onsdag den 15. juni 2016

Gode hængsler

I torsdags var Cinook og jeg en tur på Mors, for at indfri løftet til Pernille (Cinook's opdrætter) om at få fotograferet hofter og albuer omkring et-års alderen. Vi tog til Mors fordi, der bor dyrlæge Marianne Klittgaard, som er kendt for at tage røntgenbilleder til den rigtige pris og det iøvrigt er der Pernille får lavet den slags. Da vi ankom til Mors efter en lille times kørsel, gik vi en lille tur inden vi gik ind på klinikken, hvor vi startede med en tur på vægten, der viste hele 21 kg hund. For dem der ikke kender til røntgenfotografering af hunde, så er proceduren de fleste steder, at hunden bliver bedøvet inden der bliver taget billeder. Chinook fik derfor en sprøjte af den flinke assistent, hvorefter hun meget hurtigt blev til en meget slap hund. På ca. dette tidspunkt kom Cato, Chinook's kuldbror, helt tilfældigt og jeg bemærkede at han vejede 32 kg, hvilket gav anledning til at tænke på at forøge fodermængden til den lille sporty Ninja. Jeg hjalp med at løfte og holde, mens Marianne tog billeder. Vi kunne se billederne med det samme og Marianne mente at det så fint ud, men i sidste ende er det afdelingen for Veterinær Billeddiagnostik ved KU/SUND (tidligere LIFE/Landbohøjskolen), der afgør for DKK, hvad der skal stå i papirerne. Turen hjem med den slatne hund gik stille og roligt ;o) og resten af dagen var det en lille vovse med lidt balanceproblemer, der sejlede forsigtigt rundt i huset. 
I går kom så dommen fra DKK: AD: 0 og HD: A, så der var ikke så ringe.

2 kommentarer:

Helene sagde ...

Dejligt ar høre, at hun er ADHD fri ;-)

Lis sagde ...

Bare så dejligt med gode røntgenresutater :-)