tirsdag den 24. august 2010

August

Siden sidst er Lis og jeg startet med overgangshold i Søby, hvor vi desværre har haft en del frafald pga. større ambitioner, kennelhoste mm. Holdet har nu kun tre kursister og det er godt nok i underkanten, men da hverken Lis eller jeg kan onsdage, har vi svært ved at tilbyde en sammenlægning med markprøveholdet, så lige nu ser det ud til at vi forsætter ufortrødent.

Freja og Frida har været til helårligt eftersyn -> i.a.b. John Dee foreslog kiropratik til Freja inden jagtsæsonen starter, da han har gode erfaringer med dette til aktive hunde (bla. på Flyvevåbnets hunde), så det går jeg lige og tygger lidt på.

Kaj og Winston i aktion ved UHM
Den mest nævneværdige hundeaktivitet forrige weekend, var en tur til Løvenholm for at kigge på unghundemesterskab. Hvis jeg skal beskrive det kort, så er det godt nok en svær prøve, med en forholdsvis blød start og herefter stigende sværhedsgrad, indtil man slutter med et frit søg på sidste post. Prøven bliver afholdt på et snævert areal, hvor publikum er meget tæt på, hvilket helt klart er med til at hæve sværhedsgraden. Vi så rigtig meget flot hundearbejde og det er jo altid en fornøjelse. Jeg er i skrivende stund ikke klar over hvordan det gik for alle de tilmeldte hunde fra Region Midtjylland, men jeg ved dog at mindst to af dem klarede alle poster og en røg ud allerede ved post 1.

Jeg havde egentlig tænkt mig at Frida skulle til C-prøve sidste weekend, men jeg valgt at lade være fordi jeg er sikker på at det ville være spild af dommer- og hjælper-tid. Vi har f.eks. ikke fået trænet med vildt på det sidste fordi min fryser valgte at afgå ved døden og jeg som følge heraf måtte kassere alt mit træningsvildt.
Vi har derfor nøjes med Ådalstræning med begge hunde. Søndagens tema var frit søg og hvis jeg skal starte med det positive, så er jeg nu i stand til at stoppe Frida i at bytte og det er jo fint, så længe jeg kan se hende arbejde, hvilket jeg må sørge for at kunne de næste mange gange vi træner. Det knap så gode er at Frida laver halesøg på Freja og for at gøre det helt perfekt kan Frida også finde på at stjæle dummyen fra Freja. Om det er fordi det er Freja, ved jeg ikke, men det er selvfølgelig noget vi skal have gjort noget ved (ja, jeg har en plan).

Ingen kommentarer: