tirsdag den 21. marts 2017

C-prøve på Sandfeldt Vestergaard

Forrige lørdag var Chinook og jeg til C-prøve på Sandfeldt Vestergaard, hvor jeg havde valgt at stille i begynderklasse. I ugerne op til prøven havde vi brugt en del tid på træne med vildt, der jo ligesom har været et problem, Denne træning gik så godt, at jeg ikke forventede at der skulle blive problemer med vildt (men jeg skulle blive klogere). Jeg var til gengæld bekymret for piberi og fri ved fod, for den unge dame vil helt sikkert gerne lave noget. For at listen med bekymringer ikke skulle være for kort, havde prøvelederen annonceret at vandarbejde ikke kunne udelukkes og selv om vi slet ikke har trænet på vand siden efteråret, valgte jeg at se bort fra denne detalje.

På prøvedagen havde jeg håbet på at vi skulle starte sent, så Chinook havde vænnet sig til at være i prøvemiljøet, hvor der er hunde alle vegne og der skydes til højre og venstre, for måske kunne dette reducere risikoen for piberi. Det blev nu ikke til meget miljøtræning, for vi skulle starte som nummer to, hvilket betød at jeg ikke fik mulighed for at se prøven og at Chinook var meget tændt.
Efter at have hilst på den flinke dommer startede vi med fri ved fod efter en skytte, frem til en  enkeltmarkering. Fri ved fod gik ikke for godt, mens markeringen sad lige i skabet. Den var ikke særlig lang, men til gengæld blev duen kastet mellem nogle træer, så sværhedsgraden var tilpas.
Herefter skulle jeg sætte Chinnok af og gå ud lægge den netop hentede due ca. 30 meter ude, så Chinook efterfølgende kunne hente den på en fremadsendelse. Da jeg gik ud kunne jeg høre lidt piberi (øv). Fremadsendelse gik fint og så var det tid til mere elendigt fri ved fod frem til det frie søg.
Chinook arbejdede egentlig fint i det frie søg og hun kom med både duer og ænder, hvilket indikerede at hun kom helt i bund. Afleveringerne var også gode, så det var lidt surt at jeg kunne se at hun markerede en kanin, allerede første gang hun blev sendt ud. Da det skete anden gang bemærkede dommeren det også og da Chinook stoppede ved en anden kanin, sagde han "tak" og vi kunne forsætte med mere fri ved fod efter skytten.
Sidste moment var endnu en enkeltmarkering, der blev blev hentet og afleveret i flot stil. Vandarbejdet var heldigvis udeladt, så her slap vi for at vise den manglende træning.
Den rare dommer gav os en 3. præmie for  præstationen, hvor han havde bemærkninger til fri ved fod, lidt piberi og manglende opsamling af kanin. Jeg kunne jo kun være enig i bemærkningerne og være glad for at vi ikke fik et "flot" nul, pga. den manglende kaninopsamling. Dommeren havde heldigvis også lagt mærke til at Chinook lavede sikre markeringer og flotte afleveringer, så i bedste ros-ris-ros-stil kunne vi slutte med at få ros, så det var som det skulle være ;o)

Resten af dagen gik med at se de andre prøver sammen med Lonni, der var ude og kigge på retriever-prøve for første gang. Vi så åben klasse, hvor Lis og Vixen debuterede, og vinderklassens to poster og finaleposten til sidst. Da jeg luftede Chinook til frokost var der kommet ro på, så jeg har stadig et svagt håb om piberiet er for nedadgående efterhånden som hun bliver udsat for noget mere miljø.

Selv om de næppe kommer forbi denne blog, vil jeg, traditionen tro, sige tak til prøveleder, hjælpere og dommere for en herlig dag.

2 kommentarer:

Lise sagde ...

Er der ikke nogen der har fotograferet?

Martin sagde ...

Jeg er ikke bekendt med at der er billeder af os mens vi arbejder, men hvis du vil have lidt stemningsbilleder fra dagen, så kig på DRK Region Midtjyllands hjemmeside. HER og HER.