onsdag den 30. maj 2012

Frida 5 år, sådan cirka

Frida efter en hyggelig formiddag i Krabbesholm ved Skive
Ja, så er det i dag at Frida officielt bliver 5 år, for der står nemlig den 30. maj på stamtavlen. Når jeg kigger på mit første blogindlæg om Frida, er jeg nu sikker på at hun kom til verden den 29. maj 2007, men hvad betyder en dag fra eller til, når man er en hund?
Vi har ikke brugt meget tid på træning siden sidst, men til gengæld har hundene fået lov til at arbejde på rågeregulering, så det er ikke fordi at de har kedet sig. Planen var at Freja skulle være den primære rågeopsamler i år, men som enhver ved, så holder planer kun til de møder virkeligheden og i dette tilfælde kom Freja selvfølgelig i løbetid midt i det hele og så var hun ligesom diskvalificeret til at tage med på arbejde i skoven, hvor hun nemt kunne komme til at distrahere eventuelle hanhunde i området. Frida har ikke virket som om at hun var ked af at det blev sådan og det er i det store hele gået godt. Hun har samlet alt op og er selv kommet med et par rågeunger, der hoppede rundt i skovbunden. Det eneste som den sure fører ikke er helt tilfreds med, er afleveringerne, når fuglene kun har været anskudt. Dette problem kan formodentlig løses på flere måder. Den ene mulighed er at jeg gør mig mere umage når jeg skyder, så der ikke kommer anskydninger. Den anden og mere realistiske mulighed er at jeg koncentrerer mig noget mere, når fuglene skal afleveres.
I pinsen var Frida og jeg så heldige at komme med på regionens markeringskursus i Søby. Trænerudvalget havde arrangeret en superfin dag med to af de rigtig skrappe hundeførere, nemlig Boye og Stig. Jeg havde fornøjelsen af at være på Boye's hold hele dagen, hvor vi på en rar og konstruktiv måde blev ført gennem en række øvelser, hvor der var fokus på grunddressur, lige linier og kunsten at gøre det hele så enkelt som muligt. Vejret var næsten for godt, for det var rigtig varmt. Heldigvis kunne vi lave øvelserne således, at vovserne kom i vandet med jævne mellemrum. Det var en utrolig lærerig dag og jeg er helt sikkert klar, hvis de to herrer stiller op igen
Se lidt billeder fra dagen HER.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Tillykke med hende fra de gamle i Smørum. Hvor er de fem år gået hurtigt.

Cecilie sagde ...

Hej Martin. Ja, en gang imellem følger jeg med i hvad du laver ..... Og så at du havde et par billeder fra markeringskursuset. Så jeg vil egentligt bare høre om jeg må nuppe et par stykker af dem (Dem hvor jeg er på ;o))..... Mvh. Cecilie (med Beila - Golden)

Martin sagde ...

Hej Cecilie,
Du "nupper" bare det du skal bruge :o)
Martin