fredag den 23. oktober 2009

Hjælperdag og aftentræk

Siden sidst har Frida og jeg været til hjælperdag i Søby, hvor den flinke prøveleder fra forårets Working test, havde arrangeret at hjælperne kunne prøve nogle af posterne og blive bedømt af en rigtig dommer. Vi nåede 3 af de 5 poster og Frida klarede det nogenlunde. Den anden post voldte os dog problemer, da det var en ligeudsending over vand og den slags har vi ikke trænet, så det endte med at hjælperen kastede dummyen og det derved blev til en slags markering i stedet. Vi kiksede også et par afleveringer, men her gav dommeren et par råd, som jeg vil forsøge med, for at undgå den slags i fremtiden. Vi sluttede denne hyggelige dag med at grille, fortælle løgnehistorier og den slags og jeg vil endnu en gang rose prøvelederen for at belønne sine hjælpere på denne måde - man får helt lyst til at hjælpe igen ;o)

Her til aften har Frida og jeg været på aftentræk i Ulbjerg sammen med Martin og Basco. Inden vi gik i gang aftalte vi at, hvis vi skød noget, skulle Frida have chancen for at hente det, da jeg ikke er helt overbevist om at hun har kædet skud sammen med at hun skal hente noget. Det varede ikke længe før at både Martin og jeg havde skudt en gråand hver, så der var noget at se til for den lille sorte. Første and faldt i det høje græs på marken nord for søen og med lidt støtte fandt Frida fuglen, samlede op og kom med den. Den anden and faldt midt i søen og som på hjælperdagen i Søby, havde jeg lidt svært ved at sende Frida ud i vandet. (Godt vi snart skal på dirigeringskursus), men vi løste problemet ved at gå om på den anden side af søen, så hun kunne få fært af anden, hvorefter resten gik som en leg. Sidste gråand blev skudt i noget der ligende mørke (ja, man må skyde indtil 1½ time efter solnedgang) og denne gang så hverken Frida eller jeg, hvor fuglen faldt, så vi lavede et frit søg og efter et godt arbejde kom hun med fuglen. Træerne vokser jo som bekendt  ikke ind i himmelen, så jeg må erkende at ingen af afleveringerne var gode, da alle 3 ænder var en tur på jorden inden jeg fik dem. Stakkels Basco fik slet ikke hentet noget under jagten, så vi lagde en and til ham, da vi var færdige og selv om Frida generede ham på det groveste, hentede og afleverede han den i flot stil.
På billedet er der kun to ænder og det skyldes at den sidste and først blev skudt, da det var blevet mørkt og de billeder jeg tog efterfølgende er ikke værd at vise frem.

onsdag den 14. oktober 2009

Sikke en flot morgen

Hold op hvor var det koldt...Så har "den rigtige" jagtsæson været i gang i ca. 14 dage og det er vel meget passende lige at stoppe op og tage et kig på hundearbejdet her fra det sorte hold, men inden jeg forsætter kan jeg lige så godt tilstå, at jeg ikke har skudt noget på nogen af de ture vi har været på, så det omtalte "kig" bliver altså ikke en bedømmelse at fantastiske eftersøgning afsluttet med maleriske beskrivelser af de vildeste apporteringer.
Som nævnt i et tidligere indlæg er Freja tæt på at blive pensioneret, så hun har kun været med på et aftentræk i Ulbjerg og et morgentræk ved Hjarbæk fjord. Sidstnævnte var her til morgen og som det måske fremgår af billedet, var det en fantastisk flot morgen. Vi har set både ænder og gæs, men vejret har simpelthen været for godt, så det har været meget høje fugle vi har set. Som man kan forvente af en erfaren hund, har Freja såmænd opført sig stille og roligt på disse ture, så der er ikke meget at fortælle om her.
Frida har været lidt mere aktiv, da hun har været med på jagt i Ulbjerg, på Flyvestation Karup og et enkelt aftentræk. På de to drivjagter har hun arbejdet rigtig godt og jeg kan se at den del af sommerens træning, der har været målrettet mod at hun løber for langt væk, når vi går igennem, ser ud til at virke. På den ene jagt fik hun mulighed for at snuse til et bukkelam, der lige var forendt, men desværre var der en anden hund, som ikke mente at det var en god ide, så det skal vi lige huske at gøre ordentligt, når lejligheden byder sig igen. Det eneste vi rigtig har gjort os bemærket med, har været at Frida ikke vil gå op ad trappen til lastbilen, som vi bliver transporteret i på flyvestationsjagten, så hun er blevet løftet op (ja, den slags bliver drillet for :o) Jeg håber at vi får tid til at øve os inden næste gang.
På trækjagten gik det rigtig godt med at sidde stille og det skyldes helt sikkert, at jeg har valgt at bruge positiv forstærkning , selv når vi er på jagt.
Jeg bør også nævne at Frida og jeg var til afslutning på markprøveholdet, der var tilrettelagt som en C-prøve og selv om Helle, der var aftenens dommer, mener at Frida er meget charmerende, rakte det ikke til mere end en 3. præmie. Da Frida ikke lavede nye narrestreger, var jeg egentlig nogenlunde tilfreds med dette resultat.