søndag den 30. maj 2010

Rågeregulering, træning og bukkejagt

Så har jeg igen modtaget op til flere klager fra utålmodige læsere og til jer kan jeg kun sige: Det er vigtigere at være der og opleve tingene, end det er at skrive om dem ;o)
Men bortset fra det har Freja og jeg været på et par rågereguleringsture mere siden sidst og som det kan ses på billedet, har det ikke været helt forgæves (med mindre man var en rågeunge, naturligvis). Den opmærksomme læser undrer sig måske over, at Frida ikke har været med på rågeregulering og her kan jeg oplyse, at det er et helt bevidst fravalg fra min side, for den slags ture er nok det nærmeste man kan komme på ulydighedstræning, hvilket Frida absolut ikke har brug for.
Frida har til gengæld trænet afleveringer i forbindelse med vandarbejde og selv om den hårde og uretfærdige træner ikke er tilfreds endnu, bliver det bedre fra gang til gang. Forrige onsdag var der friske kaniner, ænder og duer til markprøvetræning og Frida var såmænd god til at samle op, men det var åbenbart vældig spændende, for der blev byttet både i midten, til højre og til venstre i det frie søg :o( Afleveringerne med vildt var heller ikke for gode, så derfor er vi gået i gang med, stille og roligt, at tømme fryseren for vildt, så der næsten dagligt er vildt på træningsprogrammet.
Frida overraskede positivt, da hun var med til hvalpemotivation sidste mandag. Hun blev siddende lige så fint, mens de små blev ekserceret. Jeg fik oven i købet stoppet og puttet hende i bilen, mens det stadig gik godt, så det var slet ikke så tosset.
Siden 16. maj er det ikke blevet til så meget træning, som man kan ønske, hvis man er hund her på matriklen, men når bukkejagten er gået ind, skal tiden der går med det, jo komme fra noget andet :o(
Til slut må vi konstatere, at hvis der er sammenhæng mellem vejret og dem der har fødselsdags opførsel, har Frida været knap så sød det sidste år, for vi har haft regnvejr hele dagen.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Tillykke med Frida. Jeg er sikker på, at der er andre hunde, der har haft fødselsdag søndag og som er skyld i, at vejret ikke var det bedste.
Vi ses lige om lidt til hvalpetræning.

Tollerhilsen
Lis

Anonym sagde ...

Godt at læse nyt fra "det mørke Jylland". Også tillykke til Frida fra Smørum. Tænk at jeg glemte det!
Lise

Line sagde ...

Har Frida ikke fødselsdag d. 29. maj?

Martin sagde ...

Der står den 30. maj i stambogen, så det regner jeg med ;o)