tirsdag den 30. december 2008

Sidste jagt i 2008

2009 er vist lige om hjørnet.Selv om det egentlig ikke var meningen at Frida skulle mere på jagt i år, kom hun med på et afbud i dag , da Basco er blevet skadet og måtte blive hjemme (hvilket han vist ikke var helt tilfreds med, men det er en anden historie) Dagens drev bestod således af Freja, Frida og Billy, en sort lab-tæve, der vistnok var med på drivjagt for første gang. Til min glæde kunne jeg konstatere at træningen med at få Frida til at blive lidt tættere på når vi driver, tilsyneladende har hjulpet, for hun holdt sig inden for fornuftig afstand under hele jagten. Der blev set både snepper og rådyr, men bortset fra et par optimistiske forbiskud til en sneppe, nøjedes vi med at se vildtet. Endnu en gang kunne jeg konstatere, at det er ligesom om at der kommer friske batterier i Freja, når der bliver skudt. Ja, motivation er også vigtig for hunde.
For ikke at "tøserne" skulle glemme, hvad de var med for, kastede jeg et par enkeltmarkeringer med en dummy, da jagten var slut og bortset fra at Frida ville hente det hele, gik det det fint.
Du kan se billeder fra jagten her.

Lad mig slutte dette indlæg med at ønske godt nytår til alle der måtte læse det.

søndag den 21. december 2008

Glædelig jul

Vores trofaste læsere ønskes en rigtig glædelig jul.

lørdag den 20. december 2008

Julejagt i blæsende vind

Der var lige lidt læSå har Frida minsandten været med på jagt sammen med Freja igen. Denne gang var vi med på julejagt i Ulbjerg, hvor der blæste en vældig vind. Begge hunde arbejdede rigtig godt, men Frida har desværre en tendens til at løbe lidt for langt væk, når vi driver igennem. Dette resulterede da også i at jeg ligesom manglede en lille hund, da vi var kommet halvvejs igennem den sidste såt. Måske kunne hun ikke høre hvor vi var pga. den meget kraftige blæst. Problemet var dog ikke større end at jeg kunne gå tilbage til der, hvor jeg sidst havde set hende og fløjte, hvorefter hun straks kom løbende.
Dagen igennem fik vi set rigeligt med vildt, mest snepper, men da jagten var slut kunne vi konstatere, at den meget voldsomme blæst havde drillet de skytter, der forsøgte sig, så paraden var ganske tom.
På trods af at der ikke var vildt på paraden, var det endnu en herlig jagtdag, hvor de to sorte var godt brugte da vi kom hjem.

søndag den 7. december 2008

En herlig jagtweekend

Der ventes...Denne weekend har stået i jagtens tegn. Lørdag havde jeg Freja med på flyvestationsjagt, hvor hun arbejdede rigtig godt hele dagen. Hun fandt bla. en sneppe, som jeg kunne aflevere til en glad skytte, fik flere snepper på vingerne og eftersøgte et par tvivlsomme fugle. På trods af det lidt fugtige vejr, var det alt i alt en god dag.
Søndag var både Frida og Freja på jagt hos Jens i et pragtfuldt vejr. Det var første gang at Frida var med på drivjagt og det gik nogenlunde som jeg havde forventet: Hun løb rimelig langt ude, men havde dog hele tiden kontakt med mig, snuden blev brugt meget flittigt og heldigvis løb hun ikke i enden af Freja og de andre hunde hele tiden. Freja og jeg afsluttede dagen med et andetræk, hvor vi måtte nøjes med at se nogle ænder, men sådan er der jo så meget.