mandag den 27. juni 2011

Don't try this at home...

Nu er der sikkert flere, der tænker at jeg har været i gang med et eller andet halsbrækkende stunt og dem må jeg desværre skuffe, for det er slet ikke det som jeg vil fraråde. Det drejer sig derimod om at jeg har været hjælper til to forskellige retrieverarrangementer denne weekend og selv om det virkede som en let og overkommelig opgave, da jeg sagde ja i sin tid, må jeg erkende at jeg var godt brugt, da jeg gik i seng søndag aften.
Lørdag gik dagen med at hjælpe på den traditionsrige uofficielle working test i Søby. Heller ikke i år deltog jeg selv i prøven, men Frida og jeg har prøvet et par af posterne, da vi var med ude at planlægge og afprøve tirsdag aften og jeg er sikker på at vi kommer til at prøve noget mere, når prøveleder Steen afholder hjælperarrangement senere på sommeren.
Selv om der var tilmeldt omkring 75 hunde, der alle skulle forbi alle 5 poster gik det hele superfint for vejret var perfekt til hundearbejde, sportsånden var i top og planlægningen var til UG.
Jeg var skytte, sammen med et par hyggelige mennesker, på en post med forskellige markeringsopgaver, alt efter hundens niveau. For begynderhunde var det to enkeltmarkeringer og for åben- og vinderklasse var temaet dobbelt liniemarkering (med en ekstra "krølle" og større afstand til vinderklassen). Vi så meget godt hundearbejde og jeg har det en ide om at jeg fik luret et par fiduser fra de bedste, men det må fremtiden vise.
Søndag gik turen til Haunstrup, hvor jeg havde lovet at hjælpe til et racearrangement for Golden Retriever. Dagen bød på skue, uofficiel working test, brugsprøve, kvalifikationsprøve og Dansk Jagthunde udvalgs (DJU) apporteringsprøve. En ordentlig mundfuld, som også gav anledning til lidt kaos inden start, men da prøverne og skuet blev sat i gang, gik det forholdsvis fredeligt og det er mit helt klare indtryk at alle deltagere havde en god og hyggelig dag i det gode vejr.
Jeg havde fornøjelsen af at være hjælper til DJU apporteringsprøve, hvor dommerne kom fra DJU og man skulle tro at vi taler samme stammesprog, når nu begge foreninger arbejder med jagthunde, men der gik da lige en halv times tid, inden vi fik vores dialekter justeret :o)
Hvis jeg som retriever-entusiast skal beskrive prøven, så består den af en enkeltmarkering med en due på vand, en ligeud dirigering til en kanin og en dobbeltmarkering med duer på land. I Stedet for at skrive et længere indlæg om den, i mine øjne, pudseløjerlige måde at afvikle og bedømme på, vil jeg nævne at jeg godt kunne lide det kontante krav til spontan opsamling og at der var stor opmærksom på at der ikke blev lagt hjælpefært, når kaninen skulle lægges ud. Her kunne vi godt lære lidt i DRK.
Da alle de forskellige prøver og skuet var afsluttet fik jeg en glædelig overraskelse for i stedet for at give hjælperne den traditionelle flaske rødvin som tak, fik vi lov til at vælge en dummy fra en kæmpekasse fra dummyshoppen. Jeg fik således tiltusket mig en 500g orange dummy, som Freja og Frida fik lov til at prøve med det samme da jeg kom hjem, for vi kørte en tur i Ådalen, hvor vi lavede en hulens masse markeringer i vand og på land.
Og så var den weekend ligesom gået...

søndag den 12. juni 2011

BREAKING NEWS - Frida har opnået 1. præmie på 400 meter/3 timer Schweissprøve i Skive

Så al vores træning har ikke været helt forgæves :o)
I bedste Hollywood-stil vil jeg benytte lejligheden til at takke mine trænere, Helle og Søren, og mine træningskammerater, Laila og Pia. Uden jer var det aldrig gået. Samtidig vil jeg ønske Helle tillykke med den flotte 1. præmie på 1000 meter/40 timer, som hun sled sig til i dag.

Til den nysgerrige læser kan jeg oplyse at sporet i dag var nummer 26 og at vi sammenlagt har gået 9600 meter spor.

lørdag den 11. juni 2011

Så forsvandt maj måned (igen i år)

Jeg har sikkert sagt det før, men det er utroligt som tiden går når man har det sjovt :o)
De sidste uger er gået med markprøvetræning i Viborg hos Hans og i Herning, hvor jeg både har været træner og deltager med Frida. Freja har også været med en enkelt gang i Herning og det virkede som om at hun havde det helt fint med at få lov til at hente et par fugle eller tre. Freja og jeg har afsluttet vores deltagelse i rågereguleringen i Skive, hvor det bør bemærkes at den næstsidste gang vi var der blæste det en halv pelikan, så der var vist drysset en del rågeunger ned fra træerne. Dette betød at halvdelen af de fugle vi havde med hjem, var nogle Freja var kommet med, uden at jeg havde skudt til dem. Hun er stadig effektiv den gamle :oP
Sidste lørdag var jeg, sammen med Lis og Leif,  i Kulsø for at se på Hold DM for Retrievere. Selv om det måske lyder voldsomt at bruge en hel dag på at kigge på hundearbejde, er det noget jeg helt klart vil anbefale, for det var en super dag, hvor vi så en masse flot hundearbejde på en veltilrettelagt prøve i et spændende terræn. Prøvelederen havde valgt at lave posterne, så de skulle ligne en rigtig jagt og bortset fra at der blade på træerne, den høje temperatur og de løse skud, var det som at være der selv :o) Da alle hold havde været på alle fire poster, var der to hold som havde lige mange point og vinderen skulle således findes på en finalepost med to meget svære markeringer. Begge hold løste opgaven flot og jeg må sige, at jeg er glad for at det ikke var mig, der skulle afgøre hvem der var bedst. Dommerne var dog enige om at det var holdet fra Region Nordjylland, der var skulle være dette års mestre. Vores lokale helte fra Midtjylland sluttede på en flot tredieplads ud af ni deltagende hold, så det var ikke så ringe endda. Jeg tog nogle få billeder, som du kan se HER, men hvis du vil se flere og bedre billeder, så kig på Leif's billeder i stedet.
Søndag havde trænerudvalget arrangeret en dag for regionens trænere med svenske Janne Stiehl, der i mange år deltaget på markprøver med sine egne hunde. Det var en rigtig god dag, hvor vi blev bekræftet i at vores metodik med opbyggende øvelser og respekt for den enkelte hunds niveau er vejen frem. Se billeder fra dagen HER.
Frida og jeg har holdt en lille pause med sportræningen. Mest fordi at jeg frygter at der sidder ihærdige bukkejægere med skarpladte rifler, de steder hvor vi normalt har trænet, men også fordi at jeg selv er en af de omtalte jagttosser og jeg kan jo kun lave en ting ad gangen. Men da lediggang jo er roden til alt ondt, har vi i denne uge gået tre spor, der alle har været tæt på en katastrofe. Det er helt sikkert dumt at holde næsten 4 ugers træningspause, når man ikke er mere rutinerede end vi er, for der blevet begået fejl i begge ender af snoren (Mest i min).