Fuglejagt i Norge

På trods af mit manglende jagtudbytte på fuglejagt i Norge de sidste to år, har Frida og jeg lige været af sted endnu en gang. I forhold til de foregående år, var tingene lidt anderledes i år, for vi tog til et andet terræn, hvor der var en rigtig luksushytte med både vand og el og vi havde hørt fra alle de kloge, og dem er der åbenbart mange af, at dette skulle være selveste stedet, når man ønsker at nedlægge tjur og urfugl. Der var dog en meget mere markant forskel denne gang og det var at vi, dvs. Martin og hanlabben Chivas, Frida og jeg, havde følgeskab af to jagtkammerater, der hver havde en stående hund med. Det var Steen med ruhårstæven BS og Jens Ole med Kleine Münsterländeren Sille.
Rejsen til Norge gik via Frederikshavn-Göteborg-Trollhättan-Karlstad. På færgen lod vi labberne blive i bilen,'som vi plejer', mens BS og Sille kom med op i hundesalonen, hvor de opførte sig eksemplarisk.
Terrænet vi skulle jage i, ligger omkring Sveinstorpet som igen ligger mellem Kongsvinger og den svenske grænse. Vi troede at vi kendte områdets udstrækning da vi tog hjemmefra, men da vi ankom til Sveinstorpet fik vi et kort, der viste at vi havde lov til at gå på jagt i et område, der var over dobbelt så stort som forventet, så det var jo ikke så ringe endda. Terrænet består af en masse bakker med søer og myr (sump) og i modsætning til de foregående år, er der her gode muligheder for at komme rundt i området i bil, hvilket betyder at det er muligt at komme over alt, hvis tiden altså tillader det ;o)

Vejret i løbet af ugen, var i det store hele som man kan forvente, når man tager til Norge i efteråret. Vi havde perioder med finregn, perioder med flot solskinsvejr og et par enkelte perioder med voldsom regn.
Turen var planlagt således at vi havde 5 hele dage til at gå på jagt i og da terrænet er vanskeligt at bevæge sig i, både for jægere og hunde, var det såmænd rigeligt. Ligesom sidste år, valgte jeg at lade være med at tage Frida med på fuld tid alle dage. Det er selvfølgelig ikke optimalt at gå på jagt uden hund, men når nu vores erfaring fra første år, viste at det er hårdt for poterne at løbe rundt på klipper og i revling, mener jeg at der skal vises et vist hensyn til vovserne og da Frida kom gennem alle 5 jagtdage uden mén, tror jeg ikke at min disposition har været helt ved siden af.
Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jagt på skovfugle i Norge svært, meget svært, så det var superfedt at være på tur med nogle meget erfarne jægere, der var lidt dygtigere til at gennemskue terrænet og til at læse deres hunde, så vi kunne komme lidt tættere på svaret af spørgsmålet om, hvor fuglene gemmer sig i de norske skove. På trods af dette var jagten så svær at jeg heller ikke fik skudt noget i år. Jeg havde én reel skudchance, som jeg bommede i 'flot' stil, men da jeg ikke ramte noget og alle selv havde hund med, blev det ikke til nogle fantastiske apporteringer for Frida. Hun arbejdede ellers rigtig fint med at drive, men der var altså ikke mange fugle i skoven.
En lille sjov detalje, der ikke har meget med jagt at gøre, er at Frida den første aften selv besluttede sig for at gå op og ned ad trappen til første sal. Da vi ikke har trapper hjemme, er det ikke noget der er set før, så selv om stilen var let krybende til at starte med, var det godt at se Frida selv tog initiativ til at 'besejre' trappen.

Det er altid lidt spændende at samle fire hunde under et tag i en længere periode, men heldigvis gik det superfint. Efter de første par dage valgte jeg at lukke Frida inde mens de andre hunde spiste, for selv om hun er en lille forsigtig hund, kan hun sagtens betvinge sig adgang til fodertruget, endda selv om tysk ruhår med meget større tonnage, er i gang med at fouragere. Derudover var BS vist lidt træt af den unge kåde hanhunds endeløse tilnærmelser, men da dette var det eneste reelle problem, må man sige at hundene klarede det godt indbyrdes.
Vi var selvfølgelig spændte på om de stående hunde kunne gøre en forskel i forhold til de sidste to år og hvis man udelukkende kigger på det samlede udbytte, som endte med at blive 4 urfugle, 1 gråand og en skovhare, er det jo ikke ligefrem prangende. Man kan måske fristes til at konkludere at det ikke gjorde den store forskel at vi havde to hunde mere med, men jeg er nu overbevist om, at vi har set mange flere fugle end de tidligere år og at dette primært skyldes et par ekstra dygtige hunde og deres meget kompetente hundeførere.
Til slut vil jeg lige nævne, at det var rart at blive mindet om, at retrieverfolk ikke har patent på at træne hunde med positiv forstærkning.

Se flere billeder HER.