søndag den 31. august 2008

Så er den gal igen.

Mobiltelefonbillede af 'Fedtmule'Frida har tilsyneladende stadig ikke lært, at det ikke er særlig smart at smage på alting:
På vej til klargøring af weekendens Labrador B-prøve, drejede jeg bilen ind på en grusvej og dette plejer at få de medbragte hunde ud af deres skønhedssøvn og rejse sig op. Denne gang var ingen undtagelse, men da jeg kiggede i bakspejlet kunne jeg se, at Frida ikke så ud som hun plejer. Det var lidt svært at se helt nøjagtig, hvad der var galt mens jeg kørte, så da jeg stoppede bilen sprang jeg ud, åbnede for bagsmækken (på bilen) og her kunne jeg konstatere at Frida havde forvandlet sig til Fedtmule på køreturen, for hendes snude/overlæber var hævet helt vildt. Ved nærmere eftersyn kunne jeg se, at hun havde noget, der lignede et insektstik lige bag fortænderne i overmunden. Da hun ikke havde ondt, trak vejret fint og i øvrigt drønede rundt som hun plejer, besluttede jeg mig for at se tiden an og allerede inden vi kørte hjem igen et par timer senere, havde det meste af hævelsen lagt sig og næste morgen var det helt væk.
Hjemme i bryggerset fandt jeg en død hveps på gulvet, så mon ikke at det var forklaringen?

mandag den 25. august 2008

En weekend i hundenes tegn

Jeg ved ikke lige, hvad det er der er gået galt, men jeg er kommet til at sige ja til at hjælpe ved Labradors B-prøve næste lørdag (2008-08-30) i Søby. Den slags skal naturligvis forberedes, så lørdag morgen kørte vi sydpå for at kigge på terrænet sammen med flere af de andre hjælpere og prøvelederen.
Vi fik mulighed for at afprøve lidt fra alle tre klasser og vi må erkende at træerne ikke vokser ind i himmelen, for det gik ikke specielt godt for de to sorte tøser. På trods af den begrænsede succes, havde vi en hyggelig formiddag, hvor jeg er overbevist om, at vi fik gjort klar til at afvikle prøve på lørdag.Et par trætte vovser på vej hjem i bilenSøndag afholdt regionens meget engagerede trænerudvalg inspirationsdag i Søby. Her var Charlotte Staun (Cha) inviteret til at give sit bud på overgangs- og markprøvetræning. Cha er en vældig dygtig underviser, så det var en meget lærerig dag, hvor mange ting blev vendt, både i teori og praktik.

Se et par billeder fra inspirationsdagen HER.

mandag den 18. august 2008

Et par små milepæle for Frida

I lørdags blev Frida introduceret til en simpel ligeud dirigering. Ikke noget farligt, men bare én, hvor hun var med ude og droppe dummyen og én hvor hun blev sat af, hvorefter jeg gik ud med dummyen. Det gik helt som forventet, så nu skal vi bare lave 7-800 mere af den slags, så hun forstår hvad områdefløjtet betyder.
I dag fik hun et frit søg, hvor hun ikke så, at det blev lagt ud, hvilket var første gang vi prøvede det. Efter tre perfekt hentede dummyer valgte jeg at stoppe (og lade Freja om at hente resten).
Alt i alt et par rigtige gode oplevelser :o)

lørdag den 9. august 2008

Hjælperarrangement i Søby

Efter den uofficielle Workingtest (WT) i Søby inviterede den flinke prøveleder alle hjælperene til en hyggedag, som blev afholdt i dag. Så klokken 'alt for tidligt' i morges, kørte Frida, Freja og jeg til Søby, hvor vi startede dagen med at spise fælles morgenmad. (Hvis sandheden skal frem spiste Frida og Freja ikke morgenmad :o) Herefter fik vi prøvet to af de fem poster fra WT. På den første post fik Frida, som deltog i begynderklasse, en enkeltmarkering på vand, der gik rigtig fint og herefter en enkeltmarkering på land, som ikke gik ret godt. Frida kiggede meget intenst på skytten og så slet ikke dummyen og der måtte tre forsøg til før end det lykkedes. Da Frida aldrig før har prøvet markeringer med både skytte og kaster på én gang, var jeg nu ikke utilfreds med præstationen. Frida fik i øvrigt tilnavnet 'Festlige Frida' på denne post. På samme post fik Freja, som deltog i åben klasse, de samme to markeringer, bare som en dobbeltmarkering. Hun hentede begge to uden problemer, så det var ikke så ringe. Desværre var en del af denne post også en bedømmelse i fri ved fod og her fik begge hunde et par velfortjente bemærkninger med på vejen. På den anden post skulle Frida have en enkeltmarkering på land og endnu en gang viste hendes manglende rutine sig, for heller ikke denne gang så hun dummyen før end i tredie forsøg. Til gengæld hentede hun den i fin stil, da hun endelig så den. Freja fik en dobbeltmarkering på denne post og da vi ikke skulle vurderes i fri ved fod, fik vi fuldt hus for en fin præstation. Efter disse 'kræftanstrengelser' var det blevet tid til noget frokost, som bestod af nogle rigtig gode grillpølser med let brændte brød. På trods af at vi fik tilbagemeldinger fra den hårde og 'uretfærdige' dommer var det en meget hyggelig frokost, som bød på både almindelig hundesnak, løgnhistorier og en enkelt lab på bordet. Selv om DMI havde lavet en dyster vejrudsigt, har vi haft tørvejr hele dagen og det har været en dejlig hundedag, hvor jeg tager hatten af for prøvelederens måde at takke sine hjælpere på. Se billeder fra dagen HER.