lørdag den 23. juli 2016

Unghundetræning hos Brown Hunt

Foto: Pernille Lillevang
Sidste weekend var Chinook og jeg på træningsweekend hos Chinooks opdrætter, hvor de havde fået Lars Mejlby til at give sit bud på fokusområder i unghundetræning. Selv om jeg langt fra er enig med Lars Mejlby i hans læringsmetoder, så fik vi nogle brugbare ubarmhjertige tilbagemeldinger og Lars havde en række rigtig gode pointer og øvelser, der har givet mange fine ideer til træning.
Udover vores egen træning om formiddagen, var der også mulighed for at være på en kigger, hos de øvede hunde om eftermiddagen. Her var der også mange gode pointer og øvelser, som helt sikkert vil blive anvendt i en eller anden form i fremtiden.

mandag den 4. juli 2016

Shaping er slet ikke dumt...

Jeg må tilstå at jeg ikke har været tidligt nok ude med at gennemfører en ordentlig præsentation af vildt for Chinook, hvilket jeg i høj grad er blevet "belønnet" for, nu da vi endelig er kommet i gang. Belønningen består at at Chinook helst vil snuse til vildtet og ikke meget mere. Dette er jo ikke smart, når planen er, at det lille sorte lyn skal bruges som jagthund, der spontant samler alting op og returnerer det til den glade fører. Heldigvis er der i klikkerverdenen et "værktøj", der hedder shaping, der i al sin enkelthed går ud på, at man langsomt forventer mere og mere af hunden inden belønningen falder.
Vi er kommet et pænt stykke med duer, hvor Chinook laver spontane opsamlinger og afleverer til hånd uden problemer, når vi bare er os selv hjemme på græsplænen. I går fik Chinook så lov til at snuse til en kanin for første gang og i eftermiddag var vi kommet så langt at jeg turde tage et par billeder, bare sådan for at demonstrerer at shaping virker. Der er stadig et stykke vej til den spontane opsamling, men jeg er sikker på at vi kommer efter det i løbet af kort tid..