torsdag den 2. juli 2015

Chinook er landet

Så kom dagen hvor frk Rød for alvor skulle kaldes for Chinook, nemlig dagen hvor hun brutalt blev rykket ud af de trygge rammer hos Kennel Brown Hunt i Hedensted.
Efter lidt seriøs hundesnak i køkkenet hos Pernille, gik turen mod Karup. Vi var lidt spændte på denne køretur, for da vi hentede Frida i sin tid hylede hun hele vej hjem og da turen hjem fra Hedensted er ca. 5 gange længere, kunne det godt komme til at blive en træls tur. Heldigvis mente Chinook kun at det var synd for hende det første kvarters tid, hvorefter hun faldt til ro i bunden af bilen ved/på Lines fødder.
Da vi ankom til Karup brugte vi lidt tid på at udforske lidt af haven, inden Frida blev lukket ud. Frida var nærmest kåd som en hundehvalp, da hun kom ud, hvilket var lidt overvældende for lille Chinook, der var alene i den store verden for første gang. Heldigvis er hun vant til voksne hunde, så adfærden var helt perfekt og Frida gennemskuede hurtigt at her skulle der ikke være så meget fart på, så det blev et superfint første møde.
Da vi hentede Chinook i Hedensted opdagede Pernille at en af hvalpene havde tynd mave, for der var en omgang "mudder" i kennelen. Efter mødet med Frida kunne vi ved selvsyn konstatere at det nok var Chinook, der var den heldige vinder af dagens diarré, så det var desværre nok heromkring at dagen holdt med at være supergod :-(
For at gøre en lang historie kort, så er vi siden i går aftes, gået fra en vanddrikkende hund uden appetit, til et bøllefrø der spiser og gør det hun skal på den rigtige måde i et tempo, der naturligvis er tilpasset de høje temperaturer vi pludselig har fået :-)

1 kommentar:

Lise Degn sagde ...

Hvor er hun dejlig :-)