Så er vi allerede midt i marts

Jeg er sikker på at jeg har nævnt det før: Det er utroligt som tiden går, når man har det sjovt. Som følge heraf bliver bloggen ikke altid opdateret så ofte som jeg og én af mine læsere ønsker. Men sådan er det bare...
Siden sidst, hvor de to madorgler havde tømt frugtskålen hjemme hos Chivas', har jeg trænet med begynderholdet for sidste gang, men det har nu ikke forhindret os i at mødes med de andre nørder og træne i Haunstrup en enkelt gang eller to :o)
Frida har gået spor, hvor jeg var sikker på at det var lettere end sidst, men det var stadig meget svært for hende i starten. Så selv om det går fint, når vi er kommet i gang, skal jeg helt sikkert rykke yderligere et par trin ned af sværhedsstigen, når jeg laver de næste spor til hende.
Vi er heldigvis kommet så langt ind i den lyse tid, at det nu er muligt at komme ud og lave noget seriøst på hverdagsaftener efter fyraften, hvilket både Freja og Frida ser ud til at nyde.
Vi har også haft fornøjelsen af et par lufteture i Ådalen med Chivas, når hans mor og far har været hjemmefra i lang tid. Sidste gang kunne jeg ikke nøjes med bare at lufte, så alle hunde fik lov til at hente et par dummier. Når man har tre hunde, der alle gerne vil hente ting, skal man huske at tænke sig om inden man starter og evt. sætte de meget ivrige hunde i snor, så de ikke ødelægger træningen for de andre. Chivas fik lært, at hvis man ikke bliver siddende indtil man får lov til at hente, så kan det være at Frida får lov i stedet. Det virkede fint, for allerede efter to dummier, som Frida hentede, blev han siddende.
I går mødtes Frida og jeg med Hans og Tinka i Ådalen, hvor vi lavede en hulens masse markeringer, hen over alverdens forskelligt terræn. Vi lavede bla. markeringer, hvor vovserne skulle passere en lille vold med en grøft på bagsiden og for at det ikke skulle være for nemt, kunne hundene ikke se nedfaldsstedet og forhindringerne skulle passeres på skrå. Det trak tænder ud, men ved hjælp af trinvis forøgelse af sværhedsgraden fik vi det til virke. Hans fik krydret nogle af markeringerne med nogle dirigeringer, som Tinka løste i fin stil. Vi lavede også et par markeringer med distraktion på tilbagevejen til begge hunde. Tinka er klippefast ved den slags opgaver, hvor Frida stadig har brug for lidt støtte en gang i mellem. Træningen blev sluttet med en linjemarkering, hvor jeg gjorde mig bemærket med at kaste en dummy op i et træ. Heldigvis kunne jeg klatre op og hente den uden besvær, men det da ufatteligt at jeg aldrig får lært at undgå den slags.