søndag den 28. februar 2016

Træning i Ådalen


Søndag formiddag bød på fantastisk solskinsvejr og god træning i Ådalen sammen med Lis, Leif, alle deres tollere, Lonni, Barney, Kurt og Focus. 
Sidst vi trænede med Lonni og Kurt, var det vist ca. første gang at de stiftede bekendtskab med noget, der lignede en workingtest og vi fandt et par steder, hvor der var plads til forbedring og jeg skal da lige love for at de er gået til vaflerne med træningen siden. Det var en fornøjelse at se hvordan begge hunde markerede knivskarpt og halvdelen af dem kun knaldapporterede en lille smule og næsten ikke lavede lyde. 
Vi lavede et frit søg og til sidst et walk up, hvor det ligeledes gik superfint. Selv om der er stadig et par steder, hvor der kan arbejdes lidt, var rigtig godt at se, hvor meget de flittige DcH ekvipager har flyttet sig, siden vi mødtes sidst.
Lis og Vixen fik trænet nogle dirigeringer med linjer, hvor jeg med skam må erkende at jeg var skyld i at Lis fik våde fødder, da jeg fik narret hende til at krydse en sjappet område med ankelhøjt vand adskillige gange. Heldigvis bevarede Lis det gode humør og Vixen lavede nogle fine dirigeringer. De sluttede med en enkelt markering og et frit søg, hvor Vixen endnu en gang viste stor arbejdsiver og høj fart i det kuperede terræn.
De gamle, Chilli, Daisy og Leif, blev også luftet og selv om hundene var lidt rustne, var der stadig stor arbejdsglæde. Som det ses på billedet til højre, kunne mit kamera ikke følge med og stille skarpt på Daisy, når først hun lagde fra land :o)
Chinook og jeg øvede lidt ro på post og fri ved fod, som på trods af lidt piveri og snusen rundt, i det store hele gik meget godt. Vi sluttede af med nogle enkeltmarkinger, hvor målet egentlig var at Chinook skulle øve situationen, hvor en "dommer" skulle sige værsgo, inden jeg sendte hende. Der skete bare det at Chinook knaldapporterede, som man måske kunne forvente, men da kasteren, Lonni, gik ud og samle op, endte det med at Chinook skulle opmuntres temmelig meget for overhovedet at komme ud og samle op. Ja, det virkede nærmest som om at hun var lidt bange for Lonni. Målet blev derfor justeret ned til at Chinook skulle hente dummien efter kun én apport-kommando, hvilket vi heldigvis fik til at virke.
Træningen var selvfølgelig afbrudt af et par passende pauser, med varme drikke, Lis' hjemmebagte kanelsnegle og en passende mængde hundesnak, så det var en lærerig, sjov og hyggelig formiddag i Ådalen :o)

Ingen kommentarer: