søndag den 24. januar 2010

Vintertræning

Frida med dybfrossen dummySå kom vi endelig i gang med noget officielt vintertræning. Det vil vil sige, jeg er kommet i gang med at træne overgangsholdet sammen med Flemming. Vi valgte at udskyde starten på grund af de store snemængder. Her er der sikkert en eller anden gammel spejder, der vil hævde, at vi er nogle værre tøser, når vi lader os slå ud af lidt sne og i mange andre forbindelser vil jeg være tilbøjelig til at give dem ret, men når hundene har travlt med at holde sig "oven vande" og færtforholdene er meget vanskelige, så bliver indlæringen ikke specielt god. Kig evt. HER for at se Frida på kragejagt den 15. januar, hvor hun måtte arbejde lidt for at bevæge sig i sneen.
Da den træning, som Frida og jeg skulle have været til i går, blev aflyst endnu en gang, tænkte jeg at vi lige så godt kunne køre til Haunstrup og kigge på forholdene. Det endte med med at jeg kørte fast i en snedrive inden jeg nåede frem og det var så der at jeg besluttede at vi i hvert fald ikke skulle træne i Haunstrup. For at gøre det helt perfekt kørte jeg fast igen på vej tilbage mod Herning. Heldigvis kunne jeg komme fri ved egen hjælp begge gange, men det var ikke sjovt og det var ikke noget jeg ville sende kursisterne ud i. Nu var jeg jo ret opsat på at træne, så vi kørte til Gullestrup og her var vejforholdene bedre og flere steder var snedybden så lav, at vi kunne træne lidt og efterfølgende flyttede vi overgangstræningen søndag hertil.
For lige at afslutte kragejagten den 15. januar, blev der kun skudt en enkelt fugl, som Frida hentede i flot stil, med færtopsamling på mindst 50 meter og efterfølgende aflevering til hånd.

søndag den 10. januar 2010

Et par dage i sneen

Et af mine nytårsforsætter er, at der ikke må være alt for meget stilhed her på bloggen. (og hvis I tror på det, så har jeg også et Eiffeltårn til salg).
Midtjylland har, som de fleste sikkert har opdaget, været dækket af sne siden sidste indlæg og selv om vi er nogle hårde hunde, så giver det altså nogle begrænsninger i træningen. Det er f.eks. ikke let at træne gode afleveringer, når dummier og duer bliver pakket ind i sne, efter en enkelt afhentning. Jeg tror i hvert fald ikke på, at det er rart at have sådan en isklump i munden. Fridas træning har derfor været lidt dirigering, hvor jeg har haft tilpas mange dummier med, så vi hele tiden har kunne bruge en snefri dummy. Vi har også trænet afleveringer med en due hjemme i indkørslen og selv om dette lyder banalt, så er det endnu en gang min holdning at man ikke skal være for dygtig til at lave meget simple øvelser, specielt ikke hvis der er problemer med delelementer, hvilket Frida og jeg stadig har med afleveringer.
Færtforholdene er heller ikke for gode, når det er vindstille og hård frost. Dette måtte Frida og jeg sande, da jeg kastede en markering med en kanvasdmummy, ned ad en bakke i hundeskoven i Ulvedal. Selv om hun virkelig prøvede kunne Frida ikke finde dummyen og det viste sig at den havde kørt ca. 1½ meter under sneen og så et det ikke let.
Freja har måtte nøjes med de vanlige gåture, runder i haven og almindelig afslapning indenfor i varmen, hvilket hun virker forholdsvis tilfreds med.

Den 3. januar var Frida og jeg på sæsonens sidste fællesjagt i Ulbjerg og selv om der ikke blev skudt andet end en enkelt fasankok, som Basco hentede meget flot, havde vi god dag i det kolde vejr. Da jeg lige har opdaget muligheden for at indsætte et lille diasshow fra Picasa, får I lige et fra jagten her: