torsdag den 10. februar 2011

Første hjemmelavede spor

Efter lidt bestilling på internettet og en tur efter hjorteblod, hvor begge de sorte lige fik trænet lidt markeringer og søg på vejen hjem, er der nu så meget grej på matriklen, at vi i dag var klar til at Frida og jeg skulle gå vores første selvgjorte spor. Selvfølgelig var det regnvejr da jeg kom hjem fra arbejde og da vores instruktører i søndags havde fortalt at spor bliver sværere når det lægges i regnvejr, var jeg lidt bekymret for om det skulle blive for svært, så jeg var gavmild med hjorteblodet. Da jeg gerne ville i gang inden solen gik, måtte vi gennemføre de "indledende øvelser", da sporet kun var en time gammelt, dvs. Frida fik selen på og jeg gik frem til sporstart, satte mig på hug og roligt kaldte på hende. Så skal jeg ellers love for at det gik stærkt, jeg nåede ikke at give nogen kommando før snuden var i sporet og det gik derudaf i høj fart og i løbet af et splitsekund var det hele overstået. Det gik faktisk så hurtigt, at jeg er ret overbevist om at det var for let, så lige nu overvejer jeg om sværhedsgraden skal hæves og hvordan det eventuelt skal gøres.

Ingen kommentarer: