lørdag den 17. juli 2010

Kender du det?

Freja in action - Fotograf: Line
Har du aldrig prøvet at have et eller andet, der skal gøres, hvor du kommer til at udsætte det en trilliard gange, fordi der lige er noget andet, som skal ordnes først? Hvis nej, så vil du sikkert bare opfatte den kommende forklaring som en dårlig undskyldning. Hvis ja, så håber jeg at du "køber" forklaringen og undlader yderligere klager omkring manglende blogindlæg i de sidste mange uger.
Sagen er, at der i den sidste tid har været jagttid på råbukke og da jeg aldrig har nedlagt sådan en fætter, har jeg valgt at bruge rigtig meget tid på projekt "Bukkejagt 2010" og jeg "skulle lige" skyde bukken, inden jeg skrev næste blogindlæg og pludselig var der gået 6 uger. (Set i bakspejlet ville tiden nok være brugt bedre til hundetræning, da jeg heller ikke i år har haft succes som bukkejæger)

Uanset om du mener at forklaringen/undskyldningen er god eller dårlig, så er der desværre ikke sket meget på hundefronten siden sidste indlæg.

I starten af juni var Frida og jeg til sidste omgang af forårets markprøvetræning. Cheftræner Helle havde lavet en lille prøve, hvor hun selv var dommer og helt ufortjent tildelte os en 2. præmie og dette betød  at Frida var dagens bedste begynderhund (Der var to begynderhunde og jeg tror at Helle er faldet voldsomt for Frida's uimodståelige charme ;o). Det var en hyggelig aften, hvor Helle havde sørget for op til flere hjælpere. Det er superdejligt, når der er nogle der har tid og lyst til at stille op, så tak for det.

I forbindelse med Region Midtjyllands træning til dette års unghundemesterskab (UHM), har jeg været hjælper 3 gange og set nogle rigtig dygtige hunde og førere. Jeg bliver nødt til at tage ned at kigge på UHM, når det afvikles den 15.august ved Løvenholm.

Vi har arbejdet videre med Frida's forbi for trapper og her vi haft en gennembrud, for Frida går nu frivilligt ned og op ad en trappe i en lille skakt, jeg har fundet omme bag ved Karup skole. Nu bliver det spændende at se, hvordan det går andre steder - ja, det er sørme lidt besværligt, når man ikke selv har trapper.

Victoria og Frida
I anledningen af at Line blev student havde vi stort rykind fra "Øen" og her viste Frida endnu en gang at hun gerne vil lege med Victoria. (Frida ligner jo også "Vovse" som Victoria fik i julegave ;o)

I et svagt øjeblik i foråret kom jeg til at love at være hjælper på en Workingtest i Søby, selv om jeg egentlig havde besluttet mig for ikke at stille op til den slags denne sommer. Men når nu det var Steen, der spurgte, sagde jeg selvfølgelig ja, fordi det plejer at være en fornøjelse at være med, både til forberedelsen, selve prøven og det efterfølgende hjælperarrangement. Til forskel fra de sidste mange år, var prøven denne gang lavet som en officiel Workingtest. Anledningen til denne ændring var afholdelsen af World Dog Show i Herning og tilmeldingen var derfor meget større end normalt.

Det er blevet til et par gange med vandmarkeringer, hvor Frida har vist gode takter med afleveringerne. Vi er nede på at det kun er den første dummy (eller to) i hvert træningspas, der bliver droppet, så jeg er igen fuld af fortrøstning på dette område.

Til sidst vil jeg lige lave en kort reklame for Line's start som blogger: LÆS HER :o)