Nu har jeg jo gennem de sidste ca. 25 år haft hunde, der har heddet Fr***, så det var en slags udfordring, da Pernille bekendtgjorde at vi skulle finde et navn, som startede med “C”. Den nemme løsning var selvfølgelig bare at finde et tilfældigt C-navn og så kalde hvalpen Fr*** (jo, der er skam et Fr-navn parat), men jeg tænkte at tiden måske var inde til noget nyt og finde på et C-navn, som skal bruges som kaldenavn.


Det står lidt hen i det uvisse om ideen kom fra en af internettets mange sider med forslag til hundenavne, om det var et flashback fra drengeårene, hvor jeg i en periode var meget optaget af nordamerikanske indianere, om det var helikopteren CH-47 eller om det var tegneserien “Buddy Longway”, hvor hovedpersonens kone hedder Chinook.
I forbindelse med research til dette indlæg har jeg i øvrigt fundet ud af, at der en slædehunderace, som hedder Chinook, hvilket gør det en smule underligt, for hvem ville f.eks. kalde en labrador for “Schæfer”? Heldigvis er racen sjælden, så mon ikke at det går :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar