Godt nytår

Ja, det nye år kommer vist lige der til venstre :o)

Glædelig jul

Så gik november næsten

Efter en jagt ved Ulbjerg midt i oktober, var vi nogle stykker der kørte forbi stykket ned mod Hjarbæk fjord og her fik vi øjne så store som møllevinger, for der sad hundredvis af gæs næsten helt oppe ved vejen. Selv om de fløj, da vi havde kigget på dem i ganske kort tid, var det en fantastisk oplevelse, for vi har aldrig før set gæs sidde og fouragere på vores stykke før. Denne oplevelse betød at jeg har brugt "lidt tid" ved fjorden i oktober og november, i håbet om at skyde min første gås.

Der har da også været en del gæs....inde hos naboen. Frida har været dygtig til at sidde stille og vente, så det er lidt ærgerligt, at jeg ikke har kunne sende hende efter noget som helst :o(
Heldigvis har vi også i år været inviteret en tur på jagt i Langballe, hvor vi havde en herlig dag. Her var der i øvrigt stærkt overtal af klappe-labber blandt de deltagende hunde, da noget der ligner 13 ud af 15 hunde var labradors.
Dagen efter havde vi endnu en jagt i Ulbjerg, hvor vi på trods af manglende udbytte, havde en god dag i pragtfuldt vejr.
Sidste weekend var Frida og jeg på fasanjagt ved Faxe på Sjælland. Det var en meget anderledes jagt i forhold til det vi er vant til fra det mørke Jylland, for på trods af at de lokale, sagde at der ikke var mange fugle hjemme, var der fasaner over det hele. Jeg havde været lidt bekymret for, hvordan Frida ville reagere på sådan en vildtrigdom, med dertil hørende mange skud og flere skudte fugle i luften på en gang. Frida klarede ståhejet i fin stil og hun sluttede sågar dagen med at lave en flot apportering af en "løber", så jeg var egentlig ganske godt tilfreds den eftermiddag og aften.

Frida på arbejde

Jagtsæsonen er godt i gang og det er vel på tide at give en lille opdatering på, hvordan det går.

Som jægere ved, så startede ande/gåsejagten 1. september og her var Frida og jeg selvfølgelig ude for at kigge efter lidt svømmefugle fra morgenstunden af. Det eneste vi fik ud af det, var et smukt syn af flere hundrede gæs.....inde hos naboen :o(
Dagen efter var vi på aftentræk og heller ikke her, kom der noget forbi der, hvor vi havde valgt at sætte os.
Sidst i september var vi på morgengåsetræk med lokkegæs, sløringsnet og hele moletjavsen, men lige lidt hjalp det, for det eneste der kom ud af det var et par huller i luften meget tæt på en gråand.
September bød også på fuglejagt i Norge og hvis du vil vide mere om denne tur, må du læse forrige indlæg her på bloggen.
Nu er vi så kommet ind i oktober, hvor næsten alt jagtbart vildt må skydes og indtil nu har Frida og jeg været på jagt to gange. Første gang var den obligatoriske jagt på selveste 1. oktober og her havde vi fornøjelsen af, at være ude i regnvejret hele dagen i både Durup og Ulbjerg. I Durup var jeg så heldig at få et tilbud til en fasankok, som endte sine dage i andet skud. Frida fandt fuglen uden problemer, men til stor ærgrelse for den øverste ende af snoren, var afleveringen ikke for god :o(  Bortset fra det, blev der arbejdet godt hele dagen, så det vil være upassende at være utilfreds med den samlede præstation.
I dag har vi været på en gåtur ved Hjarbæk fjord sammen med Martin og Chivas. Vi fik en del bekkasiner på vingerne og det endte såmænd med at vi fik én fugl på tasken, som man siger i på jægerstammesprog. Det var selvfølgelig ikke mig der skød og det var heller ikke Frida, der hentede, men jeg nævner det for at benytte lejligheden til at rose Chivas. Han er blevet skrap. Vi sluttede dagen med et aftentræk ved Ulbjerg og for en gang skyld fik jeg ram en gråand, som Frida hentede og afleverede i fin stil. (Jo, det betaler sig at lave lidt ekstra træning mellem jagterne, når det ikke går som man forventer). Chivas fik lejlighed til at brillerer med at hente to ænder, én på land og én i vandet. Alt i alt en fin eftermiddag/aften i dejligt oktobervejr.

Fuglejagt i Norge

På trods af mit manglende jagtudbytte på fuglejagt i Norge de sidste to år, har Frida og jeg lige været af sted endnu en gang. I forhold til de foregående år, var tingene lidt anderledes i år, for vi tog til et andet terræn, hvor der var en rigtig luksushytte med både vand og el og vi havde hørt fra alle de kloge, og dem er der åbenbart mange af, at dette skulle være selveste stedet, når man ønsker at nedlægge tjur og urfugl. Der var dog en meget mere markant forskel denne gang og det var at vi, dvs. Martin og hanlabben Chivas, Frida og jeg, havde følgeskab af to jagtkammerater, der hver havde en stående hund med. Det var Steen med ruhårstæven BS og Jens Ole med Kleine Münsterländeren Sille.
Rejsen til Norge gik via Frederikshavn-Göteborg-Trollhättan-Karlstad. På færgen lod vi labberne blive i bilen,'som vi plejer', mens BS og Sille kom med op i hundesalonen, hvor de opførte sig eksemplarisk.
Terrænet vi skulle jage i, ligger omkring Sveinstorpet som igen ligger mellem Kongsvinger og den svenske grænse. Vi troede at vi kendte områdets udstrækning da vi tog hjemmefra, men da vi ankom til Sveinstorpet fik vi et kort, der viste at vi havde lov til at gå på jagt i et område, der var over dobbelt så stort som forventet, så det var jo ikke så ringe endda. Terrænet består af en masse bakker med søer og myr (sump) og i modsætning til de foregående år, er der her gode muligheder for at komme rundt i området i bil, hvilket betyder at det er muligt at komme over alt, hvis tiden altså tillader det ;o)

Vejret i løbet af ugen, var i det store hele som man kan forvente, når man tager til Norge i efteråret. Vi havde perioder med finregn, perioder med flot solskinsvejr og et par enkelte perioder med voldsom regn.
Turen var planlagt således at vi havde 5 hele dage til at gå på jagt i og da terrænet er vanskeligt at bevæge sig i, både for jægere og hunde, var det såmænd rigeligt. Ligesom sidste år, valgte jeg at lade være med at tage Frida med på fuld tid alle dage. Det er selvfølgelig ikke optimalt at gå på jagt uden hund, men når nu vores erfaring fra første år, viste at det er hårdt for poterne at løbe rundt på klipper og i revling, mener jeg at der skal vises et vist hensyn til vovserne og da Frida kom gennem alle 5 jagtdage uden mén, tror jeg ikke at min disposition har været helt ved siden af.
Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jagt på skovfugle i Norge svært, meget svært, så det var superfedt at være på tur med nogle meget erfarne jægere, der var lidt dygtigere til at gennemskue terrænet og til at læse deres hunde, så vi kunne komme lidt tættere på svaret af spørgsmålet om, hvor fuglene gemmer sig i de norske skove. På trods af dette var jagten så svær at jeg heller ikke fik skudt noget i år. Jeg havde én reel skudchance, som jeg bommede i 'flot' stil, men da jeg ikke ramte noget og alle selv havde hund med, blev det ikke til nogle fantastiske apporteringer for Frida. Hun arbejdede ellers rigtig fint med at drive, men der var altså ikke mange fugle i skoven.
En lille sjov detalje, der ikke har meget med jagt at gøre, er at Frida den første aften selv besluttede sig for at gå op og ned ad trappen til første sal. Da vi ikke har trapper hjemme, er det ikke noget der er set før, så selv om stilen var let krybende til at starte med, var det godt at se Frida selv tog initiativ til at 'besejre' trappen.

Det er altid lidt spændende at samle fire hunde under et tag i en længere periode, men heldigvis gik det superfint. Efter de første par dage valgte jeg at lukke Frida inde mens de andre hunde spiste, for selv om hun er en lille forsigtig hund, kan hun sagtens betvinge sig adgang til fodertruget, endda selv om tysk ruhår med meget større tonnage, er i gang med at fouragere. Derudover var BS vist lidt træt af den unge kåde hanhunds endeløse tilnærmelser, men da dette var det eneste reelle problem, må man sige at hundene klarede det godt indbyrdes.
Vi var selvfølgelig spændte på om de stående hunde kunne gøre en forskel i forhold til de sidste to år og hvis man udelukkende kigger på det samlede udbytte, som endte med at blive 4 urfugle, 1 gråand og en skovhare, er det jo ikke ligefrem prangende. Man kan måske fristes til at konkludere at det ikke gjorde den store forskel at vi havde to hunde mere med, men jeg er nu overbevist om, at vi har set mange flere fugle end de tidligere år og at dette primært skyldes et par ekstra dygtige hunde og deres meget kompetente hundeførere.
Til slut vil jeg lige nævne, at det var rart at blive mindet om, at retrieverfolk ikke har patent på at træne hunde med positiv forstærkning.

Se flere billeder HER.

Instruktørtræning i Ulfborg

Retrieverklubbens trænerudvalg i Region Midtjylland , har siden foråret forsøgt at sparke gang i lidt fællestræning for regionens instruktører. Deltagerantallet har ikke været overvældende, men efter den tredje gang, der blev afholdt af Holstebro træningsplads i onsdags, kan vi heldigvis ane en svag fremgang, så mon ikke konceptet bliver forsøgt videreført i 2013?
Vi mødte op i Ulfborg, ved stedet hvor regionen afholder tripplearrangement hvert forår, og her blev vi delt op i to hold, hvor Frida og jeg gik med på det øvede hold. Sidstnævnte var muligvis en fejl, for selv om vi startede med nogle vellykkede enkelt- og dobbeltmarkinger, faldt vi 100% igennem og lavede de dårligste dirigeringer i ands minde. Ja, der var plads til dårlig stoplydighed, dårlig udsendelse, manglende lyst til at krydse vand og et par byttere :o(
Da mørket så småt faldt på, kørte vi til nogle sheltere i området, hvor slutte med kaffe, kage og løgnehistorier.
Selv om Frida og jeg havde en aften, hvor der ikke var meget, der fungerede for os, havde vi en hyggelig aften, hvor vi fik gode tips med hjem, både til eget brug og til brug i træningen af andre hunde og deres snorholdere, så vi møder helt sikkert op igen, næste gang der er instruktørtræning i DRK Region Midtjylland.

Se lidt billeder fra aftenen HER

Sommerupdate

Så er den såkaldte sommer( =regntid) snart overstået og som den opmærksomme læser, hvis der stadig er nogle, måske har regnet ud, så er der ikke sket store ting på hundefronten på det sorte hold. Vi har naturligvis været i Ådalen, hvor det mest spændende, der er foregået er at Frida har trænet en del linjemarkeringer og vi har lavet en hulens masse vandarbejde.
I den forgangne uge har vi lokket Chivas og fører med ud i terrænet op til flere gange og som den arbejdsivrige og lærernemme hund han er, viser Chivas stor fremgang i forhold til markeringsarbejde, både på land og i vand. 

Fredag og lørdag i denne weekend har Trænerudvalget i DRK Region Midtjylland afholdt kursus for regionens instruktører, hvor Tanja Thorsen kom helt ovre fra Sjælland for at give hendes bud på, hvordan man får en velafbalanceret og rolig jagt/prøvehund uden stress. Min deltagelse var begrænset af, at jeg måtte melde afbud fredag, da jeg havde dobbeltbooket min kalender og lørdag måtte jeg lade Frida blive hjemme, da hun har fået lavet et lille hul i den ene pote. Det var interessant at høre og se, hvordan Tanja bygger træningen op. Jeg blev endnu en gang mindet om at grunddressur og ro i arbejdet med hunden, er fundamentet for "alt det sjove" og hvis disse ting ikke er på plads, ja så kan det blive en sej kamp op ad bakke.
Det er altid inspirerende at møde dygtige hundefolk, der har samme grundindstilling til hundetræning og når vejr og forplejning så også er i top, er det svært at lade være med at smile, når man kører hjem efter sådan et arrangement.

Se billeder fra dagen HER.

PS. Fridas pote har det allerede meget bedre :o)

Feriebarn

I den forgangne uge har vi haft Chivas på besøg, mens hans mor og far har været på ferie helt ude i Søndervig. Selv om jeg har været på arbejde, tror jeg ikke at Chivas har kedet sig, for han har været alene hjemme sammen med pigerne. Vi har også været i Ådalen og træne vandapporteringer til den store guldmedalje. Vandarbejdet gik fint for Chivas og efter et par forsøg, fik vi lavet flere afleveringer til hånd, inden han rystede sig. Chivas og jeg har gået et par ture, hvor vi har trænet lineføring, dvs. gå på plads i uhyggelig lang tid. Torsdag og fredag eftermiddag har Frida sågar overgivet sig og leget med den store dreng, hvilket ikke er sket i umindelige tider.

Siden sidste indlæg, har Frida og jeg været til hjælperdag i DRK Region Midtjylland, hvor alle der har været hjælpere til regionens arrangementer var inviteret. Det var en herlig dag, hvor vi efter fælles morgenmad blev delt op i 2-mandshold, der skulle gennemføre 5 mere eller mindre utraditionelle poster. Det gik ikke så godt for Frida og mig med at gennemføre de forskellige opgaver og selv om Michael og Freja (ja, det er der altså flere hunde der hedder) var super skarpe, var vi vist langt fra en vinderplacering. Til gengæld fik Frida og jeg en præmie for at få den suverænt langsommste tid på agillity-posten .

Vi har også været i Haunstrup et par gange, hvor vi har trænet sammen med Leif og Daisy. Den sidste gang fik vi vist spændt buen for hårdt, for vi havde store problemer med at få tingene til at virke. Vi hyggede os alligevel og da vi mente at vi havde lavet ulykker nok for en dag, tog vi til Vildbjerg, hvor Frida mødte Vixen, den lille søde "ræveunge", der flyttet ind hos Wildmountain.

Så er der også Laks og Ris på menuen

Gennem det seneste halve års tid, har jeg konstateret at Freja har set mere og mere mat ud i pelsen og hun har også fældet en del mere end normalt. Det var min opfattelse at dette skyldes at hun er blevet gammel og sådan skulle det nok være. Heldigvis kom jeg til at nævne det for Lars, der er min faste foderleverandør af Belfor hundefoder, og han mente at Freja lige skulle prøve en sæk med Laks&Ris, så sådan én fik jeg med hjem sidste gang jeg hentede foder. Freja har netop fået det sidste fra denne sæk og jeg må sige at jeg er imponeret, for nu er hendes pels rigtig flot blank og det er mit overbevisning at hun ikke fælder så meget, som hun gjorde før.
Frida ser stadig fin ud, så der forsætter jeg med at fodre med Maintenance. Det er selvfølgelig en smule mere besværligt med to slags foder, men når de sorte ser så godt ud, er det helt sikkert ulejligheden værd.

Frida 5 år, sådan cirka

Ja, så er det i dag at Frida officielt bliver 5 år, for der står nemlig den 30. maj på stamtavlen. Når jeg kigger på mit første blogindlæg om Frida, er jeg nu sikker på at hun kom til verden den 29. maj 2007, men hvad betyder en dag fra eller til, når man er en hund?
Vi har ikke brugt meget tid på træning siden sidst, men til gengæld har hundene fået lov til at arbejde på rågeregulering, så det er ikke fordi at de har kedet sig. Planen var at Freja skulle være den primære rågeopsamler i år, men som enhver ved, så holder planer kun til de møder virkeligheden og i dette tilfælde kom Freja selvfølgelig i løbetid midt i det hele og så var hun ligesom diskvalificeret til at tage med på arbejde i skoven, hvor hun nemt kunne komme til at distrahere eventuelle hanhunde i området. Frida har ikke virket som om at hun var ked af at det blev sådan og det er i det store hele gået godt. Hun har samlet alt op og er selv kommet med et par rågeunger, der hoppede rundt i skovbunden. Det eneste som den sure fører ikke er helt tilfreds med, er afleveringerne, når fuglene kun har været anskudt. Dette problem kan formodentlig løses på flere måder. Den ene mulighed er at jeg gør mig mere umage når jeg skyder, så der ikke kommer anskydninger. Den anden og mere realistiske mulighed er at jeg koncentrerer mig noget mere, når fuglene skal afleveres.
I pinsen var Frida og jeg så heldige at komme med på regionens markeringskursus i Søby. Trænerudvalget havde arrangeret en superfin dag med to af de rigtig skrappe hundeførere, nemlig Boye og Stig. Jeg havde fornøjelsen af at være på Boye's hold hele dagen, hvor vi på en rar og konstruktiv måde blev ført gennem en række øvelser, hvor der var fokus på grunddressur, lige linier og kunsten at gøre det hele så enkelt som muligt. Vejret var næsten for godt, for det var rigtig varmt. Heldigvis kunne vi lave øvelserne således, at vovserne kom i vandet med jævne mellemrum. Det var en utrolig lærerig dag og jeg er helt sikkert klar, hvis de to herrer stiller op igen
Se lidt billeder fra dagen HER.

Endnu en jagthistorie

Bukkejagten er gået ind og i modsætning til de tidligere år, hvor jeg har gået på riffeljagt, kom jeg noget anderledes hurtigt fra start i år. Da der på et tidspunkt kommer en hund i historien, er det helt naturligt at fortælle den her på siden ;o)

Jeg mødtes med Helene og Richard ved jagten i Ulbjerg lige før solopgang den 16. maj, som jo er premieredagen for bukkejagten. Vi brugte ganske kort tid ved hytten, hvor vi aftalte hvor vi hver især skulle sidde på denne overskyede morgen. Da vi havde fået ladt op og lagde fra land for at gå på plads, ser jeg et dyr nede ved søen. Jeg får stoppet Helene, der straks bruger sin riffelkikkert for at kigge nærmere på dyret, hvorefter hun siger “rå”. Dette gør at jeg begynder at tænke på, hvordan vi kommer ud i området uden at støde dyret og hermed advare alle de andre rådyr i nærheden, men jeg når ikke at tænke tanken til ende, før Richard står ved siden af Helene og mig, hvor han proklamere “buk” efter at have kigget i sin håndkikkert.  

Nu står vi altså 5 minutter inde i bukkejagten 2012 og kigger på en buk, som vi nærmest kan skyde fra hytten. Efter en hurtig rådslagning, blev vi enige om at Richard skulle gøre forsøget, men det havde bukken åbenbart ikke hørt, for i mellemtiden var den stille og roligt gået ud af synsvidde, så Richard fulgte efter, mens Helene og jeg gik rundt om gården, for at være klar på den anden side, hvis Richard skulle være så uheldig at støde bukken. Da Helene og jeg runder det nordøstlige hjørne ved gården kan vi se bukken spæne rundt i hælen på støvleskoven, som en kåd hundehvalp. Et øjeblik efter kan vi se, at Richard åbenbart har tabt kontakten med dyret, for han går tilbage mod hytten. Senere finder vi ud af at han havde sendt en sms med besked om at vi bare skulle give den gas, for bukken var gået i skoven og var ude hans synsvidde. Bukken har i mellemtiden sat farten lidt ned og går nu langs med skovkanten i sålen af støvleskoven. Helene og jeg taler om afstanden og mit bedste gæt var “for langt ude”, men nu købte jeg jo en laserafstandsmåler sidste år og da der var tid, fandt jeg den frem (sts) og her viste afstanden ca. 130 meter, hvilket absolut er “In Range”. Da bukken stadig gik videre på tværs, var der ikke så meget tid at betænke sig i, så jeg satte mig på jorden og brugte min ryksækstol som anlæg og efter et par dybe indåndinger lod jeg skuddet gå. Bukken vendte 180 grader og løb i høj fart tilbage, hvor den kom fra uden synlige skudtegn. Vi kunne se bukken løbe ca. 60 meter (eftermålt på Google Earth) inden den forsvandt i skoven. 
Mens vi ventede de obligatoriske 5-10 minutter blev vi enige om skudsted og hvor dyret forsvandt ind i skoven. Desværre kunne vi også blive enige om at det ikke så godt ud og da jeg samtidig manglede den gode mavefornemmelse af skuddet, var min optimisme svær at få øje på, da vi gik ned for at kigge efter schweiss. Det første vi fik øje på var noget der lignede spor efter en kugle der var gået i jorden og da der ikke lige umiddelbart var synlig schweiss faldt humøret yderligere. Havde jeg skudt for lavt? Efter lidt søgen fandt vi et par dråber blod og kunne konstatere at dyret altså var ramt og humøret steg lidt igen. Stedet blev behørigt afmærket og da vi jo havde set hvor dyret løb hen, gik vi forsigtigt ved siden af løbebanen, som kunne ses i det våde græs, for at se om vi umiddelbart kunne se dyret i den tætte skov. Det havde vi ikke succes med, så i stedet for at trampe mere rundt og ødelægge sporet, ringede jeg til en schweisshundefører, som mente at vi skulle vente en times tid og så var det jo bare at vente. Ventetiden gjorde at jeg kunne gennemtænke situationen et par tusinde gange og tvivlen om alverdens ting meldte sig. Var dyret kun strejfet? Var det overhovedet en buk? Find selv på mere. Midt i ventetiden dukkede Martin op, for han var naturligvis nysgerrig. Han blev selvfølgelig udnyttet på det groveste med samme, da vi sendte ham til købmanden efter brød.
Endelig kom schweisshundeføren og hunden, en tysk ruhår, var mere end ivrig for at komme i gang for det var dagens første eftersøgning. Ved en nærmere gennemgang af skudstedet fandt vi mere schweiss og nogle knoglestumper, der alt sammen indikerede at dyret var mere ramt end jeg troede. Hunden blev sat på sporet og den fik stille og roligt arbejdet sig hen ad sporet og den gik sågar ind i skoven der hvor Helene og jeg mente at vi havde set dyret løbe ind, så det var jo fint. Inde i skoven virkede det næsten som om at hunden havde tabt sporet, men i løbet af et øjeblik kom melding fra schweisshundeføren “Den ligger her” og så var humøret helt oppe igen. Det viste sig at være en lille buk, der med lidt god vilje kan kaldes en gaffelbuk, og at grunden til at den var løbet så langt, var at jeg havde fået sat kuglen for lavt. Heldigvis var skuddet ikke dårligere end at bukken var forendt efter at den havde løbet de ca. 100 meter. Mens vi bar bukken til jagthytten fortalte scweisshundemanden at han allerede nu havde 3 eftersøgninger i kø efter besøget hos os, så der var ikke tid til kaffe.

Ved hytten blev der taget billeder og sendt sms til den store guldmedalje. Martin hjalp mig med at brække dyret og han viste mig en smartere måde at ordne den modsatte ende af hovedet på.
Så gik turen mod Karup, hvor dyret skulle udstilles til bukkepral ved FCK, hvor der er en stolt tradition med at mødes på premieredagen og finde årets buk. Sidstnævnte sker ved en afstemning og jeg forstår ikke at min buk ikke fik en eneste stemme.
Da jeg kom hjem og fik efterrationaliseret lidt, så må jeg erkende at min manglende erfaring som bukkejæger trådte frem på to væsentlige områder: Den ene ting er at da jeg i starten dårligt kunne se om det var en buk, fordi opsatsen ikke var særlig stor, burde have stoppet op og overvejet om denne buk overhovedet skulle nedlægges. Den anden ting er at Helene var med som gæst og jeg skulle selvfølgelig have givet hende skudchancen i stedet for at tage den selv - Beklager.

Bukkene fra bukkepral ved FCK

Rågeregulering

Så er vi allerede næsten midt i maj og vi er allerede godt i gang med den årlige rågeregulering i Krabbesholm skov ved Skive. Freja har været med tre gange og selv hun er lidt stivbenet, er det en fornøjelse at have hende med, for hun bliver forholdsvis tæt på mig, samler alt op og i en snæver vending kan hun såmænd også dirigeres (Det er ikke kønt, men det virker). Her til aften afleverede hun tre levede fugle, som jeg ikke havde skudt til. Den ene var en meget lille unge, der formodentlig var skvattet ud af reden pga. blæsevejret og de to andre var begge anskudt Selvfølgelig har hun også hentet alle de rågeunger som jeg har skudt, så hun haft rigeligt at lave

Frida har været med en enkelt gang og det er gået helt fint. Jeg er lidt mere opmærksom, når hun er med, men det er nok mest fordi jeg ikke ønsker at give hende så meget "elastik" som Freja får. Hun går fri ved fod hele tiden og når jeg skyder får hun besked på at vente og henter først når hun får lov. Det spøjse ved dette er at Frida markerer alle fugle, hvilket Freja ikke altid gør. Selvfølgelig måtte hun lige tjekke hele skovbunden et par gange uden at få lov, men sådan er der jo så meget.

I den forgangne uge har jeg været i Søby for at være hjælper ved regionens UHM-træning, hvor jeg var på en spændende post med en kombination af markering og dirigering. En supergod øvelse, som jeg helt sikkert vil "stjæle" og bruge i et andet afsnit. Alle hundene var i øvrigt rigtig skrappe, så det bliver spændende at følge dem til UHM.

I dag er det Freja's fødselsdag

Så er Freja sørme blevet 10 år. Selv om hun efterhånden er en bedaget gigtramt dame, så er jeg sikker på at hun også ser frem til rågereguleringen i maj, hvor hun plejer at være i sit es. Det kommer ikke til at gå så hurtigt, som det gjorde engang, men til gengæld gør hendes årelange rutine, at hun stadig er en fornøjelse at have med ude at arbejde. Den store opgave for mig er at jeg skal huske at stoppe hende i tide, så hun ikke har alt for ondt i skroget dagen efter.
Påsken er vel overstået og vi har haft besøg af Chivas, som både er blevet fotograferet og har været med ude at træne med dummier. Han er blevet rigtig dygtig til fri ved fod og at hente de der stoftingester, så når han får øvelsen "bliv" til at sidde i skabet, kan ikke vare længe før han endelig får taget sin brugsprøve ;o)
Frida har været ude at gå spor og denne gang gik det super fint, for jeg havde lavet sporet som et 400 meter 3 timers med kun to knæk og ikke andet. Det er rart, når det råd jeg ofte giver til andre om at gå et skridt eller to tilbage i træningen også virker for mig selv og min lille vovse. Planen er nu at vi skal gå et antal spor med samme sværhedsgrad, så vi får genopbygget formen inden vi gør tingene mere komplicerede. Det er i øvrigt sjovt, at vi ofte ser råvildt, når vi går spor. Jeg tror at det er fordi vi er forholdsvis stille og at jeg aldrig har tid til at tage billeder.
Vi har selvfølgelig været i Ådalen i tide og utide hen over påsken, så begge de sorte har fået hentet en dummy eller to.

Frivilligt arbejde

Det er jo desværre en kendt sag, at der transporteres en del såkaldte euforiserende stoffer rundt i Danmark og at Told&Skat slet ikke har ressourcer nok til at håndtere dette problem. F.eks. er mængden af beslaglagt amfetamin og hash næsten fordoblet fra 2009 til 2010. Det var derfor ingen tvivl i mit sind, da jeg så et diskret opslag på arbejdet, hvor man efterlyste frivillige til et korps af hundeførere, der lejlighedsvis kan støtte i forbindelse med aktioner mod national transport af diverse rusmidler og euforiserende stoffer.

Frida og jeg har derfor gennemført uddannelse af én måneds varighed, hvor vi har deltaget i træningen fire gange om ugen.
Nu er vi nået til pratikdelen og allerede på vores første vagt fandt Frida fire pakker med mistænkeligt indhold, så det var ikke så ringe, som man siger.
Da ordningen jo gerne skal være en overraskelse for de rejsende, kan jeg i sagens natur ikke fortælle detaljeret, hvordan vi arbejder.

Fællestræning for instruktører

Så blev det endelig den 24. og vi har været til fællestræning for instruktørerne i DRK Region Midtjylland. Det blev til en rigtig hyggelig dag, hvor en passende blanding af snik-snak og praktisk hundetræning var i højsædet. Dagens program blev sammensat undervejs og da vi var en lille sluttet skare, var det ikke svært at blive enige om de forskellige øvelser. Vi startede med en enkeltmarkering i et terræn, hvor øvelsen kunne opbygges og sværhedsgraden derfor kunne justeres til det ønskede niveau. Så lagde Hans nogle dirigeringer ud til os og her var Frida så "dygtig" at hente en dummy, som hun ikke skulle have hentet og da vi prøvede igen, mente hun åbenbart at det var tid til at bytte, så jublen var svær at få øje på i den øverste ende af snoren. Heldigvis kom jeg hurtigt på andre tanker, for var det blevet tid til frokost, skarpt forfulgt af kaffe og lækker kage, som Gitte havde fremstillet til lejligheden.

Da den velfortjente pause var slut, lavede Gitte og jeg nogle "antibytteøvelser" (man kalder dem også for ærlighedsøvelser og markering med distraktion - vælg selv), hvor Frida klarede det fint. Til gengæld fik jeg vist skræmt lille Movie, for hun pludselig ville hun ikke samle op, så vi justerede lidt på øvelsen og Movie fik styr på opsamlingerne igen. I mellemtiden havde de andre lavet nogle flere dirigeringer, både på land og i vand. Vi sluttede træningen med et frit søg, der var lagt op ad en stejlt skrænt og her var der igen mulighed for at variere lidt i sværhedsgraden, ved at ændre startstedet og have flere hunde i gang på samme tid. Selv om der ikke var mere arbejde til vovserne, måtte vi tobenede tage den "sure" tjans og drikke kaffe og spise resten af Gittes kage :o)

En super hyggelig dag i godt selskab og med perfekt vejr. Ærgerligt for dem, der valgte at lave noget andet

Se lidt billeder fra dagen HER.

Så er vi allerede midt i marts

Jeg er sikker på at jeg har nævnt det før: Det er utroligt som tiden går, når man har det sjovt. Som følge heraf bliver bloggen ikke altid opdateret så ofte som jeg og én af mine læsere ønsker. Men sådan er det bare...
Siden sidst, hvor de to madorgler havde tømt frugtskålen hjemme hos Chivas', har jeg trænet med begynderholdet for sidste gang, men det har nu ikke forhindret os i at mødes med de andre nørder og træne i Haunstrup en enkelt gang eller to :o)
Frida har gået spor, hvor jeg var sikker på at det var lettere end sidst, men det var stadig meget svært for hende i starten. Så selv om det går fint, når vi er kommet i gang, skal jeg helt sikkert rykke yderligere et par trin ned af sværhedsstigen, når jeg laver de næste spor til hende.
Vi er heldigvis kommet så langt ind i den lyse tid, at det nu er muligt at komme ud og lave noget seriøst på hverdagsaftener efter fyraften, hvilket både Freja og Frida ser ud til at nyde.
Vi har også haft fornøjelsen af et par lufteture i Ådalen med Chivas, når hans mor og far har været hjemmefra i lang tid. Sidste gang kunne jeg ikke nøjes med bare at lufte, så alle hunde fik lov til at hente et par dummier. Når man har tre hunde, der alle gerne vil hente ting, skal man huske at tænke sig om inden man starter og evt. sætte de meget ivrige hunde i snor, så de ikke ødelægger træningen for de andre. Chivas fik lært, at hvis man ikke bliver siddende indtil man får lov til at hente, så kan det være at Frida får lov i stedet. Det virkede fint, for allerede efter to dummier, som Frida hentede, blev han siddende.
I går mødtes Frida og jeg med Hans og Tinka i Ådalen, hvor vi lavede en hulens masse markeringer, hen over alverdens forskelligt terræn. Vi lavede bla. markeringer, hvor vovserne skulle passere en lille vold med en grøft på bagsiden og for at det ikke skulle være for nemt, kunne hundene ikke se nedfaldsstedet og forhindringerne skulle passeres på skrå. Det trak tænder ud, men ved hjælp af trinvis forøgelse af sværhedsgraden fik vi det til virke. Hans fik krydret nogle af markeringerne med nogle dirigeringer, som Tinka løste i fin stil. Vi lavede også et par markeringer med distraktion på tilbagevejen til begge hunde. Tinka er klippefast ved den slags opgaver, hvor Frida stadig har brug for lidt støtte en gang i mellem. Træningen blev sluttet med en linjemarkering, hvor jeg gjorde mig bemærket med at kaste en dummy op i et træ. Heldigvis kunne jeg klatre op og hente den uden besvær, men det da ufatteligt at jeg aldrig får lært at undgå den slags.

Kriminelt sunde hunde

Der er måske en enkelt læser eller to, der kan huske at Frida selv plukkede æbler fra træet i sommer (Hvis ikke så kig HER). Nu er begge hunde åbenbart blevet så hårdt ramt af sundhedsbølgen, at de er klar til at begå ulovligheder, for da de sorte blev passet hjemme hos Chivas i den forgangne uge, blev frugtskålen på sofabordet nemlig tømt i nattens mulm og mørke. Nu ved vi jo ikke med sikkerhed, hvem der stod bag denne skumle gerning, men efterforskerne fra rigspolitiets rejsehold oplyser at tyven(e) har været været selektive, for der blev fundet adskillige stilke og en næsten intakt appelsin på gerningsstedet.
Bortset fra det er Frida og jeg gået i gang med sportræningen igen efter en travl jagtsæson. Sidste lørdag havde jeg lavet et kort spor og da Frida gik det i fin stil, havde jeg lavet et lidt længere spor, der havde ligget lidt længere til i dag. Det var helt sikkert for svært, for Frida var ikke særlig sporfast. Om det skyldes tiden, blodmængden, andet fært eller regnvejret, skal jeg ikke lige gøre mig klog på, men det næste spor jeg lægger skal være lettere.

Træning og sæsonens sidste fællesjagt

Nu har vi trænet begynderklasse markprøveholdet 4 gange siden nytår og da niveauet for hundene er meget forskelligt, er det en udfordring at tilpasse træningen, så den enkelte hund og fører får noget med hjem hver gang. Vi har f.eks. lavet markeringer, der har kunne løses som enkeltmarkeringer, for dem der ville det, og som dobbeltmarkeringer, for de lidt mere øvede ekvipager.
Søndagene har har fået lidt ekstra krydderi, for når begyndertræningen er slut er vi nogle "hundetåber", der mødes og træner. Her er Frida og jeg er kommet i godt selskab, for de andre er nogle superskrappe teams. Heldigvis kan vi også her tilpasse øvelserne til netop vores niveau og når alle samtidig er "nådesløse" med tilbagemeldinger til hinanden, ja så er der rigtig gode chancer for at opnå fin indlæring. I dag har vi trænet markering, dirigering og frit søg med vildt, som det røde hold fra Vildbjerg havde med.
Nu er grunden til at vi træner jo ligesom fordi vi gerne vil fungere, når vi er på jagt og de sidste to weekends, har Frida og jeg også været ude med skarpt i kanonen og klar til at være klar. Sidste lørdag var vi i Skjellerup og omegn, hvor vejret nok var den største udfordring, for selv om man er klædt godt på, så er det altså træls, når der vælter slud sidelæns ud af himmelen. Om det var vejret der gjorde at dyr og fugle var i skjul, må stå hen i det uvisse, men vi så ikke meget vildt og paraden var som følge deraf ganske tom.
I går var vi på sæsonens sidste fællesjagt i Ulbjerg. Frida hentede en sneppe og da hun samlede den op tænkte jeg "nej, Nej, NEEJ", for det så unægtelig ud til at hun tyggede i den og da skytten lige forinden havde fortalt at det var hans første sneppe, var det jo ikke ligefrem et ønskescenarie. Heldigvis var fuglen fuldstændig intakt, da jeg fik den og Fridas tyggelignende bevægelser skyldes formodentlig blot at fjerene sidder meget løst på sådan en friskskudt sneppe. (og det er jo ikke ligefrem friskskudt sneppe, som jeg har leveret mest af, så det er ikke noget vi har trænet meget.). Der blev også skudt et rådyr på jagten og det lykkedes for os at bjerge ca. ½ liter blod da dyret blev brækket, så nu har vi da lidt at starte med, når vi skal i gang med sportræningen igen lige om lidt.

Back in business

Så er jul og nytår vel overstået. Det mest spændende der er sket på hundefronten er nok  at jeg 2. juledag, selv fjernede drænet fra Frida syning (jeg havde skam fået lov af dyrelægen) og i onsdags fik hun fjernet trådene hos Center Dyreklinik i Viborg. Selv om jeg selvfølgelig er klar over, at jeg har et godt og tillidsfuldt forholdt til min lille vovse, er jeg alligevel imponeret over at hun bare sad stille og roligt, mens både dræn og tråde blev fjernet.
I dag er jeg startet med at træne et begynderklassehold i Haunstrup og  Frida fik trænet for første gang siden mødet med pigtråden før jul. Først startede vi med at Frida prøvede alle øvelserne som begyndeklasseholdet skulle have, hvilket dybest set var en masse enkeltmarkeringer, som jeg krydrede med et par lette dirigeringer, bare sådan for hyggens skyld. Da begynderklassentræningen var overstået, blev Frida rykket ud af bilen igen, for at træne sammen med en hel flok tollere. (Ja ja, der var kun tre plus en enkelt der kun var med til pauserne). Leif havde lagt et super frit søg, der ud over at ligge på en stejl skrænt, udmærkede sig ved at nogle dummyer var gemt under visne blade og andre lidt oppe i træerne. Efter en moden debat lavede vi nogle dirigeringer og til slut lavede vi endnu et frit søg. Alle hundene klarede opgaverne super flot, så det var en herlig start efter en forholdsvis lang pause.