onsdag den 11. april 2012

I dag er det Freja's fødselsdag

Freja 8 uger hos Line
Så er Freja sørme blevet 10 år. Selv om hun efterhånden er en bedaget gigtramt dame, så er jeg sikker på at hun også ser frem til rågereguleringen i maj, hvor hun plejer at være i sit es. Det kommer ikke til at gå så hurtigt, som det gjorde engang, men til gengæld gør hendes årelange rutine, at hun stadig er en fornøjelse at have med ude at arbejde. Den store opgave for mig er at jeg skal huske at stoppe hende i tide, så hun ikke har alt for ondt i skroget dagen efter.
Påsken er vel overstået og vi har haft besøg af Chivas, som både er blevet fotograferet og har været med ude at træne med dummier. Han er blevet rigtig dygtig til fri ved fod og at hente de der stoftingester, så når han får øvelsen "bliv" til at sidde i skabet, kan ikke vare længe før han endelig får taget sin brugsprøve ;o)
Chivas, Freja og FridaFrida har været ude at gå spor og denne gang gik det super fint, for jeg havde lavet sporet som et 400 meter 3 timers med kun to knæk og ikke andet. Det er rart, når det råd jeg ofte giver til andre om at gå et skridt eller to tilbage i træningen også virker for mig selv og min lille vovse. Planen er nu at vi skal gå et antal spor med samme sværhedsgrad, så vi får genopbygget formen inden vi gør tingene mere komplicerede. Det er i øvrigt sjovt, at vi ofte ser råvildt, når vi går spor. Jeg tror at det er fordi vi er forholdsvis stille og at jeg aldrig har tid til at tage billeder.
Vi har selvfølgelig været i Ådalen i tide og utide hen over påsken, så begge de sorte har fået hentet en dummy eller to.

søndag den 1. april 2012

Frivilligt arbejde

Det er jo desværre en kendt sag, at der transporteres en del såkaldte euforiserende stoffer rundt i Danmark og at Told&Skat slet ikke har ressourcer nok til at håndtere dette problem. F.eks. er mængden af beslaglagt amfetamin og hash næsten fordoblet fra 2009 til 2010. Det var derfor ingen tvivl i mit sind, da jeg så et diskret opslag på arbejdet, hvor man efterlyste frivillige til et korps af hundeførere, der lejlighedsvis kan støtte i forbindelse med aktioner mod national transport af diverse rusmidler og euforiserende stoffer.

Frida og jeg har derfor gennemført uddannelse af én måneds varighed, hvor vi har deltaget i træningen fire gange om ugen.
Nu er vi nået til pratikdelen og allerede på vores første vagt fandt Frida fire pakker med mistænkeligt indhold, så det var ikke så ringe, som man siger.
Da ordningen jo gerne skal være en overraskelse for de rejsende, kan jeg i sagens natur ikke fortælle detaljeret, hvordan vi arbejder.