søndag den 23. november 2008

Endnu en dag på "kontoret"

Tøserne venter på at få lov til arbejde i det frie søgI lighed med sidste indlæg er denne weekend gået med jagt lørdag og lidt træning søndag. I går var Freja og jeg på jagt i Ulbjerg, hvor vi havde en dejlig dag i det flotte vejr, selv om vi ikke oplevede det helt store.
I dag var begge hunde en tur med i Klostermarken i Viborg, hvor det gik bedre med fri ved fod for specielt Frida. Der er dog stadig plads til forbedring. Vi øvede nogle enkeltmarkeringer, hvor hundene blev sendt af sted enkeltvis. Her var der et lille tilbageskridt, for Frida var lidt for hurtig et par gange, hvor det ikke var hendes tur. Men det er nu ikke let og dette var første gang vi prøvede dette i et terræn, hvor der var andre hunde, så når vi fik det til at virke til sidst er jeg ikke utilfreds. Vi sluttede træningen med et frit søg, hvor det var min plan at hundene skulle søge på skift, men til min store overraskelse faldt Freja for fristelsen til at søge selv om hun havde fået besked på at blive. Vi fik dog hurtigt styr på tropperne og afsluttede øvelsen med et næsten tilfredsstillende resultat.

søndag den 2. november 2008

Vi er stadig i gang :o)

Freja venter på at få lov til at drive.Selv om det efterhånden er et stykke tid siden at jeg har skrevet, er det ikke fordi at hundelivet er gået helt i stå her i Karup.
Denne weekend har Freja og jeg f.eks. været på jagt i det pragtfulde, flotte og farverige efterårsvejr. Vi fik nu ikke andet med hjem end en enkelt forbier (til en sneppe) og en masse motion (mest Freja), men det er nu heller ikke så ringe, som man siger her i det mørke Jylland.
Frida tager en slapper inden vi går i gang.I dag har Frida og jeg været en tur i Haunstrup og træne lidt, i mere af det flotte vejr. Vi lavede et frit søg, nogle få enkeltmarkeringer og lidt almindelig lydighed. Der er stadig masser af plads til forbedring, men farten kan der ikke klages over :o)
Frida fik også hilst på Felix, Tango og Alba, så hun sov godt i bilen på turen hjem.