onsdag den 10. oktober 2012

Frida på arbejde

Jagtsæsonen er godt i gang og det er vel på tide at give en lille opdatering på, hvordan det går.
Flot ser det jo, men det bare lokkegæs
Som jægere ved, så startede ande/gåsejagten 1. september og her var Frida og jeg selvfølgelig ude for at kigge efter lidt svømmefugle fra morgenstunden af. Det eneste vi fik ud af det, var et smukt syn af flere hundrede gæs.....inde hos naboen :o(
Dagen efter var vi på aftentræk og heller ikke her, kom der noget forbi der, hvor vi havde valgt at sætte os.
Sidst i september var vi på morgengåsetræk med lokkegæs, sløringsnet og hele moletjavsen, men lige lidt hjalp det, for det eneste der kom ud af det var et par huller i luften meget tæt på en gråand.
September bød også på fuglejagt i Norge og hvis du vil vide mere om denne tur, må du læse forrige indlæg her på bloggen.
Det samlede udbytte fra 1. oktober.Nu er vi så kommet ind i oktober, hvor næsten alt jagtbart vildt må skydes og indtil nu har Frida og jeg været på jagt to gange. Første gang var den obligatoriske jagt på selveste 1. oktober og her havde vi fornøjelsen af, at være ude i regnvejret hele dagen i både Durup og Ulbjerg. I Durup var jeg så heldig at få et tilbud til en fasankok, som endte sine dage i andet skud. Frida fandt fuglen uden problemer, men til stor ærgrelse for den øverste ende af snoren, var afleveringen ikke for god :o(  Bortset fra det, blev der arbejdet godt hele dagen, så det vil være upassende at være utilfreds med den samlede præstation.
Frida ved Hjarbæk fjord.I dag har vi været på en gåtur ved Hjarbæk fjord sammen med Martin og Chivas. Vi fik en del bekkasiner på vingerne og det endte såmænd med at vi fik én fugl på tasken, som man siger i på jægerstammesprog. Det var selvfølgelig ikke mig der skød og det var heller ikke Frida, der hentede, men jeg nævner det for at benytte lejligheden til at rose Chivas. Han er blevet skrap. Vi sluttede dagen med et aftentræk ved Ulbjerg og for en gang skyld fik jeg ram en gråand, som Frida hentede og afleverede i fin stil. (Jo, det betaler sig at lave lidt ekstra træning mellem jagterne, når det ikke går som man forventer). Chivas fik lejlighed til at brillerer med at hente to ænder, én på land og én i vandet. Alt i alt en fin eftermiddag/aften i dejligt oktobervejr.