lørdag den 27. august 2011

Jagtsæsonen står for døren

Skive træningsplads set fra luften oktober 2009
Frida og jeg har været til træning i Skive et par gange siden sidst og det er træning lige efter min smag. Her bliver øvelserne nemlig bygget op, således at hundene har gode muligheder for at løse opgaverne, samtidigt med at sværhedsgraden stille og roligt øges. Vi har prøvet en række nye øvelser, hvor jeg allerede har udsat mit eget onsdagshold for et par stykker af dem. Kald det bare tyveri, men det vil da være synd at lade være. Jeg var jo lidt bekymret for at melde Frida til et "åben klasse kursus", men indtil nu er det gået rigtig fint for den lille sorte. Jeg kunne nu godt tænke mig at blive meget bedre til er "fri ved fod", så det træner vi hver eneste gang vi mulighed for det.
Vores egen træning har mest koncentreret sig om aflevering fra vandmarkering, hvor vi som bekendt har haft en del problemer ved første aflevering. Vi er heldigvis kommet så langt, at det i mandags i Skive lykkedes at få et par gode afleveringer, så der blev jublet i den øverste ende af snoren. Mens vi har trænet selv, er jeg endnu en gang blevet mindet om at det er en god ide at sætte en snor på den hund man ikke træner, når man har flere med. Jeg blev nemlig fristet til lige at springe dette over en dag og Freja kvitterede med uopfordret at hente en dummy som Frida var sendt efter, hvorefter det hele ligesom var lige meget. Heldigvis er jeg blevet bedre til at beherske mig, så nu råber jeg ikke NEEEJ og forvirrer den forkerte hund. Desuden husker jeg at glæde mig over, at den gamle stadig kan blive grebet af arbejdsiver når vi træner.
Jagtsæsonen går jo i gang lige om lidt og allerede nu er det planlagt at 1. september skal vi tidligt op for at tage på ande/gåsetræk ved Hjarbæk fjord. Vi er også ved at gøre klar til en lille uges tid med fuglejagt i Norge, samme sted som vi var i 2010.

I juli måned besluttede Frida at supplere kosten med lidt frugt og nu har taget mig sammen til samle et lille klip til YouTube.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det bliver spændende at se hvor mange æbler der er tilbage her, når I tager hjem igen!