Norge kalder - igen

Traditionen tro har Frida og jeg været en tur på fuglejagt i Norge og i lighed med sidste år gik turen til Sveinstorpet ca. 20 km vest for Kongsvinger. Jagtselskabet var også det samme som sidste år, nemlig: Martin, Steen og Jens Ole med hundene Chivas, BS og Cille. For at holde alle traditioner i hævd, skød jeg heller ikke nogle fugle i år, hvilket næppe kan undre nogen, der har set mig på lerduebanen. Forskellen er dog at på skydebanen er der noget at skyde forbi efter, hvorimod det var rigtig tyndt med fugle i fjeldet i år. Den gode udlejer havde ellers forsikret os om at det var meget bedre i år, men vi så ikke næsten ingen fugle og de få jægere vi mødte ude i vildnisset, havde alle samme oplevelse som os: Der var ikke mange pipper hjemme. Så resultatet af 5 jagtdage var mere magert end det nogensinde har været, for der blev ikke skudt en eneste fugl af hele det stærke hold fra det midtjyske. Jens Ole skød en flot fjeldhare, men nu var vi ligesom på fuglejagt..

Frida startede turen med at blive bidt af en hveps, allerede inden hun kom ind i bilen. Efter lidt undersøgelse viste det sig at være i øreflappen Da vi har prøvet det før og øretflappen jo ikke kan ende med lukning af luftveje, var jeg ikke utryg ved at rejse til Norge, da min erfaring er at hævelsen har lagt sig efter ca. et døgn, hvilket i sidste ende kunne betyde skånetjeneste til Frida på første jagtdag. Da vi nåede til Frederikshavn, var øret meget hævet, varmt og ømt og da vi ankom til jagthytten i Norge var det ikke blevet bedre, så jeg var så småt indstillet på at gå på jagt uden Frida den første dag. Heldigvis havde hævelsen lagt sig og øret var ikke længere varmt og ømt tirsdag morgen, så Frida kom med på jagt. Hun virkede ikke generet og i løbet af formiddagen var hævelsen fuldstændig forsvundet.

Allerede sidst på førstedagen var Frida en træt hund. Et par skud (forbi, naturligvis) livede hende op i ca. 10 minutter, men der var ingen tvivl: Formen var for dårlig pga. for lidt konditionstræning i sommeren. På denne dag ville jeg have haft en god chance, hvis den fordømte tjur ikke fløj lavt i samme retning som Frida stod i.

Det regnede i løbet af natten til anden jagtdag, så på trods af at alt vejret var fint, var alt meget vådt. Lige før frokost skød Jens Ole haren, så der var ikke et øje tørt. Da vi havde holdt frokost, så Frida meget stivbenet og træt ud, så jeg besluttede at hun skulle holde pause resten af dagen. Det var godt nok underligt at gå uden hund i terrænet. På denne tur mødte vi de nærmeste naboer, der var et ældre ægtepar, hvor manden også gik på fuglejagt med en tysk ruhår.

På tredje jagtdag besluttede at drage mod øst for at prøve nogle nye steder. Vejret var perfekt og vi fandt noget terræn, som måtte være perfekt, men nej. På to af disse steder fik Cille GPS-halsbånd på og vi kunne konstatere at hun løb et sted mellem 2 og 3 gange længere end vi gik. Om aftenen fik vi noget af en overraskelse, da naboen kom forbi og inviterede til middag dagen efter. På trods af manglende selskabstøj og værtindegave, sagde vi  selvfølgelig ja tak :o)

Da udbyttet jo ikke ligefrem havde været prangende ind til nu, besluttede vi at forsøge med en formiddag på fjerdedagen, hvor vi gik enkeltvis. Frida og jeg gik ud fra Sveinstorpet og på en eller anden måde lykkedes det for os at passere toppen af Styggberget, som er det højeste punkt lige i nærheden. Frida arbejde rigtig fint på denne tur, så det var lidt ærgerligt at vi ikke så en eneste fugl. Eftermiddagen gik med en forholdsvis lille tur, hvor Frida og jeg fik 4 fugle på vingerne på en gang. Desværre var de alt for langt ude og selv vi gjorde en ihærdig indsats, så fandt vi dem aldrig igen. Om aftenen besøgte vi naboen, der havde lavet en lækker sildeanretning, som vi nød under åben himmel - usædvanligt at sidde ude til 23.00 en aften i september i Norge. Det var en utrolig hyggelig aften, hvor der blev talt meget jagt, fjeld og hunde.
Sidste jagtdag startede vi at følge naboen råd og gå en tur rundt om en lille sø med navnet Pottislamp, men da vi ikke så noget her og vi måske var ved at være desperate, så opsøgte vi flere af de steder, hvor vi havde set fugle tidligere, men som nævnt indledningsvis kom der ikke noget ud af det.

Så var det blevet tid at køre sydpå igen og efter en tur på en lettere snoet norsk marguerit-rute, tog vi færgen fra Göteborg til Frederikshavn, mens vi kunne tænke tilbage på en uge med perfekt vejr i hyggeligt selskab.
De andre år har jeg elaboreret over, hvorvidt det vil være en fordel med en stående hund til fuglejagt i fjeldet og igen i år vil jeg meget forsigtigt hævde at det ikke har den store betydning, når vi kommer med vores all round lavlandsjagthunde, der ikke er vant til at fuglene spæner i stedet for at blive trykket.

Når vi nu har været på fuglejagt i Norge for fjerde gang uden at få en fugl på tasken, er det uundgåeligt at overveje om det også er sådan vi skal bruge en uges ferie næste efterår og til det kan jeg kun sige, at når selskabet er godt, terrænet er flot, vejret er fantastisk og indkvarteringen er i orden, så er der ikke så meget at tænke over. Jeg vil nok ikke være afvisende for at vi finder et andet sted, for de chancer vi har haft de sidste to år, har været meget få og vanskelige. 

Se flere billeder HER. 

Badedyr i solen

...længe siden...bla bla bla ..... agurketid ....bla bla bla ... denne tid på året...bla bla ..... bukkejagt...bla bla bla ..... mest lufteture...bla bla bla .....bla bla bla ..... stadig lidt træning...bla bla bla ..... vandmarkering ... bla bla bla ..... Freja kan stadig...bla bla bla ..... Karup å...bla bla bla .....pragtfuldt sommervejr.

Tynd start på årets rågeregulering

Jeg havde jo håbet på at lave et flot maj-indlæg med et billede af et ordentligt læs rågeunger med en dygtig apportør bagved, men sådan er det ikke gået (endnu). På trods af at jeg har kigget i mine gamle jagtjournaler og på den den baggrund har trukket den første tur til den 9. maj, hvor der erfaringsmæssigt plejer at være nogle fugle på paraden, så er årets resultat foreløbig på 2 rågeunger på 2 ture, hvilket må siges at være l a n g t under gennemsnittet. Hvorvidt det beskedne udbytte skyldes det forholdsvis kolde og våde vejr, skal jeg ikke kloge for meget i, men det må da blive bedre næste gang vi tager af sted.
Højdepunktet på dagens tur til Krabbesholm, var nok da Frida og jeg stod ved et træ og spejdede efter fugle. Frida havde ikke let ved at blive siddende, og min vurdering var at hun helt sikkert havde fært af et eller andet. Samtidig kom en anden jæger og han fortalte at han tidligere havde skudt ved netop dette træ og at fuglen ikke var kommet ned. Med denne information fik Frida lov til at søge og der gik kun et mikrosekund inden hun kom tilbage med en rågeunge. Efter en fin aflevering var det en tilfreds fører, der kunne aflevere fuglen til den retmæssige ejer. At Frida's næste aflevering var AHT, behøver vi ikke at trampe mere i ;o)
Da dagens resultat var meget magert, tænkte vi ikke engang på at lave et paradebillede, så vi må nøjes med et billede af Chivas og Frida, der helt sikkert havde en dejlig formiddag.

Frida som forsøgskanin - ja, det vel påske

Efter efterårstræningen, for et par uger siden, blev jeg kontaktet af en, som havde set billeder af Frida her på bloggen og havde i den forbindelse bemærket at hun er ret lille i forhold til en normal labrador retriever. Da vedkommende er i gang med et forskningsprojekt på Århus Universitet omkring dværgvækst hos hunde, blev jeg spurgt om det mon var muligt at få taget nogle prøver fra Frida, så hun kunne indgå som en del af projektet. Da det kun drejede sig om 4 små 1 ml blodprøver, mente jeg at vi (læs Frida) godt kunne støtte projektet og dermed være med til at udvidde det store DNA-kort for hunde.
Det har været meget interessant at få en orientering om forskningen, hvor de er kommet så langt at de med ret stor sandsynlighed kan sige at bla. Frida's mangel på størrelse, skyldes en variation i genet Aprilis Stulte, der styrer længden af vækstperioden hos mellemstore hunde. Hvorvidt man fremadrettet kommer til kunne tage DNA-prøver, som man gør med øjensygdommen prcd-PRA i dag og om dette eventuelt kan komme til at betyde avlsrestriktioner, er endnu for tidligt at udtale sig om, men det bliver spændende at følge udviklingen.

Forårstræning

Ja, det skrev de på DRK Midtjyllands hjemmeside om det arrangement, som Frida og jeg har været til i dag. MEN selv om vi formelt set er i første forårsmåned, har det været alt andet end forår i dag, for det har været bidende koldt og det har sneet stort set hele dagen. Gad vide om der findes et sted, hvor man kan klage over den slags falske varebetegnelse??
Bortset fra det fejlbestilte vejr, så havde vi en rigtig fin træningsdag i Søby, hvor regionens flittige træningsudvalg havde inviteret Hans Jørgen Bilstrup og Poul Erik Hansen fra Nordjylland som instruktører/inspiratorer på en herlig træningsdag for regionens medlemmer.
De to herrer startede dagen med en kort snak om, hvordan de selv træner. Det vil være for omfattende at omtale alle deres guldkorn her, så jeg vil nøjes med at fortælle at der var nogle rigtig gode input, som helt sikkert vil blive brugt i fremtidens træning.
Så gik turen ud i det smukke forårsvejr, der i løbet af dagen udviklede sig fra koldt gråvejr, til noget der lignede en let snestorm. Her startede vi med et par øvelser, hvor den ene var en markeringsøvelse, der blev bygget op så den, for vores vedkommende, endte med en dobbeltmarkering på linje. Herefter gik vi ud i det kuperede terræn i Søby, hvor vi først havde en post, hvor vi opbyggede en dobbeltmarkering, der bestemt ikke var nem. Så lavede vi en enkeltmarkering, der blev lavet længere over et par gange og til sidst skulle vi lave en udsending til nedfaldsstedet.
Så var det frokosttid og her havde TU sørget for at der var dejlig varm lasagne, hvilket slet ikke var så ringe i det kolde vejr. Der var heldigvis også tid til en kop kaffe, inden vi skulle ud i vejret igen.
Da vi rykkede ud igen, lavede vi flere variationer over en supergod øvelse, som bestod af et mix af markering og dirigering, og  hvor der såmænd også blev sneget en distraktion ind, uden at Frida opdagede det. Vi sluttede øvelserne med en såkaldt 2½ markering i samme område, inden vi gik tilbage for at runde af med kaffe, kage og hundesnak.

Tak til TU og deres hjælpere for en god og lærerig træningsdag i sneen.

Se lidt billeder fra dagen HER.

Første snert af forår

Så er vi endelig startet officielt på foråret og vejret i dag har været helt perfekt i den henseende. Lis og Leif havde forudset dette, så allerede i går, mens jeg var på vej til Herning, for at være instruktør på begynderklasseholdet, ringede Lis og foreslog træning i dag i Haunstrup.
På trods af at bilen pludselig ikke kunne starte (batteriet var fladt?), kom Frida og jeg frem til Haunstrup med kun en halv times forsinkelse. Her mødtes vi med søstrene østrogen fra Vildbjerg, som havde taget Lis og Leif med. De foreslog at vi gennemgik 5 poster, som de havde lavet i fredags med et åbenklassehold fra Skive træningsplads. I de næste par timer gennemførte vi således dobbeltmarkeringer, dirigeringer og frit søg, efter alle kunstens regler i det super dejlige vejr. Det er altid en fornøjelse at se tollerne fra Wildmountain arbejde med deres fantastiske enegi og store dygtighed. Frida klarede de fleste af opgaverne nogenlunde. Der er stort behov for at genopfriske stopfløjt og desværre byttede hun også et par dummyer et par steder, så der er stadig rigeligt at arbejde med.
Træningseftermiddagen blev afsluttet på behørig vis i Lis og Leifs nye campingvogn, hvor der blev budt på cola, kaffe, kage og selvfølgelig en masse hyggelig hundesnak.

En herlig lille oplevelse

I formiddags, da Frida og jeg var ude for at forberede træningen til begynder markprøveholdet, som jeg har fornøjelsen af at være instruktør for, hver lørdag, stod der pludselig et par rådyr og kiggede på os. Om det var fordi dyrene er vant til meget trafik i området ved Gullestrup eller om de ved at jagttiden er ovre for denne gang, skal jeg lade være usagt. Dyrene fandt sig i hvert fald i, at jeg fandt telefonen frem og tog et par billeder. Ja, faktisk stod de oppe på bakken og kiggede, mens Frida og jeg gik rundt om den og afprøvede et par af de øvelser, som kursisterne skulle udsættes for lidt senere. Det var i øvrigt herligt at se Frida hente dummyer uden at lade sig distrahere af den råvildt-fært, der jo i sagens natur var i området.

Træning og sæsonens sidste jagt

I denne weekend er Hans og jeg startet med at være instruktører for et begynder markprøvetræningshold. Der er 12 kursister, hvilket er usædvanligt mange for et vinterhold, jf. min erfaring. Vi startede med at lave forskellige øvelser, hvor stort set alle elementer alle kom fra den brugsprøve, som kursisterne burde have bestået inden start. Dette var selvfølgelig for at komme i gang, samtidig med at vi fik et indtryk af niveauet, som skal bruges til at planlægge de næste syv ganges træning.
Læs om DRK Region Midtjylland træningstilbud HER.
Søndag var det så tid til sæsonens sidste jagt i Ulbjerg. Om det var fordi det var hundekoldt eller om mandeinfluenzaen virkelig har fået tag i Midtjylland, skal jeg ikke kunne sige, men vi var kun 5 jægere, hvor vi plejer at være 10. I anden såt fik Frida 2 ud af 3 fasankokke på vingerne, så den side af sagen kan der ikke klages over. At vi så ikke formåede at levere nogle af disse fugle er an anden historie. Bortset fra nogle "lige ved og næsten" duer, kom ikke flere skudchancer resten af dagen, så endnu en gang måtte vi afslutte jagten med en tom vildtparade.
Se lidt billeder fra jagten HER.