Norge kalder - igen

Traditionen tro har Frida og jeg været en tur på fuglejagt i Norge og i lighed med sidste år gik turen til Sveinstorpet ca. 20 km vest for Kongsvinger. Jagtselskabet var også det samme som sidste år, nemlig: Martin, Steen og Jens Ole med hundene Chivas, BS og Cille. For at holde alle traditioner i hævd, skød jeg heller ikke nogle fugle i år, hvilket næppe kan undre nogen, der har set mig på lerduebanen. Forskellen er dog at på skydebanen er der noget at skyde forbi efter, hvorimod det var rigtig tyndt med fugle i fjeldet i år. Den gode udlejer havde ellers forsikret os om at det var meget bedre i år, men vi så ikke næsten ingen fugle og de få jægere vi mødte ude i vildnisset, havde alle samme oplevelse som os: Der var ikke mange pipper hjemme. Så resultatet af 5 jagtdage var mere magert end det nogensinde har været, for der blev ikke skudt en eneste fugl af hele det stærke hold fra det midtjyske. Jens Ole skød en flot fjeldhare, men nu var vi ligesom på fuglejagt..

Frida startede turen med at blive bidt af en hveps, allerede inden hun kom ind i bilen. Efter lidt undersøgelse viste det sig at være i øreflappen Da vi har prøvet det før og øretflappen jo ikke kan ende med lukning af luftveje, var jeg ikke utryg ved at rejse til Norge, da min erfaring er at hævelsen har lagt sig efter ca. et døgn, hvilket i sidste ende kunne betyde skånetjeneste til Frida på første jagtdag. Da vi nåede til Frederikshavn, var øret meget hævet, varmt og ømt og da vi ankom til jagthytten i Norge var det ikke blevet bedre, så jeg var så småt indstillet på at gå på jagt uden Frida den første dag. Heldigvis havde hævelsen lagt sig og øret var ikke længere varmt og ømt tirsdag morgen, så Frida kom med på jagt. Hun virkede ikke generet og i løbet af formiddagen var hævelsen fuldstændig forsvundet.

Allerede sidst på førstedagen var Frida en træt hund. Et par skud (forbi, naturligvis) livede hende op i ca. 10 minutter, men der var ingen tvivl: Formen var for dårlig pga. for lidt konditionstræning i sommeren. På denne dag ville jeg have haft en god chance, hvis den fordømte tjur ikke fløj lavt i samme retning som Frida stod i.

Det regnede i løbet af natten til anden jagtdag, så på trods af at alt vejret var fint, var alt meget vådt. Lige før frokost skød Jens Ole haren, så der var ikke et øje tørt. Da vi havde holdt frokost, så Frida meget stivbenet og træt ud, så jeg besluttede at hun skulle holde pause resten af dagen. Det var godt nok underligt at gå uden hund i terrænet. På denne tur mødte vi de nærmeste naboer, der var et ældre ægtepar, hvor manden også gik på fuglejagt med en tysk ruhår.

På tredje jagtdag besluttede at drage mod øst for at prøve nogle nye steder. Vejret var perfekt og vi fandt noget terræn, som måtte være perfekt, men nej. På to af disse steder fik Cille GPS-halsbånd på og vi kunne konstatere at hun løb et sted mellem 2 og 3 gange længere end vi gik. Om aftenen fik vi noget af en overraskelse, da naboen kom forbi og inviterede til middag dagen efter. På trods af manglende selskabstøj og værtindegave, sagde vi  selvfølgelig ja tak :o)

Da udbyttet jo ikke ligefrem havde været prangende ind til nu, besluttede vi at forsøge med en formiddag på fjerdedagen, hvor vi gik enkeltvis. Frida og jeg gik ud fra Sveinstorpet og på en eller anden måde lykkedes det for os at passere toppen af Styggberget, som er det højeste punkt lige i nærheden. Frida arbejde rigtig fint på denne tur, så det var lidt ærgerligt at vi ikke så en eneste fugl. Eftermiddagen gik med en forholdsvis lille tur, hvor Frida og jeg fik 4 fugle på vingerne på en gang. Desværre var de alt for langt ude og selv vi gjorde en ihærdig indsats, så fandt vi dem aldrig igen. Om aftenen besøgte vi naboen, der havde lavet en lækker sildeanretning, som vi nød under åben himmel - usædvanligt at sidde ude til 23.00 en aften i september i Norge. Det var en utrolig hyggelig aften, hvor der blev talt meget jagt, fjeld og hunde.
Sidste jagtdag startede vi at følge naboen råd og gå en tur rundt om en lille sø med navnet Pottislamp, men da vi ikke så noget her og vi måske var ved at være desperate, så opsøgte vi flere af de steder, hvor vi havde set fugle tidligere, men som nævnt indledningsvis kom der ikke noget ud af det.

Så var det blevet tid at køre sydpå igen og efter en tur på en lettere snoet norsk marguerit-rute, tog vi færgen fra Göteborg til Frederikshavn, mens vi kunne tænke tilbage på en uge med perfekt vejr i hyggeligt selskab.
De andre år har jeg elaboreret over, hvorvidt det vil være en fordel med en stående hund til fuglejagt i fjeldet og igen i år vil jeg meget forsigtigt hævde at det ikke har den store betydning, når vi kommer med vores all round lavlandsjagthunde, der ikke er vant til at fuglene spæner i stedet for at blive trykket.

Når vi nu har været på fuglejagt i Norge for fjerde gang uden at få en fugl på tasken, er det uundgåeligt at overveje om det også er sådan vi skal bruge en uges ferie næste efterår og til det kan jeg kun sige, at når selskabet er godt, terrænet er flot, vejret er fantastisk og indkvarteringen er i orden, så er der ikke så meget at tænke over. Jeg vil nok ikke være afvisende for at vi finder et andet sted, for de chancer vi har haft de sidste to år, har været meget få og vanskelige. 

Se flere billeder HER.