onsdag den 28. november 2012

Så gik november næsten

Efter en jagt ved Ulbjerg midt i oktober, var vi nogle stykker der kørte forbi stykket ned mod Hjarbæk fjord og her fik vi øjne så store som møllevinger, for der sad hundredvis af gæs næsten helt oppe ved vejen. Selv om de fløj, da vi havde kigget på dem i ganske kort tid, var det en fantastisk oplevelse, for vi har aldrig før set gæs sidde og fouragere på vores stykke før. Denne oplevelse betød at jeg har brugt "lidt tid" ved fjorden i oktober og november, i håbet om at skyde min første gås.
Der har da også været en del gæs....inde hos naboen. Frida har været dygtig til at sidde stille og vente, så det er lidt ærgerligt, at jeg ikke har kunne sende hende efter noget som helst :o(
Heldigvis har vi også i år været inviteret en tur på jagt i Langballe, hvor vi havde en herlig dag. Her var der i øvrigt stærkt overtal af klappe-labber blandt de deltagende hunde, da noget der ligner 13 ud af 15 hunde var labradors.
Dagen efter havde vi endnu en jagt i Ulbjerg, hvor vi på trods af manglende udbytte, havde en god dag i pragtfuldt vejr.
Sidste weekend var Frida og jeg på fasanjagt ved Faxe på Sjælland. Det var en meget anderledes jagt i forhold til det vi er vant til fra det mørke Jylland, for på trods af at de lokale, sagde at der ikke var mange fugle hjemme, var der fasaner over det hele. Jeg havde været lidt bekymret for, hvordan Frida ville reagere på sådan en vildtrigdom, med dertil hørende mange skud og flere skudte fugle i luften på en gang. Frida klarede ståhejet i fin stil og hun sluttede sågar dagen med at lave en flot apportering af en "løber", så jeg var egentlig ganske godt tilfreds den eftermiddag og aften.