onsdag den 16. maj 2012

Endnu en jagthistorie

Bukkejagten er gået ind og i modsætning til de tidligere år, hvor jeg har gået på riffeljagt, kom jeg noget anderledes hurtigt fra start i år. Da der på et tidspunkt kommer en hund i historien, er det helt naturligt at fortælle den her på siden ;o)

Jeg mødtes med Helene og Richard ved jagten i Ulbjerg lige før solopgang den 16. maj, som jo er premieredagen for bukkejagten. Vi brugte ganske kort tid ved hytten, hvor vi aftalte hvor vi hver især skulle sidde på denne overskyede morgen. Da vi havde fået ladt op og lagde fra land for at gå på plads, ser jeg et dyr nede ved søen. Jeg får stoppet Helene, der straks bruger sin riffelkikkert for at kigge nærmere på dyret, hvorefter hun siger “rå”. Dette gør at jeg begynder at tænke på, hvordan vi kommer ud i området uden at støde dyret og hermed advare alle de andre rådyr i nærheden, men jeg når ikke at tænke tanken til ende, før Richard står ved siden af Helene og mig, hvor han proklamere “buk” efter at have kigget i sin håndkikkert.  
Nu står vi altså 5 minutter inde i bukkejagten 2012 og kigger på en buk, som vi nærmest kan skyde fra hytten. Efter en hurtig rådslagning, blev vi enige om at Richard skulle gøre forsøget, men det havde bukken åbenbart ikke hørt, for i mellemtiden var den stille og roligt gået ud af synsvidde, så Richard fulgte efter, mens Helene og jeg gik rundt om gården, for at være klar på den anden side, hvis Richard skulle være så uheldig at støde bukken. Da Helene og jeg runder det nordøstlige hjørne ved gården kan vi se bukken spæne rundt i hælen på støvleskoven, som en kåd hundehvalp. Et øjeblik efter kan vi se, at Richard åbenbart har tabt kontakten med dyret, for han går tilbage mod hytten. Senere finder vi ud af at han havde sendt en sms med besked om at vi bare skulle give den gas, for bukken var gået i skoven og var ude hans synsvidde. Bukken har i mellemtiden sat farten lidt ned og går nu langs med skovkanten i sålen af støvleskoven. Helene og jeg taler om afstanden og mit bedste gæt var “for langt ude”, men nu købte jeg jo en laserafstandsmåler sidste år og da der var tid, fandt jeg den frem (sts) og her viste afstanden ca. 130 meter, hvilket absolut er “In Range”. Da bukken stadig gik videre på tværs, var der ikke så meget tid at betænke sig i, så jeg satte mig på jorden og brugte min ryksækstol som anlæg og efter et par dybe indåndinger lod jeg skuddet gå. Bukken vendte 180 grader og løb i høj fart tilbage, hvor den kom fra uden synlige skudtegn. Vi kunne se bukken løbe ca. 60 meter (eftermålt på Google Earth) inden den forsvandt i skoven. 
Mens vi ventede de obligatoriske 5-10 minutter blev vi enige om skudsted og hvor dyret forsvandt ind i skoven. Desværre kunne vi også blive enige om at det ikke så godt ud og da jeg samtidig manglede den gode mavefornemmelse af skuddet, var min optimisme svær at få øje på, da vi gik ned for at kigge efter schweiss. Det første vi fik øje på var noget der lignede spor efter en kugle der var gået i jorden og da der ikke lige umiddelbart var synlig schweiss faldt humøret yderligere. Havde jeg skudt for lavt? Efter lidt søgen fandt vi et par dråber blod og kunne konstatere at dyret altså var ramt og humøret steg lidt igen. Stedet blev behørigt afmærket og da vi jo havde set hvor dyret løb hen, gik vi forsigtigt ved siden af løbebanen, som kunne ses i det våde græs, for at se om vi umiddelbart kunne se dyret i den tætte skov. Det havde vi ikke succes med, så i stedet for at trampe mere rundt og ødelægge sporet, ringede jeg til en schweisshundefører, som mente at vi skulle vente en times tid og så var det jo bare at vente. Ventetiden gjorde at jeg kunne gennemtænke situationen et par tusinde gange og tvivlen om alverdens ting meldte sig. Var dyret kun strejfet? Var det overhovedet en buk? Find selv på mere. Midt i ventetiden dukkede Martin op, for han var naturligvis nysgerrig. Han blev selvfølgelig udnyttet på det groveste med samme, da vi sendte ham til købmanden efter brød.
Endelig kom schweisshundeføren og hunden, en tysk ruhår, var mere end ivrig for at komme i gang for det var dagens første eftersøgning. Ved en nærmere gennemgang af skudstedet fandt vi mere schweiss og nogle knoglestumper, der alt sammen indikerede at dyret var mere ramt end jeg troede. Hunden blev sat på sporet og den fik stille og roligt arbejdet sig hen ad sporet og den gik sågar ind i skoven der hvor Helene og jeg mente at vi havde set dyret løbe ind, så det var jo fint. Inde i skoven virkede det næsten som om at hunden havde tabt sporet, men i løbet af et øjeblik kom melding fra schweisshundeføren “Den ligger her” og så var humøret helt oppe igen. Det viste sig at være en lille buk, der med lidt god vilje kan kaldes en gaffelbuk, og at grunden til at den var løbet så langt, var at jeg havde fået sat kuglen for lavt. Heldigvis var skuddet ikke dårligere end at bukken var forendt efter at den havde løbet de ca. 100 meter. Mens vi bar bukken til jagthytten fortalte scweisshundemanden at han allerede nu havde 3 eftersøgninger i kø efter besøget hos os, så der var ikke tid til kaffe.
Ved hytten blev der taget billeder og sendt sms til den store guldmedalje. Martin hjalp mig med at brække dyret og han viste mig en smartere måde at ordne den modsatte ende af hovedet på.
Så gik turen mod Karup, hvor dyret skulle udstilles til bukkepral ved FCK, hvor der er en stolt tradition med at mødes på premieredagen og finde årets buk. Sidstnævnte sker ved en afstemning og jeg forstår ikke at min buk ikke fik en eneste stemme.
Da jeg kom hjem og fik efterrationaliseret lidt, så må jeg erkende at min manglende erfaring som bukkejæger trådte frem på to væsentlige områder: Den ene ting er at da jeg i starten dårligt kunne se om det var en buk, fordi opsatsen ikke var særlig stor, burde have stoppet op og overvejet om denne buk overhovedet skulle nedlægges. Den anden ting er at Helene var med som gæst og jeg skulle selvfølgelig have givet hende skudchancen i stedet for at tage den selv - Beklager.

Bukkene fra bukkepral ved FCK

1 kommentar:

Lis sagde ...

Sikke en god beretning om dine oplevelser og tanker omkring denne jagt. Det der med manglende erfaring og efterrationalisering kender vi vist alle. For mig sker det ofte ifm. hundetræning, hvor min manglende erfaring gør, at jeg havner i dumme situationer, hvor jeg bagefter kan se, at jeg skulle have tænkt mig bedre om. Du skal nu alligevel have et tillykke med bukken. Jeg synes, den ser fin ud -også selv om den ikke fik nogle stemmer ved bukkepralet :-)