mandag den 31. august 2015

Praktisk platform :o)

I forbindelse med den ugentlige vejning, der normalt foregår ved at jeg første vejer hund og mig sammen, hvorefter jeg vejer mig selv og ved hjælp af lidt simpel regning finder jeg herefter hundens vægt [ (mand+hund)-mand=hund ]
Da første trin var vel gennemført i går, satte jeg Chinook ned og inden jeg havde fået talt til to, satte hun sig lige så fint på vægten og så kunne jeg jo springe det komplicerede regnestykker over og aflæse hendes vægt med det samme.
Jow jow, platformstræning kan skam bruges i praksis :o)

tirsdag den 25. august 2015

Gæsteblog-indlæg af hundepasseren fra Aarhus

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at hygge med to sorte hjemme i Karup, mens far var på bukkejagt i Sverige.
Lørdag til søndag var de på besøg hos Chivas, Lea og min mor. Her afhentede jeg dem, da jeg kom hjem efter en spejder-weekend i Odense. De havde opført sig ordentligt og gensynsglæden var stor. Vi var alle ret trætte, så vi slappede bare af og hyggede os, da vi kom hjem.
Mandag gik med hygge, lidt klikkertræning og en gåtur ud til Viborgvej i myldretiden. Chinook tog det hele i stiv pote, både min debut med klikkertræning og turen ud til den store farlige vej. Hun er blevet ret sej til at gå i snor – hun trækker ikke og går heller ikke så meget bag ved længere. Men hun vil stadig helst gå på højre side
Tirsdag gik turen til Aarhus, nærmere bestemt Tilst, hvor vi besøgte min gode veninde og hendes datter Freja på 7 måneder og deres lille 2 kg papillon Mille på 2 år. Det første møde mellem de to hunde var helt efter bogen med lidt knurren, som endte ud i en god omgang leg. Freja og Chinook mødte også hinanden. Chinook snuste og slikkede lidt på fingrene og Freja sendte hende et stort smil tilbage, så igen helt efter bogen.
Det var dejligt vejr, så vi tilbragte dagen i haven, hvor vi spiste lækker frokost, hyggede og hundene fik lov til at lege. En gang i mellem blev det lidt for meget for Mille, som så blev lukket indenfor. Chinook hyggede bare videre i haven med et par tyggeben. Efter Frejas middagslur blev hun sat ned på gulvet, så Chinook kunne møde hende sådan rigtigt. Igen gik det bare super fint med smil og grin fra Freja og Chinook virkede interesseret i det lille menneske og alligevel ret uimponeret.
Freja har en sansegynge til at hænge i stuen og det var tydeligt at Chinook havde set sådan en før i sit barndomshjem, for hun prøvede med det samme at kravle op i den   Derudover mødte hun for første gang glat parketgulv. Hun skulle lige vænne sig til, at det kan man ikke bare løbe stærkt på, hvilket resulterede i nogle sjove opbremsninger til stor underholdning for Mette og jeg. Efter en hyggelig dag kørte vi hjem til Karup igen, hvor Chinook nærmest skulle vækkes da vi kom hjem. Frida var glad for at se os (og måske sulten) og virkede til at have nydt roen i huset.  Om aftenen var hundene alene hjemme, da jeg skulle til fødselsdag i Daugbjerg.
Onsdag tog vi det igen stille og roligt. Vejret var ret varmt, men vi fik da klikkertrænet et par omgange og ellers bare hygget og slappet af.
Torsdag gik Chinook og jeg en tur ned for at miljøtræne lidt ved starten af Karup Å-løbet, som blev skudt i gang foran biblioteket. Igen var hun super sej til at gå i snor og tog det meste i stiv pote. Hun var ikke så glad for de andre hunde vi så dernede, men vi gik bare lidt væk og så var hun helt tryg igen. Vi var dernede i ca. 20 minutter og så gik vi hjem igen.  Senere på aftenen kom far hjem igen, og gensynsglæden var igen stor. Der er ikke nogen tvivl om hvem der betyder noget i hundenes liv
I løbet af ugen havde jeg min debut med klikkertræning, og jeg har stadig meget at lære. Men vi lavede en del kontaktøvelser af forskellig karakter, dut på hånd, godbid gemt i hånd og en smule sit-øvelser. Jeg er ligesom far, meget imponeret over hvor meget man kan få hunden til med klik, pølser og ingen kommandoer. Derudover er jeg imponeret over at Chinook bare kaster sig ud i det, selvom det er en anden fører bag klikkeren. Det er skrap lille hvalp, som elsker at blive trænet, så træningen er en stor fornøjelse. 
Alt i alt har det været en rigtig hyggelig uge med de to sorte, som selvom de afbrød min nattesøvn, er de dejligste hunde jeg kender og jeg glæder mig allerede til om to uger, når jeg skal hjem og hygge med dem igen

mandag den 24. august 2015

Chinooks første rigtige svømmetur mm.

Jeg havde for en gang skyld besluttet mig for at træne med én hund ad gangen, hvilket jeg desværre ofte undlader af bekvemmelighedsårsager. Resultatet udeblev ikke, for stik mod al forventning sprang Chinook i vandet og svømmede uden at jeg nåede at gøre brug af den dummy, som jeg ellers havde med til at lokke lidt med. Selv om jeg kun havde min telefon med ville jeg jo gerne have et par billeder af denne "milepæl", så dummyen kom alligevel i brug et passende antal gange, hvor det lille kræ racede  i vandet i høj fart.

Chinook stod lidt vel højt i tændingen, så det blev ikke til fine afleveringer, som vi ellers har fået os klikket frem til, men da dagens træningsmål var at komme ud at svømme, måtte det være sådan. Efter svømmeturen kom jeg et øjeblik i tvivl om hvorvidt Chinook er farveægte, for håndklædet blev meget tæt på sort, da jeg tørrede hende :o)
Chinook blev puttet i bilen, hvorefter Frida fik en række markeringer på vandet, hvor hun lige skulle genopfriske det der med at aflevere, inden hun rystede sig. Det endte nu også vældigt fint for den gamle, så alt i alt var det en god lille eftermiddagstur til Hald sø.
Jeg beklager den dårlige billedkvalitet, men sådan går det når man træner alene og kun har medbragt en telefon. 
I de forgangne uger har vi naturligvis trænet videre og det mest spændende på den front er nok at vi har kombineret dut m. frys med hold dummy, så vi nu er tæt på en god aflevering. Jeg har også været til træning i DcH for første gang, som var uden hund.
Det væsentligste siden sidst er helt sikkert at de sorte har overnattet  en enkelt nat  hos Chivas og Line har været forbi resten af ugen for at passe hunde, mens jeg var på bukkejagt i Sverige, hvor jeg iøvrigt ikke fik skudt en buk, men til gengæld så en masse dåvildt. Jeg er overbevist om at det har været dejligt at være hund, mens jeg var væk, for Line har både lavet klikker- og miljøtræning, så selv om vi ikke har været til træning hos hverken Brown Hunt eller DcH er Chinook blevet aktiveret og Frida har fået lidt tiltrængt ro :o)


lørdag den 8. august 2015

Chinook 13 uger

Så er det blevet tid til opdatering, mest omkring Chinooks gøren og laden.
Som jeg skrev for små 14 dage siden er ferien forbi og hundene er nu alene hjemme hele dagen. Efter de første to dage, hvor der, som forventet, var et par småuheld på gulvet, var der måske en tendens til at Chinook havde del flere uheld indendørs, også når jeg var hjemme. Jeg besluttede derfor at forsøge at køre hjem og lufte vapperne i frokostpausen, når det var muligt, hvilket det heldigvis har været lige siden. Min rationale bag denne beslutning, har været at jo mindre der bliver tisset indendørs, jo sikrere bliver renligheden. Selv om det nok er et meget spinkelt statistisk grundlag, så ser det foreløbig ud til at min hypotese holder. Ellers er der blevet gnavet lidt i tapetet, når jeg har været på arbejde, men det var også forventet.
Vi har brugt en masse tid på klikkertræning og for de indviede kan jeg fortælle at jeg har endelig har fået løst et problem jeg havde med baljeøvelsen. Vi har også trænet sit, udsendelse til target, hold fast, dut til hånd og dut til hånd med frys. Det bliver spændende, når vil skal kæde nogle af disse elementer sammen.  Vi har også trænet en lille smule "gå i snor", hvor fokus har været på at gå, uden træk i snoren.
I mandags var vi hos dyrlægen for at blive vaccineret. Helt tilfældigt passede det med at Frida skulle til helårligt eftersyn, så det var jo fint. Et besøg hos Center Dyreklinik starter altid med at hoppe på vægten lige inden for døren og bare fordi det var Chinook's første besøg, skulle dette ikke springes over. Desværre mente begge hunde at de skulle vejes på samme tid og da jeg havde stambøgerne med i den ene hånd, manglede jeg ligesom en ledig hånd til at styre slagets gang, så det var ærlig talt lettere kaotisk inden den obligatoriske vejning var vel overstået. Mens Frida blev undersøgt og vaccineret fik Chinook lov til at undersøge klinikken og hun var noget mere modig end jeg havde forventet. Da Chinook skulle undersøges kunne man ikke rigtig se at vi har øvet os i almindelig håndtering, for hun havde travlt med alverdens ting. Heldigvis har dyrlægen og veterinærsygeplejersken prøvet den slags før, så ved hjælp af godbidder og almindeligt håndelag, blev hun undersøgt og vaccineret. Ja,Chinook opdagede vist ikke at hun blev vaccineret. Da hæve/sænkebordet var kørt ned igen, satte begge hunde sig op på det og kiggede på dyrlægen, mens han udfyldte papir. Måske kom der flere godbidder :o) Det er dejligt at komme et sted, hvor hundene bliver håndteret på den gode måde, så de er både glade og trygge.
Da vi skal starte med at træne i Bording om onsdagen fra næste uge, var det sidste chance for at komme en tur forbi den lokale flugtskydningsbane i denne uge, så der måtte vi ud. Denne gang drak jeg en kop kaffe ved klubhuset, hvilket betød at vi var der i længere tid, mødte flere mennesker og var tættere på skydningen. Chinook tog hele oplevelsen i stiv pote.
Foto: Pernille Lillevang
I går var det så endelig blevet tid til første hvalpetræning hos Kennel Brown Hunt og jeg var spændt på, hvordan Chinook ville tage mødet med de andre hvalpe og alle deres flinke mennesker. Det er min opfattelse at hun var forholdsvis uimponeret af de andre hunde. Jeg bilder dog mig selv ind at hun rigtig gerne ville "tale" med Cougar, når vi kom tæt nok på. Utroligt hvad ét møde kan gøre. Under træningen skiftes vi til at "være på" og kigge. De hunde der ikke var i gang, ventede i bilerne. Et godt koncept, der gør at hundene holder fokus når de så er i gang. Vi startede med at lave kontaktøvelser og her var det lige før at jeg kom til kort, for den slags har vi ikke brugt meget tid på, da vi, efter min vurdering, har fint kontakt. Vi blev dog hurtigt hjulpet på vej endda med distraktion. Så skulle hundene på place board, hvilket til forveksling ligner det stykke gulvtæppe vi bruger hjemme, så det gik ret smertefrit. Dernæst lavede vi en kontaktøvelse mens jeg bevægede mig baglæns og det er helt sikkert noget vi skal bruge lidt tid på hjemme i haven. Så var det blevet tid til baljeøvelsen, som for vores vedkommende er blevet til stenøvelsen, da baljen er blevet udskiftet. Vi sluttede med en hyggeøvelse, hvor hvalpene skulle/sidde ligge hos deres fører og slappe af. På trods af at det er noget vi gør dagligt, måtte jeg erkende at det kneb lidt for Chinook med at falde helt til ro i de uvante omgivelser. Træningen sluttede med kaffe og hvalpesnak, hvor vi kom vidt omkring.

torsdag den 6. august 2015

Boganmeldelse

Da Chinook og jeg for nogen tid siden var i Bording og klikkertræne, var Pia så venlig at låne mig bogen “Klikkertræning for din hund” fra Canis af Morten Egtved og Cecilie Køste.
hjemmesiden hvor bogen kan købes står der:
Bogen giver dig en grundig introduktion til teorien bag klikkertræning og du lærer at forstå hvorfor hunden reagere som den gør. Ligeledes lærer du her hemmelighederne for at blive en "supertræner".
Bogen er opdelt i to overordnede dele, en teoretisk del og en del med praktiske øvelser.
Teorien bliver gennemgået på en humoristisk og let tilgængelig måde, ikke kedeligt og tørt. En god detalje er at alle teorikapitler slutter  med en opsummering, hvor det væsentlige fremhæves. (meget lærebogsagtigt). Efter min mening er der lidt for mange gentagelser af, hvor fantastisk klikkertræning er i forhold til alt andet hundetræning og selv om forfatterne flere gange anerkender at der kan trænes på andre måder, så kommer de til at lyde lidt frelste undervejs, men da det er pakket humoristisk ind går det an ;o).
I næstsidste kapitel, som fylder omkring halvdelen af bogen, er der en lang række forslag til praktiske øvelser med forklaringer til hvad øvelsen kan bruges til, opstilling af delmål og en masse gode træningstips.
Slutteligt er der et kapitel om forfatternes egne hunde gennem tiden, hvor man som læser får et fint indtryk af forfatterne og deres tilgang til hundeverdenen.

“Klikkertræning for din hund” en rigtig god bog, der lever op til reklamen og giver et super godt indblik i klikkerteori og praktiske øvelser for begyndere. Hvorvidt jeg bliver en supertræner af at have læst bogen må fremtiden vise ;o)
På trods af den til tider lidt frelste attitude vil jeg vil helt sikkert anbefale bogen, hvis du ønsker at blive klogere på klikkertræning og måske endda starte med det.
Jeg giver bogen 4 ud af 5 poter.

poter.gif