søndag den 12. juni 2016

Aflevering fra H2O (vand)

Weekendens træningstema for Chinook har været aflevering fra vand. For at den slags skal kunne gennemføres kræver det, udover en hund og en dummy der kan flyde, noget vand. I går satte vi derfor kurs mod Ådalen, hvor der er nogle forholdsvis anvendelige vandhuller. Siden jeg lavede den slags grundtræning med Frida, er området blevet lejet ud til en kvægholder, så terrænet er græsset voldsomt ned og kanterne på vandhullerne er blevet trampet til mudder mange steder, så stedet er ikke så anvendeligt, som det har været. Til gengæld er det tæt på og så kan man jo acceptere meget ;o)
Nu er det jo ikke første gang at vi har trænet aflevering fra vand og resultatet har været lidt (meget) blandet. Jeg har drøftet problemet med nogle af klikkernørderne fra Bording og er blevet anbefalet at bruge omvendt lokning til øvelsen. I går gav vi den gas og lavede ca. en million (mindst) vandmarkeringer. Jeg gjorde den på den måde at hvis Chinook smed dummien fra vand, lavede vi en eller flere markeringer på land med omvendt lokning, så hun ligesom kom på sporet af den rigtige aflevering. Da vi kørte hjem var det gået som ønsket ca. halvdelen af gangene, men jeg var ret meget i tvivl om, hvorvidt Chinook forstod hvorfor hun blev fejlet. Samtidig tror jeg at bare det, at få lov til at hoppe i vandet efter den næste dummy, blev opfattet som en belønning.
I dag startede vi efter samme princip og det virkede som om at Chinook ret hurtigt fangede, hvorfor hun fik belønningen, så det var slet ikke så ringe. Efter ganske kort tid blev der skruet ufrivilligt op for sværhedsgraden, da en kvie stillede sig op og gloede på os ganske tæt på. Da Chinook opdagede kvien fik den et vov og efter et par fejlslagne afleveringer pga. at al opmærksomhed var på kvien, gik det såmænd helt hæderligt igen. Kvien gik igen og jeg troede at nu kunne vi komme videre, men ak. Ganske kort tid efter dukkede dyret op i selskab med to halvstore tyrekalve og selv om de virkede ganske fredelige var det lidt overvældende, både for Chinook og mig, at have kreaturer på tre sider og vand på den sidste, så jeg valgte at forlade arenaen. Vi kørte til at andet sted i Ådalen, hvor Chinook fik en række dobbeltmarkeringer, som hun løste til UG.

Ingen kommentarer: