Frida i fjeldet

I sidste uge, var Frida til dyrlægen for at få stoppet en ormekur ned i halsen, så hun kunne blive klar til vores fuglejagttur i Norge. Søndag morgen mødtes vi så med Morten, Martin og Basco for at køre til Strandenga, som ligger ca. 150 km nord for Oslo. Vi sejlede via Frederikshavn-Göteborg for at hundene ikke skulle sidde for lang tid i bilen. Med et passende antal pauser gik køreturen fint og efter lidt hjælp fra en lokal, fik vi installeret os i hytten, som vi skulle bo i de næste fire dage.

Mandag gik vi så op ad bakke, gennem terrænet, hvor stier ikke findes og GPS er et dejligt hjælpemiddel. Vejret var perfekt med høj blå himmel og inden for den først time havde Frida søgt efter to fugle, som vi desværre ikke fandt. Til Fridas forsvar skal det siges at skytten, var ret sikker på at han ikke havde ramt og det bare var for en sikkerheds skyld at vi kiggede efter fuglene. Ganske kort tid efter fik Martin ram på en tjurhane, som Basco hentede i flot stil. Jeg skal måske lige indskyde at en tjur, er en ganske stor fugl, som sikkert kan tage pusten, fra de fleste hunde. Om eftermiddagen prøvede vi et andet stykke terræn, hvor vi ikke så en eneste fugl og vores færd gennem skoven på de mosklædte klippestykker, mindede mere om overlevelse end jagt. Til aften kunne vi konstatere at vi havde to meget trætte hunde.

Tirsdag gik på en lang tur, hvor vi inden start havde besluttet, at vi ikke ville søge tilbage til til hytten for at spise frokost. Selv om det var silende regn, var vi optimistiske, for Martin norske ven havde fortalt at fuglene ikke sidder helt så løst, når det regner. Frida havde skruet gevaldigt ned for farten i forhold til mandag og om det var fordi hun var træt, blevet klogere eller begge dele finder jeg nok aldrig ud af, men det var helt fint :o)
Vi støder vores første urkok, men den flyver lystigt videre. Ved lille myr var der en tjurhane, der var så uheldig at lette lige foran Martin, så nu havde han fået to af disse meget svære fugle.
 For at gøre det helt perfekt fik Martin mulighed for at skyde til fuldvoksen tjurhane (den var MEGET stor) inden vi nåede tilbage til hytten. Basco fik ikke mange chancer for at hente denne fugl, da Martin kastede sig over den, nærmest i samme øjeblik den ramte jorden :o)

Onsdag var vejret igen superflot og vi besluttede at tage bilen og køre ad nogle skovveje, så vi fik set lidt mere af det kæmpe terræn, vi måtte jage på. Selv om vi var superihærdige, så vi ikke meget. På vej mod bilen ville Frida pludselig ikke støtte på venstre forben, men da jeg undersøgte hende kunne jeg ikke finde noget. Til gengæld opdagede jeg at hun havde fået en "hudafskrabning" på en trædepude på det ene bagben, så jeg besluttede at hun skulle blive i bilen resten af dagen. Efter bål og pølser, kørte vi til et andet sted, hvor der var så stejlt at vi måtte tage et par pauser. Heldigvis var der træstubbe i frøers mængde, der virkede som om at de var lavet til at trætte halvgamle mænd kunne sidde på dem. På nær en enkelt urhøne så vi ikke mere denne dag. Da jeg undersøgte Frida grundigt om aftenen, opdagede jeg at hun var meget tyndslidt i kanten af trædepuderne på alle fire ben, så hun blev idømt skånetjeneste i hytte torsdag. Det viste sig at Basco også var lidt ramt af samme problem, så han måtte også blive tilbage torsdag.

Torsdag var det igen regnvejr, men vi var jo kommet for at jage, så efter ganske kort tid i terrænet skød Morten en urkok (kylling), som faldt lige foran ham. Det gik ikke helt så let, da Martin skød en urhøne kort tid efter, for den kunne vi ikke lige finde. Mens jeg gemte stedet på GPS'en, for at vende tilbage med en hund, blev fuglen heldigvis fundet, så vi kunne gå videre med en ny slags fugl på tasken. Om aftenen var Morten så flink, at Frida fik lov til at lave et søg efter hans fugl, så nu kan vi tilføje urkok til det vildt som hun har hentet.

Fredag kunne vi sætte kurs mod det midtjyske, efter en fantastisk jagttur, der bød på hårdt arbejde i terrænet, storslået natur, blandet vejr og en masse skovfugle.

Da bloggen jo handler om hundeliv, finder jeg det passende at reflektere lidt over vores erfaringer med labrador på fuglejagt i Norge.
Inden vi tog af sted, var der flere som mente at en labrador ikke ville gøre meget gavn i forhold til skovfugle. De kloge mennesker mente at det eneste saliggørende til den slags er en stående hund. Efter kun at have været på jagt i fire dage, vil det nok være lige frisk nok, hvis jeg kommer med en udtalelse, der er støbt i beton, men en forsigtig bemærkning, vil være noget i retning af at fuglene sidder så løst, at de vil lette længe inden en stående hund kommer frem til dem. Med andre ord: Min erfaring er at hunden primært skal bruges til apportør og ellers følges tæt på sin fører. Vi havde talt om dette hjemmefra og vi havde også talt om kun at have en hund med ad gangen, men vi var desværre nok lidt for forhippede på at komme i gang, så vi glemte at slå hjernen til. Prisen for denne tankeløshed var, som nævnt, at begge hunde havde tyndslidte poter og ikke kom med på jagt den sidste dag. Hvis vi havde været opmærksomme på, hvor hårdt hundenes poter blev ramt, havde vi måske kunne gøre et eller andet (lige nu kan jeg ikke komme på hvad det skulle være)
Vil jeg tage Frida med en anden gang? Det vil jeg helt sikkert, både fordi det er rart med en apportør, men også fordi det er en kanon oplevelse at have sin egen hund med.

Se udvalgte billeder fra turen HER.

Så er andejagten gået ind

Utroligt at det allerede er 1. september og tid til andejagt, men som jeg sikkert har skrevet før, så er det utroligt som tiden går, når man har det sjovt!
Traditionen tro stod Frida og jeg derfor op alt, Alt, ALT for tidligt i morges, for at samlede Basco med fører op og køre til Hjarbæk fjord. Det passede med at vi forlod bilen da skydetid startede (1½ time før solopgang), hvilket vi kunne konstatere uden at kigge på uret, for der blev skudt lystigt i vestlig retning, noget fjernere. Vejret var meget flot, dvs. vindstille og nærmest skyfrit, så det var en fantastisk smuk solopgang. Desværre er flot vejr ikke det bedste til ande/gåsetræk, så vi havde ikke mange "tilbud". På trods af at vi så nogle få krik- og gråænder, gæs og bekkasiner, var dagens udbytte lig med nul. Det virkede nu som om at hundene havde en dejlig morgen alligevel, for de fik lov til at løbe løs, på gåturen fra vejen til vandet og tilbage igen et par timer senere.
Her til aften har Freja og jeg så været på andetræk ved "søen" i Ulbjerg, men igen måtte vi sande at skyfri himmel og vindstille ikke er det bedste vejr til den slags, for aftrækket bestod af én gråand. Min medjæger skød til fuglen og den faldt fint til jorden, men lige før Freja nåede frem lettede den og fløj ad h...... til. Efter ca. en halv times eftersøgning måtte vi erkende, at fuglen formodenlig var fløjet ind til naboen for at ende sine dage i deres vandhul :o(
Basco havde betydelig større succes med at finde fugle til aften, for han var med på fjorden, sammen med resten af selskabet, og her hentede han de tre krikænder der blev skudt.
Selv om de sorte ikke lavede nogle fantastiske apporteringer i dag, så er jeg godt til tilfreds med dagens hundearbejde, for de var begge rigtig gode til "ro på post" og på trods af at anden aldrig blev fundet, arbejdede Freja fint under den lange eftersøgning.