torsdag den 9. juli 2015

Chinook's første uge i Karup

Man tror det næppe, men så er der allerede gået en uge siden Chinook flyttede ind. Som jeg allerede har nævnt, så er hun heldigvis gået fra at være en halvslatten hvalp med tynd mave til en lille frækkert, der stille og roligt bliver mere modig og ja, mere fræk.
I den forgange uge har vi øvet os i at gå med snor, køre bil, være alene hjemme, møde nye mennesker, klippe kløer, kontaktøvelser, været på rutebilstation i Herning, været i nærheden af flugtskydningsbanen og et par ting mere. Det lyder jo måske lidt voldsomt, men alt er gjort stille og roligt i tilpas små mængder.
Inden Chinook flyttede ind var jeg noget bekymret for hvordan det skulle gå med Frida, for hun har aldrig været god til at sige fra over for andre hunde. Så bekymringen gik på om der var behov for at passe på Frida, når nu den lille ballademager på et eller andet tidspunkt blev for meget. Heldigvis har det slet ikke været et problem, for Frida har vist at hun kan sige fra og Chinook har vist at hun respekterer det (i hvert fald lige nu). Frida har også accepteret Chinook's behov for at putte, så for det meste sover de tæt sammen. Der har sågar været optræk til leg et par gange, så der er næsten ikke et øje tørt.
Jeg har (endelig) fået anskaffet et transportbur til bilen, hvor der ganske vist kun kan være en voksen hund, men jeg tror at det dækker 90% af behovet. Chinook er helt med på ideen med sådan et bur, for hun var inde i det allerede inden jeg havde fået pakket det helt ud. Frida er noget mere skeptisk, men med lidt hjælp finder hun forhåbentlig snart ud af at det ikke er så farligt.

1 kommentar:

Lise Degn sagde ...

Hold da op hvor har i oplevet meget på én uge. Dejlige billeder.