Siden sidst er hundetiden mest gået med jagt og det er jo egentlig ikke så ringe. Der har nu ikke været det hele vilde retrieverarbejde på disse jagter(Læs: Finde og hente døde dyr), men vi har da gået igennem, som det hedder, en del gange.
Midt i oktober var Frida og jeg på jagt i Ulbjerg, hvor dagens udbytte sneg sig op på, ja hold nu fast, én due. Det var nu ganske sjovt, for mens den glade skytte var ved at forklare mig, hvor duen var faldet, kom det tørt fra Hans: "Den har jeg i lommen". Tinka havde nemlig hentet den med det samme :o)
Fredagen efter var Frida og jeg på morgentræk ved Hjarbæk fjord. Det blæste og regnede, så det burde være perfekt, men det eneste vi så var nogle høje krager. På vej tilbage til bilen så jeg et par fasaner langt ude, så jeg fik Frida på plads og vi forsøgte at nærme os. Desværre uden succes, men Frida viste at hun kan gå fri ved fod i lang tid, når der ikke er andre hunde til at piske en stemning op.
Vinden havde i mellemtiden lagt sig og det var klaret op, så jeg besluttede at tage til Ulbjerg for at kigge efter duer, nu jeg alligevel var på de kanter. Når vi nu var i Ulbjerg måtte vi simpelthen lige forbi den lille sø og minsandten om der ikke lettede en 20-30 ænder (på én gang selvfølgelig :o( ) Det var nogle usædvanlig kloge ænder, for de fløj næsten allesammen den forkerte vej i forhold til mig og mit gevær, så jeg fik kun skudchance til en enkelt fugl, der efterfølgende faldt i sivene på modsatte side af søen. Frida havde selvfølgelig ikke set fuglen falde ud af himlen, så vi måtte i gang med en dirigering, hvilket vi aldrig har trænet på vand før, så det var lidt spændende. Det gik over al forventning, for med en enkelt korrektion fik jeg Frida ud til nedfaldsstedet og hun svømmede fint rundt og søgte, da jeg brugte områdefløjt. Desværre fandt hun ikke noget og selv om vi prøvede forfra på modsatte søkant skete der ikke meget ved det, så efter ca. en halv times eftersøgning gav jeg op og gik tilbage efter min rygsæk. Jeg var lidt ærgerlig, for jeg havde jo set anden ramme søen og humøret blev ikke bedre af at Frida ikke fulgte med rundt, men da jeg fløjtede efter hende kunne jeg konstatere at Frida ikke havde givet op, for hun kom løbende med anden i flaben.
Sidste weekend i oktober var Frida og jeg til tøsetræning hos Helle, hvor vi endnu en gang kunne konstatere at vi stadig har meget at lære, for vi fik nogle markeringer der var langt over vores niveau. Heldigvis kunne øvelserne laves lettere, så vi endte med at få et godt udbytte af dagen.Første weekend i november har vi været på jagt både fredag, lørdag og søndag. Frida og jeg var på fællesjagt i Ulbjerg fredag og på flyvestationen lørdag. Søndag bød på en stille tur rundt i Ulbjerg, hvor både Freja og Frida var med. Den opmærksomme læser tænker måske at vi er lidt vel flittige i Ulbjerg, men udbyttet denne weekend har været et flot rundt nul, så mon ikke det går.
