mandag den 4. juli 2011

En lille jagthistorie

Den ene af de to råerDenne lille historie startede lørdag formiddag, hvor jeg, efter at have siddet på anstand både tidlig morgen og sen aften uden held ca. en trilliard gange, havde besluttet mig for at prøve noget mere utraditionelt, nemlig at sove forholdsvis længe og tage på bukkejagt om formiddagen i stedet. Efter at have vandret (de erfarne jægere kalder det "at pürshe") rundt i vores område ved Ulbjerg, fik jeg sat mig et sted, hvor vinden var god og jeg var tilpas tæt på det levende hegn ind mod naboen (som ikke går på jagt), hvor jeg længe har haft en mistanke om at der går en "monsterbuk". Jeg så nu ikke nogen buk denne formiddag, men tilgæld så jeg to råer, formodentlig smaldyr, der pjattede rundt ganske tæt på hvor jeg sad. Så begyndte det at regne stille og roligt og selv om vi ikke havde de samme syndflodstilstande som i Københavnsområdet, blev jeg så småt gennemblødt og besluttede derfor at jeg havde været nok på bukkejagt den dag.
Søndag kunne jeg ikke lade være med at tænke på at sådan et par tøser (råerne fra lørdag,altså) helt sikkert måtte have en kæreste, så jeg besluttede mig for at tilbringe aftenen på samme sted som jeg sad lørdag formiddag. Så omkring 18.30 sad jeg på rygsækstolen ved det selvsamme lille træ med en plan om at blive siddende til solnedgang 22.15. Tiden sneglede sig af sted og for at jeg ikke skulle være fuldstændig passiv, brugte jeg mit bukkekald med meget nøje planlagte tidsintervaller, men det virkede ligesom ikke rigtigt før klokken 21.00, hvor et dyr gav sig til at smælde inde hos naboen ved det første tryk på gummibolden. Selv om der ikke skete mere, vågnede jeg ligesom op og var lidt mere klar end jeg havde været længe.
Inden jeg forsætter historien er det nok på sin plads at nævne, at jeg af flere årsager havde besluttet at, hvis der kom en buk forbi og kuglefanget var i orden, ville jeg skyde til den uanset størrelse. Tilbage til historien...
21.30 skulle jeg lige til at finde bukkekaldet frem igen, da jeg ser et dyr komme ud fra krattet et helt andet sted end jeg havde forventet. Mens jeg flytter riflen og får drejet mig til en totalt akavet skydestilling, når jeg lige at se at dyret havde "noget på hovedet" inden den stikker hovedet op i et lille træ for at spise. Samtidig med at jeg tager et par dybe indåndinger og får dyret i sigtekikkerten kan jeg se "noget" på maven, så jeg er nu 100% sikker på at det er en buk, hvilket betyder at jeg nu tager sigte, holder vejret og lader kuglen gå. Skuddet flænger aftenstilheden og bukken springer opad, hvorefter den forsvinder ind i krattet. Sammenlagt havde bukken nok været fremme i 20-30 sekunder inden skuddet gik, så jeg nåede slet ikke at få bukkefeber og det var jeg egentlig slet ikke ked af. De næste 10 minutter gik med den obligatoriske ventetid (hold da kæft, hvor gik tiden langsomt) inden jeg gik frem til skudstedet, som i bedste sporhundestil blev afmærket med et stykke rødt minestrimmel, så jeg var klar til at tage imod en schweisshundefører, hvis det skulle blive nødvendigt. Stedet ville nu være til at finde uden afmærkning, for der var en hel del lungeschweiss, der bekræftede mit indtryk fra skudøjeblikket om at det var en god kugle jeg havde sendt afsted. Så burde resten jo være lige til, for i teorien skulle jeg bare følge schweisssporet frem til dyret, men sådan gik det ikke helt, for ca. 15 meter inde i krattet kunne jeg ikke se sporet længere. De næste 20 minutter, som også var lange, gik med forsigtigt at kigge efter schweiss og da jeg ikke havde succes besluttede jeg at gå langs det levende hegn ind til naboen, for jeg kom i tanke om at en erfaren jæger havde fortalt, at anskudte dyr meget ofte løber tilbage hvor de kom fra. Jeg gik forsigtigt frem med fokus på at finde schweiss på jorden lige foran mig, så det var lige før jeg blev forskrækket da jeg fik øje på bukken, der lå forendt ganske tæt på skellet. Det var først nu, jeg så at det var en fin høj ulige seksender, som også var pæn stor i kroppen. Skuddet sad perfekt, ja nærmest som en 10'er på bukkeskiven, så jublen ville ingen ende tage. Så fik jeg taget et par billeder og sms'et, hvorefter jeg trak bukken tilbage til anskudstedet, hvor lyset var lidt bedre. Her blev kræet brækket, mens et andet dyr skældte mig ud inde fra naboen.

BukkepralHvorfor er det så lige at denne historie er med på en blog, der handler om hundelivet et sted i Midtjylland? Det er selvfølgelig fordi at jeg var lidt træt af at jeg ikke havde Frida med, da ikke lige kunne finde bukken. Det gik faktisk så vidt at jeg tænkte på at i fremover vil jeg altid have Frida med i bilen, bare sådan for en sikkerheds skyld. På vejen hjem, hvor jeg kunne reflektere lidt over aftenens forløb, kom jeg frem til at lige netop dette spor ville nok have til at løse for Frida, men hvis jeg tager hende med i fremtiden, bliver jeg måske fristet til at forsøge på noget, der er alt for svært, hvilket kunne ende med at ødelægge sporet for en rigtig schweisshund. Så det er nok bedst, at Frida forsat bliver hjemme, når jeg tager på riffeljagt i fremtiden :o)

6 kommentarer:

Lis sagde ...

Tillykke med at du endelig fik en buk. Du har godt nok også ventet længe på den :-)

Anonym sagde ...

Også tillykke herfra. Skal opsatsen nu op på væggen? mor

Line S. Degn sagde ...

Hvor er den fin! Og sikke en god beretning :)

Martin sagde ...

Så er der lidt billeder:
Kig HER og HER.

Helene sagde ...

Flot buk, flot skudt, god beretning, og ikke mindst stort tillykke med den.

Gitte sagde ...

Tillykke med bukken - sikke en spændende fortælling, ligesom en go bog :-) Go' sommer fra Gitte og Rødhætterne