunde. Det var en rigtig god dag, hvor vi blev bekræftet i at vores metodik med opbyggende øvelser og respekt for den enkelte hunds niveau er vejen frem. Se billeder fra dagen HER.
Frida og jeg har holdt en lille pause med sportræningen. Mest fordi at jeg frygter at der sidder ihærdige bukkejægere med skarpladte rifler, de steder hvor vi normalt har trænet, men også fordi at jeg selv er en af de omtalte jagttosser og jeg kan jo kun lave en ting ad gangen. Men da lediggang jo er roden til alt ondt, har vi i denne uge gået tre spor, der alle har været tæt på en katastrofe. Det er helt sikkert dumt at holde næsten 4 ugers træningspause, når man ikke er mere rutinerede end vi er, for der blevet begået fejl i begge ender af snoren (Mest i min).

Træning, rågeregulering, bukkejagt og markprøve C

Så er der allerede gået en måned siden jeg skrev sidste indlæg. Forklaringen er, som altid, at når jeg skal prioritere min tid, så kommer blogskrivning altså ikke ind på en sikker førsteplads ;o)
Siden det sydjyske spor på Stevninghus, har Frida øvet nogle lidt længere og lidt ældre spor, som oven i købet skulle gennemføres midt på dagen, hvor temperaturen var lidt højere. Sidstnævnte er selvfølgelig ikke fordi jeg er en ond dyreplager, men fordi jeg ikke tror at det er urealistisk at forvente et prøvespor i temperature som der kan være midt på dagen i slutningen af april og starten af maj. Selv om Frida har været træt efter disse spor, tror jeg på at det er den øgede sværhedsgrad, som har påvirket hende mest og ikke så meget varmen.
Frida og jeg har også haft gang i intensiv markprøvetræning, både hjemme og på træningspladsen i Haunstrup, med fokus på aflevering fra vand og antibytteøvelser og disse to delelementer har vi fået nogenlunde styr på.

Freja har været med på rågeregulering i Skive nogle gange og det er en fornøjelse at have hende med, for selv om vi ikke trænet dirigering i lang tid, så kan vi stadig få det til at virke (Det er ikke flot, men det virker). Vi har også haft fornøjelsen af et par stykker råvildt, som en O-løber havde stødt, og selv om det lyder som en historie fra de varme lande, så var afstanden mellem det ene dyr og Freja omkring 5-7 meter på et tidspunkt. Det superfede ved denne oplevelse var at jeg med et stille og roligt "nej" til Freja, kunne får hende til at blive, så dyrene kun luske væk uden stres. (Ja, ja, jeg sagde måske "nej" mere end en gang, men det var altså stille og roligt)
Det er selvfølgelig også blevet til lidt bukkejagt for ham, der plejer at holde i den øverste ende af snoren, men i forhold til sidste år har jeg været meget omhyggelig med at komme ud at træne med de sorte dagligt.
I dag har Frida og jeg været til markprøve C i Ulfborg Kjærgård og her kunne vi svinge os op på en 3. præmie, hvilket jo ikke ligefrem er prangende. Jeg vil ikke komme med alverdens undskyldninger, men blot konstatere at jeg er 100% enig med dommeren og at der er plads til forbedring flere steder. Heldigvis var vejret dejligt og selskabet hyggeligt, så alt i alt var det ikke så ringe. Den slags prøver kan ikke afvikles uden en masse frivillige hjælpere og selv om sandsynligheden for at de læser min blog er lille, vil jeg alligevel sige tak for det store arbejde.

Besøg i det sønderjyske

Så er vi startet på markprøvetræningen igen, hvilket betyder at Frida og jeg er startet hos Hans på et hold med begynder markprøve-træning i Viborg. Markprøveniveauet er nok en smule for lavt i forhold til hvor vi er kommet på den kant, men som jeg vist skrev i et tidligere indlæg har Frida godt af at træne sammen med andre hunde, så hun får lov til at øve ro på post og det går allerede meget bedre med at sidde stille og tie stille, mens de andre arbejder.
På træningspladsen i Herning er vi ligeledes startet med at træne og her var det meningen at vi skulle være tre instruktører om to hold. Efter en lidt kaotisk start endte det vist med at jeg tager mig af tre begynderhunde, så bliver det spændende at se hvordan det ender.
 I lørdags var der sportræning sammen med Pia. Laila og Troels på programmet. Jeg havde lagt tre 400m/3 timers spor i Ådalen, som de tre "gamle" hunde klarede i fin stil. Troels lagde et lille spor til hans meget unge hund og lige til at starte med gik det fint, men desværre kom der en løs lille terrier forbi og spolerede koncentrationen og herefter var det mest op ad bakke :o(

Som overskrift og billeder afslører var de sorte og jeg en tur i Sønderjylland i går for at besøge Line på Stevninghus Spejdercenter. Hvem der blev mest glad for at se hvem, skal jeg lade være usagt, men gensynsglæde det var der ;o)
Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at benytte mig af at komme i et anderledes terræn, så jeg havde taget sporgrejet med, hvilket betød at jeg som det første (næsten ) lagde et 400 meter spor, for sporet skulle jo nå at blive mindst 3 timer gammelt inden solen gik ned. Det var egentlig planen at det skulle være længere, men jeg havnede sådan i terrænet at det ligesom passede godt med 400 meter. Det viste sig også at være rigeligt, for ca. 80 meter før slut havde jeg lagt sporet op ad en stejl skrænt efterfulgt af en grusvejs-passage og det var lige en tand for svært, så Frida tabte tråden. Det positive ved denne lille hændelse var, at denne gang kunne jeg se på Frida at hun ikke havde fat i noget. Efter en lille pause fik hun fat i sporet igen, men det var ikke så overbevisende som det er set. Alt i alt var det nu et fint spor med visne blade og anemoner som underlag og det blev også til en fin passage af et lille vandløb med frisk råvildtfod.
Nu var vi jo ikke taget til 'Nordtyskland' for at gå spor, så vi var også en tur i Aabenraa, hvor hundene havde den tvivlsomme fornøjelse at passe på bilen i en skyggefuld parkeringskælder, mens Line og jeg fik noget aftensmad. Det er nu rart at hundene kan efterlades i bilen uden at de splitter det hele ad :o)
Inden solen gik ned gik vi dejlig en tur på en lille del af centerets område, hvor begge flæskepointere med stor overbevisning viste at der stadig skal trænes grunddressur.

BREAKING NEWS - Frida har bestået uofficiel Working Test, begynderklasse

Man tror det næppe, men i dag har Frida og jeg bestået en uofficiel Working Test (WT) i begynderklasse og selv om resultatet ikke var prangende (65 ud af 100 point) og det ikke var en officiel test, er jeg rigtig godt tilfreds. Både fordi det er første gang vi består noget som helst, lige bortset fra brugsprøven, men også fordi der ikke kom nogle overraskelser undervejs. Dvs. at selv om der er masser af plads til forbedring, er vores træning ikke langt fra prøvemiljøet, som jeg har valgt skal være benchmark for om vi udfører de enkelte øvelser korrekt.
Prøven foregik i super lækkert vejr i det flotte terræn ved Vedsø lige syd for Viborg og da jeg stadig er næsten i ekstase over resultatet, kommer der her en kort beskrivelse af de enkelte poster, som jeg oplevede dem i begynderklassen.
Første post var to enkeltmarkeringer, med fri ved fod mellem de to markeringer. Da Frida før har knaldapporteret på første post var jeg klar, så da hun lettede måsen en lille smule kvitterede jeg med et bestemt "bliv", hvilket virkede :o) Det trækker selvfølgelig point, men det er bedre end et flot nul, som betyder at man ikke kan bestå WT. Dummyen blev hentet sikkert og den efterfølgende fri ved fod gik nogenlunde. Frida så ikke anden markering, men hun har heldigvis så meget rutine, at hun løb den vej hun blev anvist og da hun var på linie med kasteren begyndte hun at søge, hvilket betød at hun efter lidt tid fandt dummyen uden hjælp. Denne præstation udløste 13 point. Jo, vi var da i gang.
Anden post var også to enkeltmarkeringer, hvor den ene faldt i vand og den anden på land. Det gik helt som jeg forventede/frygtede, dvs. Frida droppede dummyen fra vandet på vej tilbage :o( Hun fik samlet op og resten af posten gik fint. Droppet kostede os dyrt, for vi gik derfra med kun 8 point.
Tredie post var ligeledes to enkeltmarkeringer, hvor den ene faldt meget tæt på og den anden var noget længere. Frida løb lige ud og lige hjem hjem på dem begge, så det udløste maksimum point (20).
Fjerde post var igen to enkeltmarkeringer i noget plantagelignende bevoksning. Den første så ret let ud og jeg er ret sikker på at Frida markerede den, men hun skulle søge en del inden hund fandt den. Den anden gik fint med lige ud og hjem, så vi kunne gå derfra med yderligere 14 point. På dette tidspunkt havde vi således passeret de magiske 50 point for at bestå, så målet for sidste post var "bare" at undgå et 0 (nul), der som nævnt betyder at man ikke kan bestå WT.
Så var det tid til frokost, hvilket betød næsten 2 timers ventetid inden vi kom i ilden igen.
Femte og sidste post var et frit søg, hvor der var en tidsgrænse på 2 minutter. Frida var helt klart ramt af at det havde været en lang dag, så der var ikke meget fart over feltet, da hun blev sendt ud første gang, men hun fandt da en dummy. Det var ligesom om at det var der, det gik op for hende hvad vi lavede, så hun begyndte at søge videre med dummy i munden, hvilket betød at jeg måtte kalde hende hjem. Der var mere fart på ved anden udsending, så der kom hurtigt en dummy hjem, men ved tredie udsending søgte Frida uden for området og var ikke meget for at reagere på fløjten. "Heldigvis" var de to minutter gået og vi stoppede med sølle to dummyer og 10 point.
Sammenlagt var de 65 point nok til at vi blev 7. vinder (7. bedste) i begynderklasse, så ud over det obligatoriske glas fik vi også en "smuk" kobberlysestage.
Vi brugte også dagen til at gøre noget ved piberiet, dvs. vi satte os til at vente et stykke fra de andre hunde til at starte med og i løbet af dagen rykkede vi tættere på. Det er min overbevisning at det hjalp, men lad os nu se til næste træning ;o)
Sådan en dag virker kun fordi der er en masse mennesker, der ganske gratis stiller op som prøveledere, hjælpere dommere osv., og jeg vil ikke undlade at sige tak for indsatsen.

Pokkers også

Alle der kender mig og mit forhold til de firbenede, ved at hunde ikke må komme i sofa og seng hjemme hos mig. Så derfor er jeg heller ikke ligefrem stolt over dette indlæg, men da det jo kommer frem før eller siden, kan jeg lige så godt selv fortælle om det (man kalder det vist for "damage control").
I den sidste uges tid har jeg kunne se, at der temmelig sikkert er en hund, der har taget sig en formiddagslur i sofaen mens jeg har været på arbejde. Da de sorte hundehår i sofaen teoretisk set kunne komme fra mine bukser, efter at jeg har siddet på gulvet og jeg ikke set en hund i sofaen, har jeg valgt ikke at gøre mere i den sag. Men da jeg lige efter midnat i nat, vågnede ved at jeg havde det helt vildt varmt opdagede jeg at Freja havde sneget sig op i sengen og lå under dynen og snorksov, var jeg nødt til at tale med store bogstaver.
Når den slags sker begynder jeg selvfølgelig at tænke på, hvad der har været anderledes i den sidste tid, for måske at kunne finde en plausibel forklaring. Det eneste jeg kan komme i tanke om er at Freja har været passet et nyt sted, mens jeg var ude at rejse i sidste uge. Men selv om de har en mere afslappet holdning til hunde i møblerne hos Lis og Leif, er jeg helt sikker på at de ikke har lært hende den slags. Hvorvidt hun selv har lært noget af at kigge på de to tollere er ikke vel ikke umuligt. En ting er dog sikkert: Det er noget vi skal have gjort noget ved i en fart og efter vores instruktørdag i lørdags er det oplagt, at forsøge med nogle delmål og jeg har tænkt at lave 1 eller 4 af dem, men det vil jeg vende tilbage til, når jeg har besluttet hvordan det kommer til at foregå.

Almindelig træning, pasning og instruktørinspiration

Selv om træningen I DRK hos Kaj er slut, betyder det selvfølgelig ikke at vi er holdt op med at træne på det sorte hold. Vi har været i Ådalen flere gange og det mest spændende nye er nok, at jeg er startet med at lave dobbeltmarkeringer til Frida, hvor hun så lige skal hente en simpel dirigering inden markeringene skal hentes. Foreløbig laver vi dirigeringen 180 grader væk og det går faktisk fint. Freja har været med til "træningen", men hun må nøjes med dobbeltmarkinger, som hun til gengæld stadig klarer i sikker stil (lidt langsommere, men sikkert). Ud over markprøvetræningen har Frida og jeg gået nogle spor, hvor det for meste går forrygende. Der var lige et enkelt spor, som Pia og Laila havde lagt til os, hvor det sorte lyn fik trukket mig 100 meter væk fra sporet (de griner vist endnu :o). Vi har trænet verharren, som kort fortalt er en metode til at "spørge" hunden om den stadig er på sporet.
I den forgange uge har jeg været ude at rejse og som de faste læsere husker er Freja i løbetid og så er det ikke praktisk at blive passet hos drengene som hun plejer. Derfor har hun for første gang været et tur i Vildbjerg hos Lis, Leif, Kristian og deres to tollere. Det har været en helt fantastisk pasningsordning, hvor Freja vist er blevet trænet og luftet mere end hun bliver på en normal uge og jeg har fået daglige mails om, hvordan det gik.

I går fik vi afholdt inspirationsdag for instruktører i DRK Region Midtjyalland. "Vi" er i denne sammenhæng trænerudvalget (TU) og Helle Døj, der var så flink at sørge for lokaler og en spændende gennemgang af TU oplæg til hvalpemotivation og workshop (jo, vi bruger skam de moderne udtryk her på siden), hvor vi beskrev forskellige øvelser og afprøvede dem i praksis. En superfin dag, hvor det var dejligt at se nogle nye ansigter.

I dag har Lis og jeg så afsluttet vores overgangshold, hvilket vi gjorde med noget der lignede en lille prøve. Selv om der selvfølge er plads til forbedring, klarede hunde og førere sig rigtig flot og det er mit indtryk at alle har flyttet sig i forhold til, da vi startede i januar.

Slut på markprøvetræning og sporkursus

Så er der atter gået er par uger og tiden er inde til endnu et indlæg. Den kort udgave er, at siden sidst har Frida og jeg været til markprøvetræning to gange, gået 3 x 3t/400m spor og Freja er kommet i løbetid.
Den lange udgave er, at niveauet på Markprøvetræningen de sidste to gange er blevet øget et par trin. Vi har bla. lavet dirigeringer med distraktion, som gik nogenlunde og 4-hundes tramps med både markeringer og dirigeringer, som mildest talt gik knap så godt. Efter sidstnævnte var Frida 120% stresset og jeg var temmelig sur. Frida var stresset fordi opgaven var alt for svær og jeg var sur på mig selv, fordi jeg ikke valgte at sige fra inden vi startede, for jeg vidste jo godt at det alt for svært. DUMT af mig! Bortset fra det klarer Frida de fleste af opgaverne nogenlunde og i går var der ikke så meget piberi, som der har været de sidste par gange og det er jo fint. Det har helt sikkert været godt for hende, at være på et hold med så mange hunde og aktivitet omkring os. Desværre var det også sidste gang i går og da jeg selv skal være træner samtidig med at næste hold kører i Herning, skal jeg finde på noget andet, hvis jeg forsat vil træne sammen med andre hunde (og det vil jeg).

På sporfronten har vi gået som nævnt gået 3 gange 3 timers/400 meter spor siden sidst. To af dem har jeg selv lagt, mens det sidste var afslutningen på sporkurset. Helle og Søren havde valgt at invitere en rigtig dommer og få ham til at fortælle om sporprøver, hvorefter de havde lavet et 3 timers/400 meter spor til hver af os. Det foregik som det gør til en prøve dvs. vi trak lod om rækkefølgen og hvilket spor hver ekvipage skulle gå. Herefter fik vi anvist anskudssted og retning på sporet, hvorefter resten var op til hund og fører. Med andre ord: Vi skulle gå et spor føreren ikke kendte for første gang (uha). Hele flokken fulgte med på passende afstand, når hundene gik deres spor, så vi alle kunne se hvordan det gik og høre dommerens superfine tilbagemeldinger, hvor der var lagt stor vægt på råd og vejledning. Frida gik sporet i meget flot stil og høj fart. Jeg tror ikke at en pote blev sat forkert. Det var faktisk så godt, at den nordjyske dommer måtte udtale "det var jo ikke ringe". ("far" var lidt stolt der). Mens vi gik sporet fik hunden en GPS tracker på og selv jeg egentlig er godt tilfreds med at bruge min løbe-GPS, var det nu ret interessant at se, hvordan hundene havde gået i forhold til sporudlæggeren. Det ender nok med at sådan en GPS bliver en MåHa'.
Desværre var det også den sidste gang på sporkurset, men vi skal forhåbentlig mødes igen en gang i maj.
Mht. Freja's løbetid, så kom den ca. 20 dage efter hvad jeg forventede og jeg var egentlig begyndt at tro at det ikke rigtig skulle blive til noget, men sådan gik det altså ikke. Det har nu ikke forhindret mig i at tage Freja med i bilen, når Frida har gået spor, for på trods af løbetid og gigt er Freja altid frisk på at hente en dummy eller to ude i det den store natur.

Færtsko styrer for vildt

Så kom dagen, hvor Frida og jeg rundede sammenlagt 2000 meter spor. Erfarne sporfolk har sikkert ikke meget til overs for denne distance, men jeg er nu ganske godt tilfreds.
Dagens sportræning er foregået sammen med Laila, Pia og deres respektive labrador og golden i et stykke skov lige nord for Bruunshåb ved Viborg. Vi startede med at lægge et spor med færtsko til hver hund. Som vanligt brugte jeg min løbe-GPS til at måle distancen og her blev de andre temmelig overraskede over, hvor langt (læs "kort") vi havde gået. Ja, det var lige før at det var tvivl om, hvorvidt min GPS nu også målte rigtigt. Så skulle vi jo ligesom vente på at sporene fik en vis alder og for ikke at spilde tiden drak vi kaffe, spiste fastelavnsboller og udvekslede løgnhistorier hjemme hos Pia. Vi var ude i terrænnet igen da det første spor var ca. 3 timer gammelt fik, hvor Frida fik selen på og så vi gik i gang. Hun satte snuden i jorden og så gik det bare derudaf og selv om farten var høj virkede det som om at Frida har accepteret at jeg af og til holder igen, for flere gange lagde jeg mærke til at hun stoppede op og kiggede på mig, (jeg er faktisk sikker på at hun spurgte: "Er du med endnu, far?"), hvorefter hun genoptog sporet uden tøven. Da jeg havde været ret sparsommelig med blodet, er det helt sikkert færtskoene, der gjorde at det var forholdsvis let for Frida, selv om der var flere knæk på det 300 meter lange spor. De andre hunde gik henholdsvis 300 og 500 meter og det gik også super fint. En rigtig god, lærerig og hyggelig træningsdag.
For lige at få det hele med, så var Frida og jeg til markprøvetræning i går, hvor vi lavede dirigering, enkeltmarkering, frit søg med vildt og flere hunde og en spøjs øvelse med huskedummy og dobbeltmarkering under gang. I det store hele gik det meget godt, men Frida piver desværre en del, når hun sidder og venter, så der er stadig noget at tage fat i.